Den prisvindende Broadway- og West End-succes får premiere på Østre Gasværk Teater 17. september 2027. Søren Torpegaard Lund spiller hovedrollen som Orfeus i den første Skandinaviske opsætning – og verdens første nye fortolkning – af den internationale musicalsucces, skriver Sindbjerg Kommunikation i en pressemeddelelse i dag.
HADESTOWN – en af de mest prisvindende musicals fra Broadway og West End får Skandinavienspremiere på Østre Gasværk Teater fredag den 17. september 2027. Efter spilleperioden i København fortsætter forestillingen til Musikhuset Aarhus fra 2. april 2028 og derefter til Fredericia Musicalteater fra 21. april 2028.
I den mandlige hovedrolle som Orfeus står et af dansk scenekunsts og musiklivs mest aktuelle navne lige nu: Søren Torpegaard Lund. Søren Torpegaard Lund vender dermed tilbage til Østre Gasværk Teater efter et mildest talt ekstraordinært år med vilde kaniner, en grandprixsejr i særklasse og nu hele Danmarks Eurovision-håb på skuldrene. I aftes sang han sig sikkert videre til finalen ved Eurovision Song Contest i Wien, og i morgen sidder hele Danmark klar foran skærmene og hepper på ham.
“Rollen som Orfeus er en drømmerolle, Hadestown en drømmeforestilling, og jeg elskede at være på Østre Gasværk Teater og i Musikhuset Aarhus med De Vilde Kaniner, så det var ikke nødvendigt med mange sekunders betænkningstid da teaterchef Søren Møller ringede. Jeg er så stolt over at være med til at bringe en så unik forestilling til Danmark. Den fortjener at blive set! Jeg glæder mig helt vildt!” udtaler Søren Torpegaard Lund.
Ny dansk fortolkning
HADESTOWN er skabt af den amerikanske singer-songwriter Anaïs Mitchell og genfortæller den græske myte om Orfeus og Eurydike som en moderne musikalsk fortælling om kærlighed, håb, magt og modstand.
Siden premieren har HADESTOWN taget både Broadway og West End med storm. Forestillingen har modtaget otte Tony Awards, herunder Best Musical, samt en Grammy Award for Best Musical Theater Album og er blevet hyldet af både anmeldere og publikum verden over. I både New York og London spiller den fortsat for fulde huse og har cementeret sig som en af tidens mest markante internationale
musicalsucceser med mere end 5 millioner gæster.
Når HADESTOWN nu kommer til Danmark, bliver det samtidig med et særligt internationalt gennembrud for Østre Gasværk Teater. Den danske opsætning bliver det første sted i verden, der får lov til at skabe sit eget kunstneriske bud på forestillingen – en produktion, der ikke blot kopierer originalen, men lader værket møde Østre Gasværks særlige rum, æstetik og kunstneriske sprog. Musicalen spiller også i Musikhuset Aarhus og på Fredericia Musicalteater.
“Vi er stolte af at være en del af dette unikke, spirende samarbejde mellem nogle af landets førende musikteaterscener, der sammen skaber musical til hele Danmark. HADESTOWN er en af Broadway og West Ends mest efterspurgte titler lige nu, og at vi får lov til at vise publikum en ny og storslået version, er virkelig specielt,” siger Thomas Bay fra Fredericia Musicalteater.
En musical om håb i en urolig tid
“Jeg er enormt stolt over, at vi kan præsentere HADESTOWN på Østre Gasværk Teater. Det er en af de
forestillinger, jeg næsten ikke kan vente med at dele med publikum. Den har alt det, jeg mener,
musikteater kan, når det er allerbedst: en myte, der ræsonnerer, musik der rammer direkte i hjertet, og
en fortælling om mennesker, der bliver ved med at tro på kærligheden og på en bedre verden – også når
hele verden omkring dem synes at være gået i stykker”, siger Søren Møller, teaterchef på Østre Gasværk Teater, der instruerer sammen med co-instruktør Heidi Scheibye.
HADESTOWN taler samtidig direkte ind i en tid, hvor mange oplever verden som urolig, splittet og svær at finde håb i. I forestillingen bliver den gamle myte om Orfeus og Eurydike til en moderne fortælling om at turde synge håbet og kærligheden frem, når frygten fylder; og at turde forestille sig en bedre verden,
selv når systemerne omkring os prøver at bilde os ind at vi dybest set ikke kan forandre noget.
Østre Gasværk Teaters særlige arkitektur bliver et centralt kunstnerisk omdrejningspunkt i opsætningen. Forestillingens stemningsfulde og visuelt stærke univers matcher det tidligere gasværks monumentale, cirkulære rum og rå industrielle poesi.
Hadestown bygger på myten om Orfeus og Eurydike. Skabt af Anaïs Mitchell. Original Broadway-instruktion af Rachel Chavkin. Vinder af 8 Tony Awards, herunder Best Musical. Vinder af Grammy Award for Best Musical Theater Album.
Kunstnerisk hold i Danmark: Instruktion: Søren Møller. Co-instruktion: Heidi Scheibye.
Medvirkende: Søren Torpegaard Lund som Orfeus. Yderligere cast og kreativt hold offentliggøres
Spilleperiode:
Østre Gasværk Teater – Premiere 17. september 2027
Musikhuset Aarhus – Fra 5. april 2028
Fredericia Musicalteater – Fra 21. april 2028




