I en samtid, hvor hastighed gør det sværere at være i kontakt med krop og omgivelser, er pauser, ophold og hvile forbundet med en skamfuld følelse af ikke at gøre nok. Under Metropolis’ sitespecifikke festival Performing Landscapes inviterer koreograf og danser Dorte Bjerre Jensen sammen med antropolog Joe Dumit publikum til at tage del i lavens langsomme fest for at vise os, at en anden bevægelse er mulig. Forandringen findes måske på mikroskala, men har potentiale til at brede sig.
”At sænke tempoet og holde pause, synliggør nye muligheder, ” fremhæver Joe Dumit, da jeg taler med Dorte Bjerre Jensen og ham om deres site-specifikke værk Lichen Metropolis – Slow Partying at the end of the World.
Værket er en del af Metropolis Performing Landscapes, der inviterer sine deltagere ud på Refshaleøen for at lære at lytte til, kommunikere med og forbinde sig til deres omgivelser.
Men hvordan kan intentionen om at gentænke forholdet til den mere-end-menneskelige verden omsættes til håb, handlekraft og forandring i en samtid tynget af kriser? Dorte Bjerre Jensen og Joe Dumit peger på, at laven, en bevoksning af forskellige organismer, som findes overalt, er et godt sted at stoppe op.
En fest med lavtræet som vært
Jeg møder Dorte og Joe på Refshaleøen, hvor de forbereder sig. Blandt ukrudt og selvplantede træer, der gror i et landskab af forladt industri og beton, har de fundet et træ, der tæt på ikke ligner de andre:
Vi fandt et piletræ fuldstændigt klædt i lav. Som hvis den havde taget sin fineste festkjole på
”Vi fandt et piletræ fuldstændigt klædt i lav. Som hvis den havde taget sin fineste festkjole på. Det er værten, der venter på at feste med os,” fortæller Dorte Bjerre. På Refshaleøen er lavtræet et fund: ”Hele området har været jævnet med jorden og er blevet lavet om. Der er næsten ingen synlig lav, men usynligt lav er overalt,” fortæller Joe.
Gennem et forstørrelsesglas inviterer de mig til at kigge nærmere på de lavdannelser, der findes på træets overflade. I den lille vækst, jeg måske troede, jeg kendte, åbner sig en hel verden i de grågrønlige blade og rørformede åbninger.
Lav alle vegne
De forskellige slags lav er en vigtig del af livet på jorden. De har været med til at forme landskabet og skabe den jord, som græs, mos og dyr kan leve i. Joe fortæller, at lav er en forvirrende størrelse for videnskaben, fordi de er så langsomme og weird.
Mit forslag er at kalde det, lav gør, for “slow partying
Symbiose er ikke et dækkende ord for samspillet mellem fungi, alger, bakterier og land, så Joe vil have os til at tænke lav på en ny måde: ”Mit forslag er at kalde det, lav gør, for slow partying,” siger Joe.
Dorte tilføjer, hvordan vi mennesker allerede er en del af lavens langsomme fest, fordi sporerne findes i luften: ”Når du trækker vejret, indånder du sporene. Hvis du stod stille i 40 år, ville laven måske vise sig på din hud, ligesom de nogle gange gror synligt på skildpaddeskjold,” siger hun.
En hastighedskrise
Kriserne står i kø, og sommetider sidder jeg selv med følelsen af, at vi ikke handler hurtigt nok, men da jeg spørger Dorte og Joe, om langsomheden er paradoksal, vender Joe spørgsmålet på hovedet: ”Vi kunne omvendt tale om en hastighedskrise. Hvis alle satte tempoet ned, kunne vi bruge en tredjedel mindre energi,” pointerer han. Lichen Metropolis er et direkte modsvar til tidens hast:
Hvis alle satte tempoet ned, kunne vi bruge en tredjedel mindre energi
”Vi vil gerne give deltagerne muligheden for at undersøge, hvordan vi ikke behøver at være hurtige for at være mennesker. Det er ikke den eneste måde at være i verden på,” siger Dorte. For hende er der en tydelig konsekvens ved at være fanget i et tempo, der ikke er vores eget:
”Når alting bevæger sig så hurtigt, oplever jeg en følelsesløshed.” Konsekvenserne rækker for Dorte udover den enkelte: ”Det er nemmere at kontrollere nogen, der er virkelig ulykkelige, eller ramt af handlingslammelse, ligesom mange teenagere, der oplever klimaangst og føler sig magtesløse. Det gør, at vi ikke kan handle, og at kapitalismen og magthavere kan fortsætte deres rovdrift,” siger hun.
