★★★★☆☆ Yes Person reflekterer kunsten i et gakket, eksistentielt skrig

Imogen Huzel og Inka Pehkonen er atter at se på Dynamo i Odense. Den finsk-britiske duo har et helt eget kropsligt-satirisk greb på verden, og skaber med afsæt i disciplinerne trapez og håndstand et rablende eksistentielt skrig, hvor vi pendulerer med dem mellem forskrækket latter, zen-flow og skærende meningstab.

“Kill your darlings” er et kendt begreb for at droppe sine dårlige ideer eller ideer, der bare ikke lige passer ind i den sang, den forestilling eller den forretningsidé, man er i gang med lige nu. Imogen Huzel og Inka Pehkonen tager derimod ja-hatten på og vover i Yes Person at skabe en kavalkade af aflagte ideer, påfund og karakterer.

Metakommentar til mening

Det starter med Ted og Kimberley, der sammen skridter den store, gule løber, der dominerer scenebilledet, af i præsidentielt look. Noget er dog galt. Kimberley kaster glimmer op, og deres udgave af The Weather Girls “It’s raining men” bliver stadig mere forpustet og ufokuseret, indtil både den og karaktererne opløses.

Den populærkulturelle reference fortoner sig, mens Inka Pehkonen lader mikrofonen vandre talende over krop og ansigter, mens Imogen Huzels krop svarer i præcise, motoriske ryk. Siden lipsyncer de, mødes i synkron håndstand, og lader så scenen diffundere i dyrelyde fulgt af en monoton stewardesseinstruks fra Ryan Air. Begge scener som en form for akavede, mystificerende svar på, hvad de laver.

“Artist is just weird to say,” vrænger Imogen opgivende. Så er det bedre at lade kroppene tale i denne metakommentar til mening, der selvfølgelig løber som en understrøm i hele performancen, der gør sit bedst for at dekonstruere netop det.

ARHHH, hands

Scenen simulerer en form for fotostudie, men på mest absurde vis, da rekvisitterne ikke er mærkevarer, men Ken-dukker, der kravler i mikrofonstativer og balancestokke, en skålfuld af bittesmå orange hænder og en bastant håndfuld medaljer.

De sidste signalerer næste darling, der tager afsæt i Imogens baggrund som gymnast i en sarkastisk, men også besnærende fælleskoreografi. Med Imogen som lead og Inka som skygge flyder stringente, gymnastiske discipliner ind i et flow, hvor kroppe næsten opløses og bliver til gul-grønne former. Som det oprindelige dobbelte menneske i Platons “Symposion” går de i et zen-flowende ét – og punkterer så symbiosen med et kækt vimpelvift og den skæve lyd af en fløjte.

Håndsstand er deres fælles disciplin, der snor sig gennem forestillingen, som også får et twistet horror-svirp, når de påfører sig små plastichænder og gang på gang må afbryde deres sang med rasende rædselsråb over disse deformiteter, der har bemægtiget sig deres egne hænder. “ARHH,” brøler de og kaster sig rundt i det ruskende univers, der skifter fra klare farver til grumset urolighed.

Kunsten på display

Så sænker roen sig, lige så brat, som skriget opstod. Imogen Huzel skitser stående på hænder et portræt af Inka Pehkonen, der roligt sidder model. Med lige så rolig stemme byder hun os ind på scenen, mens hun beskriver alle dens objekter i en stilfærdigt morsom pastiche på kunstverdenens sans for at iklæde banaliteter dybsindighed.

Forestillingens grundtone af hektisk panik lægger sig således til ro, mens Imogen bogstaveligt spiser kunsten og Inka svæver over hende i trapezens bløde buer og saxens sprælsk-sensuelle toner. Yes Person er lidt løsere i strukturen end Memoirs of Mud fra 2023), men bruger som den det underliggjorte som prisme for en kropslig og ikonisk satire. Den retter sig både mod samfundet og det eksistentielle niveau – her måske især i en refleksion over kunsten og kunstneren.

Yes Person spiller for sidste gang i aften, og efter forestillingen er der koncert med det vidunderlige, finske punk-band Muovipussi, der netop har afsluttet cirkusfestivalen C!CAF i København med et brag.

LÆS OGSÅ: Memoirs of Mud – klarsyn gennem det underliggjorte