★★★☆☆☆ Vegetaren – Intens debut fra Aarhus Teaters nye kunstnerduo

De nye huskunstnere på Aarhus Teater viser med Vegetaren, at de har i sinde at levere den kompromisløse scenekunst, som de seneste sæsoner har gjort Studio-scenen til et yderst spændende bekendtskab. Det er intenst – det må man lade dem – men det bliver for meget af det gode, og jeg forlader salen underligt uberørt.

Forhåbningerne var store! På forhånd var jeg hverken bekendt med forfatter eller tekst, men jeg havde glædet mig til at se det første værk af denne sæsons to huskunstnere på Aarhus Teater, instruktør Rebekka Boyding og lyddesigner Jacobe Suissa. Teatrets talentprogram har kastet flere fremragende forestillinger af sig, og satsningen nyder min fulde opbakning.

En ekspressionistisk paria

Som den første af tre forestillinger har duoen valgt at dramatisere Han Kangs Vegetaren. Yeong-Hye, spillet af Mette Klakstein, vågner efter en drøm med en ny erkendelse. Hun vil ikke længere spise kød. En uskyldig ambition, skulle man mene, men hendes beslutning vækker ikke ligefrem jubel hos hendes omgivelser. Hun bliver en paria og udstødes.

Rebekka Boydings stiliserede iscenesættelse spiller fint sammen med Ida Grarups monokrome scenografi, hvor vi æstetisk og tematisk befinder os et sted mellem en slagtehal og et goldt kontorlandskab. Det er sparsomt med samspil i klassisk forstand, og de fleste replikker er spillet direkte til publikum med Klaksteins ekspressionistiske spil som bagtæppe.

Ord, ord, ord

Teksten er skrevet af sydkoreanske Han Kang, der i 2024 som den første asiatiske kvinde vandt Nobelprisen i litteratur. Vegetaren oser af poetisk overskud, men jeg er ikke 100 % overbevist om tekstens dramatiske kvaliteter.

Historien er primært fortalt gennem alle andre end Yeong-Hye selv. Vi oplever hendes transformation gennem monologer fremført af hendes mand, svoger og søster, mens hun for det meste er tavs og lader kroppen tale. Det passer sådan set fint med iscenesættelsen, men det distancerer mig også fra historiens hovedperson, som jeg aldrig for alvor kommer tæt på.

I rollen som den parodisk usympatiske patriark og ægtemand er Nicklas Søderberg Lundstrøm i sit es, og både Thorbjørn Hedegaard og Carla Leonora Feigenberg formidler deres lange monologer med oprigtig inderlighed. Der er bare et grundlæggende problem: det hele drukner i alt for mange ord.

Flere gange får jeg oplevelsen af, at de tunge tekstpartier spænder ben for scenerne. Scenen mellem Yeong-Hye og hendes kunstneriske svoger, spillet af Thorbjørn Hedegaard, som ønsker at lave et kunstværk ud af vores hovedperson, er et eksempel på det. De to spillere udfolder en ganske intim scene, men alt imens den udspiller sig, dundrer spørgsmålet i mit hoved: Hvorfor maler I, mens I fortæller mig, at I maler? Jeg kan jo sagtens se, hvad der foregår.

Da vi når frem til historiens tredje og sidste kapitel, er min harddisk ved at være fyldt. Jeg tager så afgjort hatten af for Feigenbergs imponerende memoteknik, men jeg mister simpelthen koncentrationen flere gange i løbet af den uendelige tekst.

Konstant rød zone

Vegetaren er en usædvanlig intens oplevelse. Jacobe Suissas lyddesign pumper ildevarslende igennem store dele af forestillingen, og koldt og mekanisk kunne det sagtens stå som i et værk i egen ret. Men det bliver for meget med al den intensitet. Det er vist det, jeg indenfor gastronomien har hørt omtalt som toomami.

Jeg savner afveksling og kontraster. Jeg mangler nogle afslappende øer undervejs, hvor jeg kan tage luft ind og processere nogle af alle de mange indtryk. Vi er i rød zone stort set hele forestillingen, så dynamikken går fløjten.

Når det drejer sig om forestillingerne på Studio, vil jeg hellere have, at de er alt for meget end alt for lidt. Der er en utæmmet charme over Vegetaren, og kompromisløsheden fra både Rebekka Boyding og i særdeleshed Mette Klakstein er beundringsværdig, men i dette tilfælde er der ganske enkelt skruet for meget op til min smag.