Kunsten som modgift
Langsomheden bliver for Dorte og Joe en anden måde at være til stede: ”Hvis vi antager præmissen om hastighed, synes den mest effektive vej altid at være den bedste vej. Det bliver svært at se andre muligheder. Effektivitet betyder, at vi på forhånd har besluttet, hvad der er vigtigt, inden det har fundet sted. Langsomhed handler om at lade det, der er vigtigt, ændre hvert øjeblik,” siger Joe.
Langsomhed handler om at lade det, der er vigtigt, ændre hvert øjeblik
For Dorte er der flere rum, hvor vi kan dvæle ved det, der ellers forsvinder i farten: “Kunst, men det kunne også være dans, eller bare det at samles og fejre noget smukt sammen, kan være en modgift, hvor vi kan føle kapaciteten til faktisk at være i denne her verden,” siger Dorte og understreger, hvorfor den tilbagevendende festival på Refshaleøen gør et vigtigt stykke arbejde:
“Det er netop det, jeg synes, er magisk ved Performing Landscapes. Metropolis insisterer på at italesætte klimakrisen gennem kunstens mange forskellige stemmer.”
Langsomhed og skam
I deres arbejde, er Joe og Dorte inspirerede af den amerikanske poet, performancekunstner, aktivist og grundlægger af “The Nap Ministry” Tricia Hersey. Hersey har undervist på universitetet i Davis i “Rest as Resistance”. Dorte fremhæver, at det kan være svært for os at tillade os selv pauser:
”Der er en form for skam forbundet med hvile og det at være langsom. Socialpsykolog Davon Price taler om “The Laziness Lie”: En dyb rodfæstet kulturel overbevisning, hvor et menneskes værd er direkte forbundet med dets produktivitet. Hvis vi kan skabe en ramme, hvor du kan tillade dig selv at være langsom, tillade dig selv at sanse, vil det måske tage lidt skyldfølelsen, ” siger hun.
En del af at insistere på hvile, er at genkende vores tendens til at blive vrede på os selv, når vi slapper af, når vi er ”dovne”
Joe peger på, hvordan skyld og skam er forbundet med samfundets individualistiske kræfter og ”grind”-kultur (dvs. en kultur der hylder slid og arbejdsomhed), red.), men udvider denne forståelse med en historisk kontekst: ”Tricia Hersey taler om anti-dovenskabens historie i USA, hvor argumentet om dovenskab oprindeligt blev rettet mod sorte, som en del af et system designet til at fastholde undertrykkelsen af slaver”
”Dovenskab betød et tab af penge,” siger han og peger på, at det der startede som et redskab til undertrykkelse, i dag lever videre som en stemme, der bor i mange af os: ”Vi har internaliseret denne logik og rettet den mod alle, men stadig særligt dem, der er mindst privilegerede. En del af at insistere på hvile, er at genkende vores tendens til at blive vrede på os selv, når vi slapper af, når vi er ”dovne” eller ikke produktive nok.”
Plads til kompleksitet
I Dorte og Joes arbejde med at omdefinere langsomhed, er de samtidig opmærksomme på, at både adgang til kunsten og tid til hvile er ulige fordelt: ”Måske har du ikke det privilegium at kunne opleve kunst. Det at kunne tage en lur eller give sig tid handler også om privilegier, ikke kun skam. Hvis du arbejder tre vagter for at forsørge dine børn, har du måske ikke tid til at være langsom, men for ikke at brænde ud, er det vigtigt at finde de små åndehuller” understreger Dorte.
