★★★★☆☆ Barbara – opgør med 300 års slutshaming?

Barbara på Aarhus Teater balancerer kritisk underholdende mellem færøske tørfisk, tøjlesløs kvindekraft og dansk koloniherre-mentalitet.

Sikke et syn! Færøerne er blevet omplantet til Aarhus Teaters Scala som en roterende klippeø med græsgrønne plateauer og tårnhøje fjeldvægge. Et herligt, ikonisk samlende greb af scenografen David Gehrt, når nu det handler om Barbara, den stærke, lidenskabelige kvinde som indbegrebet af færøsk naturkraft. 

Ligesom i romanen Barbara af færøske Jørgen-Frantz Jacobsen fremstår den unge præsteenke så forførende, at hun slår benene væk under den nyankomne, danske præst hr. Poul. Oveni giver forestillingen det umage kærlighedsforhold et aktuelt boost som billede på Rigsfællesskabs-relationen mellem Danmark og Færøerne. 

Fuld af dansk 1700-tals koloniherre-arrogance træder Poul til start frem til rampen og slår bydende ud med armen, som vil han falbyde den nordatlantiske ø til os: Det rene nationalromantiske frilandsmuseum med brægende får, tørfisk på snor og en flok simple almuefolk, der ved den danske præsts hjælp skal løftes ud af buldrende overtro til enstemmig salmesang. Men så er der lige Barbara med den frembrusende latter og den uimodståelige, erotiske appel.  

Myten om Barbara

Ironien er til at tage og føIe på i forestillingens dansende balancegang mellem tøjlesløse drifter, pligttung gudstro og dansk besiddertrang til både at romantisere og dæmonisere det fremmede (navnet Barbara er faktisk beslægtet med barbar). Poul er ikke for klog på, hvad det er for et ørige, han er gået ombord i. Frem for alt kan han ikke blive klog på den livslystne Barbara og hendes altfavnende kærlighedsluner.

Men hvem er Barbara overhovedet? Det er myten om hende, som instruktøren Sigrid Johannesen fokuserer på med sit kritisk dekonstruerende blik. Alle tiders projektionsfigur for diverse forestillinger om færøsk kvindekraft. Både i romanen fra 1939 og i Nils Malmros film fra 1997 skildres hun primært som en lidenskabelig, tøjlesløs driftsnatur.

Sårbar sanselighed

Anderledes forholdt det sig med virkelighedens Barbara som afsæt for romanen: Bente Broberg af dansk familie, en selvstændig enke, hvis tre præste-ægtemænd fik en ulykkelig skæbne. I færøske folkemunde blev hun til onde Beinta, den skønne præsteluder, der i pagt med de dæmoniske huldrekvinder lokker mænd i fordærv. Alt i alt et ultrabroget mix af historisk kvindeskæbne, idealisering af kvindenatur og indgroet, sagnagtig slutshaming.

Sådan som Barbara fremstår i Maria Bodas livfulde skikkelse, står den ikke på ondsindet Beinta-tøjte eller stormfuld vildskab. Derimod på varmt nærvær, frimodig selvstændighedstrang og en blød, sårbar sanselighed, der smyger sig om Poul, så han bare må gifte sig med hende. 

Hun insisterer til gengæld på sin polyamourøse frihed – ligesom de andre færøkvinder knalder løs, så snart et hold franske sømænd lægger til. Så Poul, som Emil Busk Jensen får til at stritte af både forelskelse, presserende præstepligt og såret mande-afmagt, er ved at bukke under. I et af de mange spektakulære tableauer overmandes han ligefrem af liderligt stønnende huldrekvinder, der kryber frem fra klippemørket.

Kædedans og frihedstrang

Det kommer der ikke det store følelsesdrama ud af, for på Færø-miniatureklippeøen udspiller historien sig med afvæbnende, underholdende lethed. Men ikke uden kritisk bid, som når Poul med dansk overherrementalitet henvender sig direkte til publikum som hans ligesindede – os, der selv ikke ved en dyt om Færøerne og deres selvstændighedstrang, men her gladeligt tramper med i en færøsk kædedans. 

Henimod slutningen kommer der for alvor noget på spil, da Marie Bodas Barbara pludselig bryder ud af sin rolle og “selv” tager ordet, for som hun siger det: ”Af en forestilling, der hedder Barbara, så taler Poul virkelig meget”. Nu står den på opgør med ”300 års slutshaming” – i al hurlumhejhast og med et overraskende tvist, der får min eftertanke til at rotere ligesom klippeøen på scenen. For hvad siger slutbilledet om ikke bare kvindelig men færøsk selvstændighedstrang? Dér står Boda-Barbara, den frie kvinde, aldeles ene – og forladt.