★★★★☆☆ Drømmen – samfundskritik i musikalsk format

Med Drømmen har Thomas Markmann til Teatergrad skrevet et flersidet drama, der både fortæller om to menneskers gribende kærlighedshistorie, om tankerne bag det danske velfærdssamfund og om alle de fejl og mangler i såvel mennesker som samfund, vi alle lever med.

“Samfundet er skabt af mænd. Det er derfor, de har ordnet det så fint for dem,” synger Malou Takibo og Martine Madsen fra deres plads ved instrumenterne i den ene ende af scenerummet på Teatret Svalegangen i Aarhus. En sang, der kvitteres for med hujende bifald fra publikum i salen.

Musikken er på dette sted i Martine Madsens ørehængende kompositioner til Drømmen ikke langt fra de protestsange, som blandt andet kvindebevægelsen var leveringsdygtige i i 1970’erne. Musikken, der flyder naturligt gennem hele Stine Schrøder Jensens iscenesættelse er da også – som altid hos Teatergrad – en væsentlig del af fortællingen. Her mærker vi tiden fra de blide, jazzede bossa nova-toner i slutningen af 1950’erne frem til de mere aggressive trommeslag op i 1970’erne. Og her understreges nogle af forestillingens pointer om alt fra velfærdssamfund til ægteskabelige svigt.

De store følelser i det små

Drømmen er på overfladen fortællingen om Helle Virkner og Jens Otto Krag. Om deres første møde, deres hastigt spirende kærlighed, deres ægteskab, succeser og skilsmisse. Stærkt sammenflettet med denne fortælling snor sviende kritik af den danske velfærdsmodel sig med kritik af et samfund, der fortsat passer bedst til mænd.

I Stine Schrøder Jensens iscenesættelse får Lise Lauenblad og Rolf Hansen plads til at vise de helt store følelser i de ganske små handlinger i deres portrættering af Helle Virkner og Jens Otto Krag. Allerede fra deres allerførste møde under et officielt statsbesøg på D’Angleterre ser vi, hvordan hendes øjne vitterligt stråler mod hans beundrende blikke, så deres umiddelbare tiltrækning kan mærkes ud på tilskuerrækkerne.

Karriere, politik og utroskab

De to skuespillere tager os med på en rejse gennem et ægteskab, der for mange danskere var som landets eget “Kennedy-par”. Vi ser, hvordan Virkner til perfektion spillede rollen som ministerfrue, og hvordan hun satte sin egen karriere som teaterdirektør på standby. Ligeledes ser vi, hvordan Krag fortsat satte politikken og drømmen om velfærdssamfundet højest. For ikke at tale om de mange damebekendtskaber, der i tiltagende grad fyldte i såvel medierne som i ægteskabet.

Skellet mellem de to vidt forskellige mennesker bliver også mere og mere klart. Især da Rolf Hansen med alvorlig, sorgfuld mine udråber den nye dronning, Margrethe II, fra balkonen, mens en kækt flirtende Lise Lauenblad iført miniskørt og paryk synger om at være prostitueret på Nyhavn i et nummer i Cirkusrevyen.

Malou Takibo træder på ekstremt charmerende vis ind og ud af diverse småroller. Hun er skøn som gæv bondekone, der nægter at sælge et sommerhus til en socialdemokrat, og hun er stædigt vedholdende, når hun som en ung, principfast Ritt Bjerregaard vil gøre op med Jens Otto Krags “naive tro på det europæiske fællesskab”.

Fortsat kun en drøm

Thomas Markmann har indsat historien om de to kendte danskere i en rammefortælling, der viser forholdene med konstant skiftende vikarer på danske plejehjem. Selvom denne idé måske er lige lovlig meget staveplade i sin udformning, så ændrer det ikke på, at Drømmen føles som en særdeles relevant forestilling, der til trods for, at det er beretningen om begivenheder fra sidste århundrede, ikke er mindre aktuel i dag.

Velfærdssamfundet, hvor kvinder og mænd er lige på arbejdsmarkedet, og hvor staten overtager de traditionelle “kvindeopgaver” som madlavning, børnepasning og ældrepleje, fungerer fortsat ikke som i Jens Otto Krags fantasi.

“Jeg tror ikke, det var det her, vi drømte om,” lyder en af de sidste replikker i forestillingen, som således slår hovedet på sømmet i en vellykket iscenesættelse.