Populært lige nu

ARNARULUNNGUAQ – DEN STORE LILLE KVINDE – Knud Rasmussens makker får sin egen historie på scenen

Det Lille Teater og Marionetteatret har premiere på dukkeforestillingen ARNARULUNNGUAQ – DEN STORE LILLE KVINDE i Kongens Have. Forestillingen giver stemme til den grønlandske...
Annonce

Dansk børne- og ungdomsteater i internationale rammer hos DANISH+

Børne- og ungdomsteater er en af dansk scenekunsts største eksportvarer. Hvert år sendes en lang række danske forestillinger på turné i det store udland, og opkøberne flokkes, når værkerne vises frem. ISCENE var med til et af de vigtigste internationale udstillingsvinduer DANISH+, og det funklede i forårssolen.

Annonce

Teater Gruppe 38 har siden 2008 hvert andet år ageret facilitator af den velorganiserede og velkuraterede festival, DANISH+. Den har til formål at promovere dansk børne- og ungdomsteater for et internationalt publikum, og arrangørerne kunne dårligt have bedt om en smukkere ramme, end Aarhus leverede i løbet af tre solvelsignede dage i maj.

Blandt de delegerede var folk fra lande som Sydkorea, Indien, Østrig, Irland, Canada, og mens nogle var decideret på udkig efter forestillinger til opkøb, var andre snarere i søgen efter inspiration og netværk. En ting er sikkert – ingen gik tomhændede hjem.

Den interaktive The Game af Holstebro Dansekompagni. Foto: Søgaard Film.
Den interaktive The Game af Holstebro Dansekompagni. Foto: Søgaard Film.

Med og uden ord

Programmet til DANISH+ består af en række forestillinger og performances henvendt til yngre målgrupper – fra de helt små og til udskolingen. Alle replikker er oversat til engelsk, men mange forestillinger lever fint uden ord. Variationen i udtryk og fortællestil er stor, hvilket naturligvis også skyldes målgruppens store aldersspænd.

Variationen i udtryk og fortællestil er stor

De rolige og poetiske forestillinger til de yngste såsom Songs from Above (Himmelsange) af Teater Refleksion og Teater My ligger side om side med de energiske og interaktive forestillinger. Fx The Game af Holstebro Dansekompagni, der afsluttes med en reflekterende samtale i plenum om, hvad vi netop har oplevet.

Annonce

Dukketeatret er repræsenteret både i den mere klassiske form som fx Teater Refleksions og Teater Animismes Belonging. Og kan ses i en mere moderne og teknisk version som Meridiano Teatrets I See You (Jeg ser dig), som begge behandler temaer som migration og ensomhed.

Innovativ blanding af klassisk dukketeater og blue screen i I See You (Jeg ser dig) af Meridiano Teatret. Foto: Ditte Valente.
Innovativ blanding af klassisk dukketeater og blue screen i I See You (Jeg ser dig) af Meridiano Teatret. Foto: Ditte Valente.

Kvalitet i kurateringen

Teater Gruppe 38 er facilitator for festivalen, men en lang række teatre og spillesteder i det centrale Aarhus lægger lokaler til begivenheden. Det drejer sig om Godsbanen, Teater Refleksion, Teater Filuren, Bora Bora, Performing Arts Platform og Aarhus Musikhus. Men selvom man ikke er stedkendt i Aarhus, er der ingen grund til bekymring: lokale frivillige guider og viser vej.

Annonce

Man tør stille spørgsmål til de unge. Man tager dem alvorligt

En fællesnævner for stort set hele programmet er et virkelig højt kunstnerisk niveau og stor professionalisme, hvilket også er tydeligt for det internationale publikum. “Dansk børneteater har et internationalt ry for at have enorm høj kvalitet – og det har DANISH+ også,” fortæller Phil Kingston fra Abbey Theatre i Dublin, Irlands nationalscene.

“Men det er ikke kun et spørgsmål om kvalitet. Der er et frisind i dansk børneteater, som du aldrig ser i Irland,” fortsætter han og giver smagsprøver på en imponerende paratviden om det psykologiske aspekt af dansk børneteater og -tv siden 70’erne. “Man tør stille spørgsmål til de unge. Man tager dem alvorligt,” konkluderer han.

Songs from Above (Himmelsange) er poetisk og næsten hypnotisk oplevelse. Foto: Christoffer Brekne.
Songs from Above (Himmelsange) er poetisk og næsten hypnotisk oplevelse. Foto: Christoffer Brekne.

Det muliges kunst

Rent lavpraktisk er DANISH+ også indrettet således, at ingen forestillinger overlapper hinanden, og dermed har publikum mulighed for at se samtlige forestillinger. Det kan lyde banalt, men den slags logistik er afgørende for de delegeredes overblik og teatrenes mulighed for at blive set af eventuelle opkøbere.

