Toasters Performance Biennale 16. april – 3. maj er et samarbejde mellem Den Frie Udstillingsbygning og Husets Teater. Biennalen tager pulsen på det aktuelle performancefelts krydsfelt mellem visuel kunst og scenekunst. Programmet stræber efter at give et State of the art ved at præsentere mere end 20 performances, der tager temperaturen på performancefeltet anno 2026.
Toaster Performance Biennale er den første af sin art i Danmark og er et nyt i rækken af TOASTERS altid nytænkende festivalformater. Biennalen strækker sig over tre uger på både Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning, og har dermed tid til at udforske flere forskellige tendenser. I denne del af reportagen gælder det værker, der bruger ord som et af deres primære udtryksformer. Del 2 om de nonverbale følger.
Vi ser det dystopiske som når mennesket overtages af teknologi eller går i opløsning og kalder på aktivisme. Det cykliske element adresseres med forskellige aspekter af gentagelser. Yngre kunstnere deltager med nye perspektiver, og der ses et bredt spænd af udtryksformer. Flere forestillinger udfordrer grænserne mellem virkelighed og fiktion. Vi er fx omgivet af orker, avatars eller AI-genererede mennesker. Reportagen er ikke udtømmende, men dækker størstedelen af biennalen og giver en ide om bredden.
Kunstens utilstrækkelighed
Hos engelsk-danske Ed Atkins, er nærværet nøglen, når Poor Devil leveres i en underspillet performance fra en lille podiescene foran opstillede stolerækker. Et digt på få vers gentages igen og igen – op til 14 gange med forskellige tryk og fraseringer: “I don’t want to hear any news on the radio about the weather in the weekend…” indimellem synges små sange a cappella.
I en næsten rituel overgang opløses grænsen mellem værk og publikum
Med sin kunst og helt unikke nærvær fremstiller Atkins kunstens utilstrækkelighed, når den skal konstrueres, mens der til gengæld siver magi ud i den afsluttende korsang Under the Stone Lay Gabriel af Dirty Projectors. I en næsten rituel overgang opløses grænsen mellem værk og publikum, og teksten er i sig selv brudstykker af fortælling eller erindring – en fin konklusion på kunstens temaer om krop, opløsning og identitet.
Bob Kil (UK/DE) italesætter også kunsten i sig selv og det at være kunstner. Med Tits er vi med i maskinrummet, der som Atkins viser gentagelserne. To kunstnere stiller sig med samlede ben og en hånd i siden og løfter skiftevis højre og venstre fod op på tæerne: “People of Copenhagen. Do you know something about being an artist? (…) What you see here is a repetition of movement like zombie walk.” Spørgsmål om kunstens mening og om synet på kunstnerens i samfundet leveres med kompromisløshed.
Ordets magt
Performance tillader aldrig publikum en fast ramme eller sikker skelnen mellem kunst og virkelighed og kunstner og beskuer. Det er med til at holde os på tæerne og være klar til at gribe, give plads eller tage action. Whispered Legislation af danske Eliyah Mesayer er et godt eksempel på en bevægelse mellem virkelighed og fiktion. Det er en del af konceptet Illiyeen, der er baseret på et beduinisk begreb om et “himlens register”, hvor vogtere nedskriver statens fortid og fremtidige love.
En fortættet stemning af vigtighed og handlekraft, der undersøger magtstrukturer gennem poesi
I denne anden performance under konceptet bliver publikum en del af processen, der foregår ved en ø af høje borde i midten af salen, hvor fire mennesker i sorte beduinklæder skriver i hånden og på maskine. Publikum sidder langs væggene eller bevæger sig rundt om de skrivende og hvisker ideer til, hvad de skal skrive. Andre læser over skuldrene i en fortættet stemning af vigtighed og handlekraft, der undersøger magtstrukturer gennem poesi.
Utæmmede følelser på repeat
Repetition Compulsion er anden del af en trilogi af danske Jules Fischer. Den første, Lesions (2024), handlede om en enkelt kvinde optaget af sit selvbillede. Denne anden del handler om, hvordan et par gentager deres skadelige mønstre og dynamikker i et uhyre humoristisk set op omkring dobbeltsengen. Alex og Joy lever i et parforhold med en baby, men har forskellige opfattelser af, hvad kærlighed er.