Gråd og latter er meget tæt på hinanden. Der er brug for begge dele
Jeg spørger Dorte og Joe, om det er en udfordring at insistere på festen i en verden, hvor der er meget at sørge over. Her fastholder de kompleksiteten: ”Gråd og latter er meget tæt på hinanden. Der er brug for begge dele. Det handler ikke om at fejre for at glemme,” svarer Dorte, og Joe fortsætter: ”Det handler om at fejre for at huske. Glæde, taknemmelighed og sorg er forbundne.”
De tydeliggør, hvordan vi netop ikke må give slip på fejringen. Den er, sammen med glæde og fantasi, en forudsætning for vores evne til at se alternativer. Fejringens uproduktivitet bliver et modtræk, når kapitalistiske logikker lukker ned for vores forestillingsevne, fordi vi er for trætte: ”Hvis vi kan dagdrømme, kan vi forestille os modstand og en verden, hvor noget nyt kan ske. Den kapacitet kommer ud af glæden, ud af sorgen, men frem for alt ud af hvile,” understreger Joe.
Fællesskabets kraft
For Dorte og Joe er hvile, men også fællesskabet, en vigtig motor til forandring. En central del af Dortes kunstneriske praksis er at skabe relationelle rum og undersøge, hvad de gør ved os. Dorte har også praktiseret og formidlet danseformen kontaktimprovisation i mere end 20 år, og for hende findes et særligt potentiale i mødet mellem kroppe:
Det er det fantastiske ved improvisation
”Det handler om en dyb lytten”. Hvis jeg ikke lytter, men i stedet kommer med en fast dagsorden, så opstår den forbindelse ikke. Det er det fantastiske ved improvisation,” siger hun, og Joe, som også arbejder med kontaktimprovisation, istemmer: ”En gruppe gør ting, som individet ikke kan. Den kan opfinde måder at være sammen, som individer ikke kan forestille sig.”
”Der ligger en kraft i fællesskabet. Lad os træde ud af galskaben. Vi kan faktisk bevæge os anderledes sammen, og måske giver det en pause fra følelsen af at være fortabt i verden,” fortsætter Dorte og fremhæver, at lavs langsomme fest også kan tænkes som improvisation: Et fællesskab bestående af kroppe, som ikke kun er menneskelige.
Praksis med potentiale til at sprede sig
At aflære indgroede måder at tænke på sker ikke over natten, eller i løbet af en enkelt performance. Joe understreger det som en kontinuerlig praksis i at være nysgerrig på verden og siger: ”En del af det, vi gør, handler om at finde praksisser, vi kan give videre til andre.”
Hvis du er gået glip af festen, er der ingen grund til at fortvivle
Mens jeg færdiggør artiklen, har Lichen Metropolis allerede fundet sted, men hvis du er gået glip af festen, er der ingen grund til at fortvivle. Performing Landscapes fortsætter med rig mulighed for at tage en pause og se verden med andre øjne.
For Dorte og Joe er lavens langsomme fest ”an ongoing party”. Dorte foreslår, at når vi møder laven på vores vej, kan den være en påmindelse om at stoppe op: “Der sker noget, når folk får øjnene op for en ny verden i verdenen omkring sig, hvilket er ret stort i sig selv,” siger hun.
Med deres arbejde,håber Joe Dumit og Dorte Bjerre at gøre det langsomme en lille smule mere okay. Det er måske en lille ændring, men som Joe siger: ”Laverne er små og alligevel dækker de det meste af planeten”.
SE hele programmet her: Performing Landscapes København 2026 – Metropolis
Lichen Metropolis – Slow Partying at the end of the World.
Koncept og performance: Dorte Bjerre Jensen and Joe Dumit. Lyddesign: Thue Møller. Kostumedesign: Flo Aarup Rødvig og Dorte Bjerre Jensen. Konsulent og dramaturg: Elias Bjerre Bengtsson og Maxime Kroot.