“Jeg var for nylig til en stor festival i Gijon (Spanien, red.) med flere end 800 shows at vælge imellem. Det betød, at det tog næsten en uge bare at researche, hvad der kunne være relevant for os. Men det behøver jeg ikke tænke på her,” fortæller Natascha Grasser, kunstnerisk leder for Mezzanin Theater i Graz og medarrangør af den østrigske festival Spleen i Graz.

Kun rosende ord til overs for måden, hvorpå DANISH+ er arrangeret

Hun har ligesom alle andre, jeg taler med i løbet af festivalen, kun rosende ord til overs for måden, hvorpå DANISH+ er arrangeret, og hun fortæller at rammerne næsten er en ligeså stor del af festivalen som selve programmet.

De velfungerende rammer fremmer også mulighederne for at netværke på tværs af kontinenterne. Deltagerne bevæger sig fra forestilling til forestilling i små grupper, og der er rig mulighed for at opbygge værdifulde netværk og løbende sparre med hinanden.

DANISH+ 2026
DANISH+ 2026

Fascinerende diversitet

Riken Ngomle fra New Delhi, som blandt andet er medarrangør af en festival for børneteater i Indien, fortæller mig, at selvom han er på udkig efter specifikke forestillinger, så får han nærmest lige så meget ud af de samtaler, der finder sted mellem programpunkterne. Jeg spørger ind til, om der er specifikke forestillinger, der kunne være interessante for den festival, han er med til at arrangere, og han nævner en lille håndfuld titler:

Vores publikum er typisk noget anderledes end her

“Diversiteten her er virkelig fascinerende, og der er sådan set ikke noget, jeg har set, som ikke har kvaliteten til vores festival. Det er mere et spørgsmål om, hvad der lige passer ind, for vores publikum er typisk noget anderledes end her,” fortæller han. Børneteater i Indien har ofte en instrumental funktion, hvor målet er at give børn – ofte fra meget fattige kår – konkrete råd til, hvordan de skal løse de problemer, de står overfor.

Til årets udgave af festivalen var der et bemærkelsesværdigt stort kontingent af gæster fra Sydkorea til stede. Det skyldes blandt andet, at World Youth Day finder sted i netop Sydkorea i 2027, hvor børne- og ungdomskulturer fra hele verden skal fejres.

DANISH+ 2026
DANISH+ 2026

Genlyd over hele planeten

Mange af de sydkoreanske gæster er i følgeskab med Woo Ok Kim, en ældre herre med årtiers erfaring fra både teater og performance, som i mange år har deltaget i DANISH+. Ifølge eget udsagn er han en stor del af forklaringen på det store kendskab til dansk børneteater – et kendskab der rækker langt ud over selve festivalen.

Jeg bliver diskret peget i retningen af, at en af hans assistenter ligger inde med en pudsig anekdote, der er med til at illustrere, hvilke møder DANISH+ kan være katalysator for. Miyoung Oh, skuespiller og instruktør, så i 2018 Meridianos forestilling Al tid i verden med dukken Victoria i hovedrollen, da den turnerede i Seoul. Siden da har Miyoung været besat af karakteren og går endda ofte klædt som hende.

Siden da har Miyoung været besat af karakteren og går endda ofte klædt som hende

Til mandagens fællesspisning står hun pludselig over for skuespiller og dukkefører Elise Müller fra Meridiano, og følelsen er ekstatisk. I otte år har en karakter fra et smalt dansk teater spillet en central rolle i Miyoungs liv, og nu fik hun endelig mulighed for at sige tak.

Det er blot et enkelt eksempel på, hvordan dansk børne- og ungdomsteater giver genlyd over hele planeten, og efter årets meget succesfulde udgave af DANISH+, er der ingen grund til at tro, at den udvikling ikke fortsætter.

teatret gruppe 38

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Danish+/Gruppe 38 med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

Seneste

Folkedomstol eller retssamfund?

Direktør for Limfjordsteatret, Gitta Malling, diskuterer i denne kommentar...

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Folkedomstol eller retssamfund?

Direktør for Limfjordsteatret, Gitta Malling, diskuterer i denne kommentar...

Moving Perspectives: Et blødt rum med plads til hårde spørgsmål

Med symposiet Moving Perspectives 19.-20. maj 2026 markerede Udviklingsplatformen...
Emil Amby
Emil Amby
Cand.mag i klassisk filologi og litteraturvidenskab og mangeårig teaterblæksprutte med forkærlighed for klassikere.

Folkedomstol eller retssamfund?

Direktør for Limfjordsteatret, Gitta Malling, diskuterer i denne kommentar debatten om udpegninger til Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg. Sagen om Nønne Mai Svalholms udpegning til Projektstøtteudvalget...