Med smukke pop-op-kulisser og dukker skabt i papir fortæller Rebekah Caputo fra Teater Animisme i Belonging en ordløs, men tydelig fortælling om at føle sig fortabt midt i en fremmed verden.
“Mit navn er Rebekah, og jeg er immigrant,” fortæller instruktør og performer Rebekah Caputo, før den ordløse fortælling i Belonging begynder. Fortællingen, der netop er baseret på Rebekah Caputos egne oplevelser, kredser om følelsen af at være alene og fortabt midt i en fremmed, ukendt verden.
Livagtige papirdukker
Bag et bord midt i det mørke scenerum står Rebekah Caputo. Fra usynlige rum under bordet fremdrager hun den ene finulige figur efter den anden. Alle er hvide og skabt af papir.
Lyden af en gammel propelflyvemaskine toner frem i Rob Mackays lyddesign, og Caputos hånd fører en stor papirflyver gennem luften, før den lander sikkert på bordet. Dernæst er det et brusende hav og en papirbåd, og til sidst dukker en udefinerbar skikkelse op i hendes hånd. Mest af alt ligner den et stort stykke krøllet papir, der er klemt let sammen foroven.
Alligevel er det tydeligvis et menneske med ansigt, krop og arme. Måden Rebekah Caputo bevæger papiret på i samspil med de lyde, hun siger, bringer den ellers todimensionelle papirdukke til live, og giver udtryk af, at der både er krop og sjæl gemt i det hvide papir. Denne dukke er hovedpersonen i Belonging.
Forståelige ord er overflødige
Belonging er en ordløs dukkeforestilling. Ordløs, men ikke tavs. Caputo taler på vegne af alle dukkerne, men ikke på et sprog, vi forstår. Det lyder til tider lidt italiensk og andre gange slavisk. Alligevel formår hun gennem betoning og gestik – både med sin egen krop og dukkernes – at fortælle historien, så vi alle forstår den.
Den krøllede papirdukke ankommer til et fremmed land, hvor den får tilladelse til at blive. Dukken ligner på ingen måde det folk, der bebor den farveløse verden. De ligner alle hvide kegler med et knæk øverst, der danner deres hoveder – ikke ulig den form, vi kender fra hemulen i Tove Janssons Mumi-univers. Bordet viser sig at gemme på en hel verden. Dele af bordpladen kan foldes ud, og afslører derved en hel pop-up-by, som en enorm børnebog uden farver.
Rebekah Caputo har den krøllede dukke i forskellige størrelser. En lille bitte udgave på stilk, der kan vandre rundt i byen og se helt utrolig fortabt ud. En mellemstor udgave, der – med sine egne farverige ejendele fra en orange kuffert – ihærdigt forsøger at gøre et trist værelse hjemligt. Og en stor udgave, der næsten er på størrelse med et 2-årigt barn, og hvorpå hun med en lille håndholdt projektor kan projicere billeder af mennesker og det, der tydeligvis engang var dukkens hjem. Som en visualisering af de minder, der gemmer sig indeni.
At føle sig alene i det ukendte
Når Rebekah Caputo bevæger den mindste dukke omkring i den farveløse by er der ingen, der kan være et sekund i tvivl om den gennemtrængende følelse af ensomhed, den udstråler. Belonging belyser på betagende enkel vis oplevelsen af at være alene i et fremmed land, hvor alt virker anderledes og ukendt. Det er en overbevisende understregning af, at ord så afgjort kan være overflødige, hvis blot fortællingen er stærk nok.
Belonging er henvendt til alle fra 10 år og op. Der var ingen børn til stede under premieren på Teater Refleksion torsdag aften, men det er sikkert, at alle – uanset alder og ståsted – vil kunne forstå og sætte sig ind i de følelser, Caputo så overbevisende fremviser gennem dukkerne.
I forlængelse af dukkeforestillingen Belonging kan på DOKK1 i Aarhus frem til 6. juni opleves en udstilling med dukker skabt af immigranter. Læs mere her.
