Eksilets aktualitet – Interview med Rahib Mroué og Lina Majdalanie, der er aktuelle på Toaster Performance Biennale

I næste uge åbner Toaster Performance Biennale, der over tre uger for første gang tager temperaturen på performancefeltet med et overflødighedshorn af forestillinger og workshops. To af kunstnerne, det libanesiske par Lina Majdalanie og Rabih Mroué, arbejder i Four walls and a roof med en tværæstetisk refleksion over eksil og ytringsfrihed. Vi talte med dem om at give sig tid til at reagere på tidens genkendelige tegn og mønstre.

”Det er ikke det samme. Det er helt anderledes. Men der er nogle tegn, nogle mønstre, der minder om 30’erne,” svarer Rahib Mroué, da jeg spørger til aktualiteten i emnet eksil, der er omdrejningspunkt for hans og Lina Majdalanies performance Four walls and a roof.

De toner frem på min skærm en tidlig morgen et par uger før, de skal vise den på Toaster Performance Biennale. De er i fuld gang med at sætte en anden forestilling op i Wien, men samler hurtigt koncentrationen om vores samtale. De har arbejdet sammen i mange år, først i Libanon, hvor de er født og opvokset, siden i det, de kalder deres frivillige eksil i Berlin, hvor de har boet i en årrække, mens en stor del af verden er deres arbejdsplads.

Oplevelsen af at være eksileret

Four walls and a roof er inspireret af en retssag i USA i 1947 mod den eksilerede tyske dramatiker og instruktør, Bertolt Brecht. ”Vi faldt over en transskription af retssagen, da vi var helt unge og studerede i Libanon. Brecht var meget vigtig i vores studier og for hele teaterscenen i Libanon, og vi blev optagede af sagen og den erklæring, han ikke måtte læse op i retten. Det er en rig tekst, som var meget meningsfuld for os, og vi vidste, at vi engang skulle lave noget med dens materiale,” fortæller Lina Majdalanie.

Det tidspunkt var nu, hvor parret ser mange ligheder mellem nutiden, 30’ernes Tyskland og tiden for retssagen, hvor USA var præget af en mistænksomhed mod mulig kommunistisk undergravende virksomhed, der slog ud i fuld lue i Mccarthyismen i 50’erne. ”Vi ser paralleller mellem Brechts oplevelser som eksileret i USA og de oplevelser, immigranter i USA og Europa har i dag, hvor de bliver betragtet som radikale efter 7. oktober,” siger Rahib Mroué med henvisning til konflikten i Gaza, og uddyber:

”De er immigreret af politiske årsager, også fra fx Syrien og Iran, men opfattes nu som nogle, man skal holde øje med. Brecht flygtede fra nazisterne og håbede på at finde et demokrati med ytringsfrihed i USA, men han opdagede, at det ikke var tilfældet. Han var ikke terrorist. Han udtrykte sig som kunstner, og endte i retten anklaget for uamerikansk virksomhed.

Det er det, vi undersøger i forestillingen. Oplevelsen af at være eksileret i det, man troede, var sit eget land. At man ikke kan udtrykke sig frit. Det handler om højredrejningen og den stigende racisme i de vestlige samfund, der også skaber grobund for en internaliseret censur, hvor man som kunstner holder sig tilbage for at sige bestemte ting eller arbejde med bestemte emner. De strømninger i tiden forstærkede vigtigheden af at skabe stykket om eksil og censur.”

Kunstnerrollen er den samme

Rahib Mroué og Lina Majdalanie betragter ikke sig selv som eksilerede. ”Vi forlod Beirut i 2013. Vi var ikke i fare eller pressede økonomisk. Vi besluttede det selv, fordi vi fik tilbudt et stipendie i Berlin og havde lyst til bo i en anden by, fortæller Rahib. Han nævner også med et smil, at moderne teknologi gør det nemt for dem at holde kontakt med familie og venner i Libanon. Verden har på mange måder ændret sig siden Brechts tid.

”Men for flygtninge er det en anden sag, og selvom tiden ikke er den samme, oplever vi også denne skjulte censur, der hænger sammen med polariseringen og højredrejningen,” siger Lina. Hun mener ikke, at kunstnerens rolle har ændret sig så meget siden Brechts tid og vores.

