★★★★☆☆ Memoirs of Mud – klarsyn gennem det underliggjorte

DYNAMO præsenterede sin co-produktion med det finske kompagni SISUS, den finurlige og lidt gruopvækkende Memoirs of Mud, der med afsæt i AQUAs Barbie Girl undersøger og underliggør livets dilemmaer med jord, kartofler og skarpskåren akrobatik.

“Life in plastic, it’s fantastic”

Sådan synger AQUA i Barbie Girl, som umiddelbart lidt påklistret lyder tilsidst i SISUs Memoirs of Mud, der på alle måder er antitesen til det tyggegummifarvede pophit – om end begge værker forholder sig ironisk-humoristisk til det materialistiske samfund.

Kronet med kartoffeltiaraer

Svøbt i plastik som Barbie, men kronet med kartoffeltiaraer står de højt oppe på deres balancestokke, da vi kommer ind i rummet. Keyboardet udsender sære lyde, kvinderne fniser og gnasker ned i mikrofonen, der følger dem som en næsten levendegjort rekvisit gennem hele forestillingen.

Så bevæger Inka Pehkonen sig mod det store stykke jord midt i rummet, ifører sig et par gennemsigtige, højhælede støvler, placerer sig på de lave stokke, der står i jorden og begynder at nippe af et bundt karse.

Absurd? En smule – og sådan fortsætter det med minderne tegnet i jord, der i klip viser eller nærmere underliggør hverdagshændelser. Harvesting in heels som de Fake Fucking Farmers, de er, kæmper kvinderne med at få hæle og jord til at arbejde sammen, så de kan leve lykkeligt til verdens ende. Sådan går det naturligvis ikke, når man er propfuld af nysgerrighed og materialistiske indfald, der popper op og forstyrrer det simple bondeliv.

Is this high fashion?

Imogen Huzel graver sig ned i jorden og kaster morbidt om sig med afhuggede hænder og andre fund, inden hun begynder at le, først blødt, siden mere hysterisk. Imens svæver Inka Pehkonen over hende på trapezen. Med den mest indtagende deadpan-grimasse poserer hun kontrolleret uskønt og falder igen og igen fra trapezen ned i jorden, der altid tager imod. Det er sjovt, men med en godgørende grueffekt af død og meningsløshed, der også lurer i Imogen Huzels latter, der endelig bliver til gråd.

Så forenes de under jorden til en lang krop med den enes fødder og den andens overkrop. Hun skærer et måltid tilsyneladende af den andens begravede hovedbund, men det er de evige kartofler, der atter gnaskes. De er ikke så lette at fordøje og må mere end en gang ofres til jorden. Imogen Huzel svæver op med spørgsmålet “Is this high fashion?” på læberne, før det er hendes tur til at rulle stadigt hastigere rundt henover jorden i skarpe positurer.

Kroppens vanvid og excellence

​Imogen Huzels fiffige grimasser og Inka Pehkonens blanke ansigt spiller utrolig godt sammen, og de er et par aldeles charmerende, frække punkhobbitter, der formår at skabe et eget univers af jord, kartofler, plastik og lyd, som de nonchalant konstruerer oven på deres skarptskårne håndstande, trapezens tyste glid og de mere løst improviserede koreografier i jorden. Barbie-referencen giver mest mening, når man ser forestillingstraileren, for Memoirs of Mud har løsrevet sig fra inspirationen og er blevet sig selv.

Memoirs of Mud viser med jorden som metafor, at minder er flygtige. De kan begraves og de kan graves op igen og antage nye former i en stadig fremskrivning af et liv. Mere interessant pirker forestillingen også ved livets dilemmaer gennem kroppens vanvid og excellence, hvor det underliggjorte giver os mulighed for at se klarere.

Se forestillingstrailer her.