Meridiano Teatret har begået en vedkommende og vigtig forestilling, der gæstespiller på Teater ZeBU omkring emnet ensomhed og mobning. Jeg ser dig er en lille perle, hvor digitale medier og analogt dukketeater smelter sammen i den nærværende langsomhed, stykket efterlyser.
“Jonas er begyndt at føle sig usynlig. De andre kigger i deres mobiler og går forbi uden at se ham.” Sådan begynder programteksten til Jeg ser dig. Selvom emner som ensomhed, venskaber og mobning ikke er nye, er indpakningen her anderledes. Selve scenens sprog afspejler de problematikker, der opstår, når vi skal navigere i en både digitaliseret og analog hverdag.
Børns Vilkår har skabt et skolemateriale til 4.-8. klasse, så der er lagt op til mange samtaler både i skolen og hjemme i familierne. Fx om at være skilsmissebarn og usynlig som Jonas eller blive mobbet med stor uønsket synlighed som Jonas’ ven Clara, som han møder i parken.
Dukketeater i et multimedieunivers
Dukkefører Elise Müller fortæller om Jonas hverdag i løb gennem parken på vej til skole, og at han altid kommer for sent. Så lægger hun jakken, og forsvinder i blå dragt sammen med kollega Lars Begstrup i den blå greenscreen bag dem. På magisk vis ser vi Jonas på vej i metro og gennem parken både analogt og digitalt på en og samme tid.
Langsomheden skaber refleksionsrum fyldt med fascinerende poesi
Det tager noget tid at forstå, hvordan dukken filmes og projiceres samtidig, som var der to forestillinger i én. I vores liv er vi vant til at navigere i det analoge og digitale på én og samme tid. Men her kan vi ikke zappe eller scrolle, og langsomheden skaber refleksionsrum fyldt med fascinerende poesi. Dukkemager, Katrine Karlsen, har en stor del af æren for de levende og tænksomme udtryk i de følsomme dukker.
Elise Müller er en behagelig og naturlig fortæller, der fylder minimalt med stemme og tekst, så billederne får plads til deres egen fortælling. Med fin poetisk humor og underspillet tristesse lærer vi Jonas at kende som en dreng, der ikke gør meget væsen af sig, lytter til LP’er, spiller guitar og løber på skateboard. De andre elever i skolen ses på filmen i sløret sort/hvid.
Magien i detaljen
Med små scenografiske virkemidler i dukkestørrelse som bænke i parken, sofaer derhjemme, et skateboard og en guitar i den blå sceneåbning, ser vi magien forvandles til underfundige scener på film. Det begynder at regne på filmen og en lille lyserød paraply kommer frem blandt filmens svævende efterårsblade. På filmen kan vi også følge årstidernes skiften og få en fornemmelse af tid.
De to venner har meget til fælles og taler og taler. Clara har dog en hemmelighed. På en tidligere skole er hun blevet filmet, mens hun tog bad efter idræt. Nu har de nye kammerater fundet videoen, der sendes grinende rundt til alle. Clara og Jonas er nu henholdsvis den ufrivilligt meget synlige og den ufrivilligt usynlige. Men Jonas trøster og siger:”Jeg ser dig. Jeg ved præcis, hvem du er, og jeg kan lide, hvad jeg ser.”
Det sanselige er fremhævet i deres fysiske verden, der også har klare farver og taktile objekter af forskellig stoflighed
Da Jonas og Clara kysser, synes han, hun smager af vanilje. Det sanselige er fremhævet i deres fysiske verden, der også har klare farver og taktile objekter af forskellig stoflighed. De to ser op i universet på alle stjernerne fra en bakketop midt i naturen eller midt i regnen i parken. Dermed gøres det tydeligt, hvad forskellen er på at være sammen om at høre, føle og se gennem medierne – og uden for dem.
Digitale fællesskaber
Selvom Giacomo Ravicchio selv står for både tekst, instruktion, digitalt design og kompositioner er det alligevel fascinerende, at det hele går op i en højere enhed. Alt taler sammen fra musikkens lange, nostalgiske akkorder eller i lydbilleder fra by, park og transport. Selv tegningerne i Claras skitsebog taler ind i de tegneseriefigurer, der også indgår i det samlede mediebillede.
Samarbejdet mellem de to dukkeførere foregår med imponerende mikro-koreografisk præcision, da hver en bevægelse skal afstemmes med dukkernes omgivelser på filmen. Der går flere gange et sug gennem salen over timingen mellem de forskellige medier. Børnene nyder hørligt alle detaljerne og hvisker om, hvordan magien mon bliver til.
Samarbejdet mellem de to dukkeførere foregår med imponerende mikro-koreografisk præcision
Det anderledes scenesprog går på line mellem de verdener, børn også selv navigerer i hver dag. Det kan sandsynligvis bidrage til et udvidet refleksionsrum. Den sanselige oplevelse, vi deler i fællesskab, når nogen har gjort sig umage er dog også, i sin egen ret, en lille poetisk perle om væren.
Dramatiker, instruktør, digitalt design og komponist: Giacomo Ravicchio. Dukkemager: Katrine Karlsen. Værksted: Steen Molls. Lysdesign, Bluescreenteknik og afvikling: Andrea Sveistrup.
Medvirkende: Dukkeførere Elise Müller og Lars Begstrup.
Medvirkende på film: Elever og lærere i 5. og 6. klasse på Den Lille Skole i Bagsværd (årgang 24-25).