Et uhyre humoristisk set op omkring dobbeltsengen
I et udtryksfuldt kropssprog udstilles konflikterne, følelserne og samfundet i en form for absurd og surrealistisk queer soap opera over, hvad vores liv afspiller for os igen og igen. Utæmmede følelser gemt i kærlighed, vrede og angst, der har konsekvenser. Puder skæres op, så fjer flyver, der preppes til en potentiel katastrofe, og der synges Do We have Enough Radios. Alt sammen eksekveret med fremragende timing og underspillet humor af de to fremragende performere.
Meningskollaps
I Assuming Spring will Cum: Tropes of Sadness! af norske Marthe Ramm Fortun, er følelserne også uden på tøjet. Fortun er kunstner og tilknyttet Oslo National Academy of the Arts som adjungeret professor på Kunsthøgskolen i Oslo. I værket råbes vi igennem kontinuerlige oplæsninger fra store A3 ark, der ligger spredt ud på gulvet.
“Spring blossoms emerge violently from the repeated burials of schools and hospitals. This art center is built on maternal bones. Tropes of sadness! Mothers and children are still at it tomorrow.” Sproget skifter mellem det revolutionære og det uskyldigt barnlige i al sin poetiske absurditet. Med de aktivistiske tekster i hånden med påført røde kys eller tårer, inviteres vi – og det konstante meningskollaps på tur.
Et opråb af dimensioner
Ud gennem døren, hvor Fortun klaprer med containerlåg eller råber strofer inde fra en busk eller oppe i et træ. Ved den norske statue To Søstre af den norske billedhugger Ørnulf Bast, bliver To Søstre til tre, når Fortun smider frakken og stiller sig afklædt ved siden af dem. Omgivelserne smelter sammen med performancen, og publikum bliver medsammensvorne i et aktivistisk korstog. Et opråb af dimensioner.
Sjælens resonansrum
Danske Adam Christensen arbejder multidisciplinært med musik, installation og performance og inviterer os i sit værk, Don’t make a fuss about it. You are dead to me, ind i et tilbagelænet univers. Det føles både som et hjem og som en fiktion, hvor ting kan skifte tone, farve og feeling blot med et gardin eller en stemning, der sættes. Båndede historier folder sig ud i rummet, mens Adam Christensen selv hænger scenografien op ved hjælp af publikum, der holder i snore, mens de farvede gardiner tunes.
Slår bogstaveligt talt en koldbøtte af glæde
Kunstværker kommer til syne som små gaver af nydelse, som hvis der blev redt op og skabt plads til sjælens helt eget resonansrum. Helt salige bliver vi, når accordeon ledsager Christensens unikke stemme, der med sit udtryksfulde klangarbejde skaber kontrakt og udveksling mellem mennesker. Det er muligt at skifte sin position undervejs, hvilket flere udnytter, og parret ved min side slår bogstaveligt talt en koldbøtte af glæde.
Man kan ikke stoppe med at tænke
Vi har Bertolt Brechts perspektiv og stirrer på den pertentlige anklager, der retter papirbunker, stiller spørgsmål og intimiderende igen og igen beder Brecht om at tale ind i mikrofonen. Forhøret afbrydes af sang, og en sær vekselvirkning opstår mellem det strenge forhør og Hans Eislers karakteristiske kompositioner. Cut. Og så er vi videre i Rabih Mroué og Lina Majdalanies performance, Four walls and a roof, der åbnede den allerførste Toaster Biennale med lovning om perfomance af høj, international klasse.
Det højtrenommerede par og musiker Henrik Kairies skuffer da heller ikke, men leverer en både insisterende og intelligent, men også legende performance. Titlen mimer minimumsstandarden for et hjem. Og et hjem søgte Brecht, da han først rejste fra nazisterne mod USA, år efter fra USA mod DDR. Begge gange fanget længselsfuldt skuende ud fra sit skrivebord. Begge gange fanget i systemer, der knægter ytringsfriheden. Men selvom man godt kan stoppe med at tale, kan man ikke stoppe med at tænke.
Men selvom man godt kan stoppe med at tale, kan man ikke stoppe med at tænke
I en bevidst omstændelig billedanalyse og en uhyre bogstavelig fremstilling af begreber som tavshed, flugt og eksil, tager de et eget greb på historien, der ”gentager sig på hovedet”. De udpeger fascismen og spidder den elegant og humoristisk med Eislers musik klingende som et strejf af historiens oprør og melankoli. Mroué og Majdalanie arbejder med afsæt i en libanesisk teatertradition analytisk og tekstbaseret – og skiller sig dermed ud i det samlede program med en performance, der formår at være akademisk og satirisk skarp og samtidig blusse af nærvær.