”Måske har måden at være kunstner på ændret sig, men kernen er stadig ikke at tage noget for givet. Kunstneren skal altid tvivle, altid stille spørgsmål til sig selv, til verden og til virkeligheden, men med forskellig intensitet, alt efter hvad der foregår. Og distance er vigtigt, man forstår ikke altid den tid, man er i. Det kræver distance at angribe tiden,” siger hun.

Kunst rejser i det komplekse

Rahib er enig i, at kunsten skal have tid og supplerer:

”Ja, for man kan som kunstner være bange. Ikke kun for, hvad der kan ske en selv, men også for at være for hurtig. At handle, før man har forstået. Man får en stærk trang til at handle med alt det, der sker i Ukraine, i Gaza, i Sudan eller i forhold til corona, men det kræver tid at forholde sig til det, der sker.

Vi skal som kunstnere passe på med at falde i mediefælden, hvor alt kører hurtigere og hurtigere. Så ja, jeg tror, det er intensiteten i omverdenen, der har ændret sig mere end kunstnerens rolle i det,” siger han, før Lina atter tager ordet og konkluderer:

”Rollen er den samme i den forstand, at vi er overbeviste om, at kunst og teater er et sted, hvor vi kan rejse komplekse emner uden at søge bestemte svar.”

Tænker kritisk med teknologien

Den beskrivelse passer også godt til parrets praksis, der ligger i feltet mellem billed- og scenekunst, men altid har afsæt i en analytisk tilgang til materialet.

”Vi fortæller ikke historier i traditionel forstand, men bruger narrativer til at undersøge stoffet og skabe en relation mellem den personlige oplevelse og de filosofiske, politiske eller kollektive ideer. Så vi er inde i fortællingen, mens vi samtidig ser på det udefra og prøver at finde sprækker i historien,” forklarer Rahib og Lina tager over:

”Vi arbejder tværæstetisk, men det er man også nødt til i dag, hvor internettet og digitale medier har ændret vores forhold til rum og tid og begreber. Vi bliver overvældet af billeder på internettet, de er en del af vores liv, så vi er nødt til at bringe teknologien med ind på scenen og i de måder, vi fortæller på. Vi kan ikke integrere alt, men vi kan lave en form for patchwork af livet, som det leves nu.

Vi bruger ikke billeder for at dekonstruere dem og finde ”sandheden” bag dem, men mere for at genopdage, at alle billeder er konstruerede – også det, vi lige nu frembringer på scenen. Teknologien er også en ny måde at analysere og være kritisk på. ”

At åbne problemet for publikum

I Four walls and a roof udnytter parret analogien til materialets retssag, som også kendetegner deres kunstsyn:

”Teater er på en måde en slags retssag. Der er et problem, og du har forskellige protagonister, der fremlægger forskellige synspunkter. Forskellen er bare, at du ikke får en dom til sidst. Problemet er åbnet for publikum, der selv må reflektere videre og stille spørgsmål ved deres egne overbevisninger,” forklarer Lina.

Parret går altid meget analytisk og materialenært til værks til en start, hvor de som regel tager afsæt i et tema, som her eksilet.

”Vi starter ofte med et konkret dokument og undersøger, hvordan vi tænker på dets materialitet, og det billede og de spændinger, det skaber. Så breder vi feltet ud til andres arbejde med dokumentet og trækker ideer fra fx filosoffer og andre kunstnere ind. Hvad er deres relation til dokumentet og temaet? Hvordan resonerer det med vores? På den måde arbejder vi os analytisk hen mod en scenisk form,” forklarer Rahib, og Lina fortsætter:

”I denne forestilling blander vi meget teatralske scener ind i en lecture performance-form. Det er en ny tilgang for os at blande det tragikomiske, som vi ikke har arbejdet med længe, med den analytiske tilgang, hvor vi dekonstruerer og dissekerer et billede, en diskurs eller en idé,” forklarer hun som det sidste, før vi runder samtalen af, så de kan komme tilbage til prøverne på scenen i Wien.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Toaster med fuld redaktionel frihed for ISCENE.