LÆS OGSÅ: Eksilets aktualitet – Interview med Rahib Mroué og Lina Majdalanie
Rådvilde sexkunder
Dansk-britiske Reba Maybury arbejder også satirisk med ordet i sin performance lecture, Jens, men i et uhyre jordnært inddragende format. Selv troner hun ved et cafebord foran en skærm, da vi fylder rækkerne op i den røde sal på Husets Teater. Reba forklarer konceptet, der i al sin enkelhed går ud på, at vi i en lang række, ret vilkårlige kategorier, der kastes op på skærmen, stemmer om det bedste brugernavn på sider for sexkøb.
Rapt afviklet med et gevaldigt svirp til eftertanken
Munterheden stiger, mens vi arbejder os gennem kategorier som Rejser, Dyr og Økonomi, og Reba krydrer morskaben med rants og refleksioner over det moralsk tvetydige i sexindustrien og i hendes eget projekt. Måske ikke overraskende ender vi med at kåre ”whereamI62” som et passende rådvildt navn til samlet vinder. Rapt afviklet med et gevaldigt svirp til eftertanken.
Maskinernes musik
Sorte Scene på Husets Teater er proppet med træningsmaskiner, og fra først en, snart flere skærme lyder sang om “my body”. Sangen forstummer og giver plads til den første fortælling i performancen SWEAT med den humoristiske genrebestemmelse A MuscLical, der udspringer af koncerten Songs of Push and Pull.
Og det er lige, hvad vi får. Tyske Rimini Protokoll gæster jævnligt Danmark med deres dokumentarteaterformater, der ofte involverer lokale medvirkende. Her er det en kæde af fortællinger fra skiftevis professionelle skuespillere og almindelige mennesker med et lidt tættere forhold til træningscentre end gennemsnittet, herunder intet mindre end en tidligere verdensmester i bodybuilding.
Fortællingerne kommer langt, men måske også lidt forudsigeligt omkring
Spiseforstyrrelser, fordybelse, kærlighed, afhængighed, empowerment. Fortællingerne kommer langt, men måske også lidt forudsigeligt omkring. Det er “healthy and compulsive,” som en af de medvirkende tørt konstaterer. Cluet er, at musikken mellem fortællingen frembringes af deres arbejde i maskinerne. Det lægger et metalag over de lidt banale betragtninger, hvor forståelsen af sammenhænge og hierarkier udfordres i et clash, når de mekaniserede bevægelser i apparaterne bliver til forførende smukke kompositioner.
Is it Genuine?
Hen på aftenen kan man møde en flok fnisende gæster i orkernes bar i kælderen under Husets Teater. Vi bærer drabelige simili-fingerringe og taler alle volapyk med musestemmer, men fingrene danser. Molly Haslunds karakter Hedera Helix – det betyder vedbend – har fortryllet os ind i legen. Forpuppet i sin megadyne af vedbend dukker kun den lange fletning frem, men så kommer hun ud. Dækket fra isse til ankel i det samme stof og en gigantisk guldnæse som fingerring.
Når de kommer op på næsen, dukker også ansigtet frem. Og den let aggressiv-melankolske sang om det evige spørgsmål om ægthed, som vi får først på engelsk, siden på dansk. Det stilles i vores sprog, der er brudt sammen i meep-meep-lyde. Det funkler på vores fingre, og mærkes i tonernes opgivende klang.
Ligesom orkerne en enkelt aften bød på deres særlige variant af karaoke – KARA-ORC-EE.
Kristoffer Akselbos skønne ork-univers er allerede blevet hverdag. Man kan fint kommunikere med en bartender, der grynter – og pludselig løber din vej for at feje i en tvangspræget koreografi. Molly Haslunds karakter underliggør med sitrende poetisk nerve atter rummet for en stund. I løbet af biennalen kom også Logen, Jonas Kjeldgaard Sørensen og Kim Kim forbi den åbne mikrofon, ligesom orkerne en enkelt aften bød på deres særlige variant af karaoke – KARA-ORC-EE.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Toaster med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
