Operainstruktør: “Opera reproducerer en kultur, jeg gerne vil ændre”

The Undoing of Carmen havde premiere sidste år i en tidlig udgave under Copenhagen Opera Festival med et koncept af operainstruktør Anna Sofie Keller Brandsborg. I år rykker den ind på Betty Nansen Teatrets Edison-scene. ISCENE har talt med instruktøren om vold mod kvinder og partnerdrab, og hvorfor opera er et godt medie til at åbne vores øjne for kulturel reproduktion.

”Kan du tage rosen, mens du er i spil, Stina?”

Mezzosopranen, Stina Schmidts mørke klang rummer noget faretruende. En sirene afbryder romantikken. ”Der er et rødt flag her,” siger instruktør Anna Sofie Keller. ”Er det, at han holder stolen for dig, fedt, eller gør han dig mindre?,” spørger hun under et lille prøvekig.

Vi forlader prøvesalen med scenograf Pelle Staacks kliniske langbord og overfloden af blodrøde blomster.

Kritisk tilgang

Carmen er en elsket opera af Georges Bizet fra 1875. Fortællingen om Carmen, der bliver stormende forelsket i soldaten Don José, men da hun vælger ham fra til fordel for en tyrefægter, slår han hende ihjel.

Operainstruktør Anna Sofie Keller er klar i mælet: ”Hvordan kan jeg som feministisk operainstruktør argumentere for at sætte de her gamle klassikere på scenen uden at tage stilling til indholdet? Opera, teater og film reproducerer grænseoverskridende og voldelige handlinger mod kvinder. Publikum skal inviteres til at forholde sig til indholdet, så værkerne ikke nydes ukritisk”.

Kvindelige ofre som underholdning

Instruktøren er ikke imod voldsomt indhold eller brutalitet på scenen, men synes, det er et problem, hvis vi ikke tager stilling til det: ”Kvindekroppen eller marginaliserede kroppe skal ikke blot være et middel eller objekt for en mands historie. Så reproducerer udviklingshistorien blot sig selv igen og igen, og vi er med til at vedligeholde den,” siger hun.

De gamle operaklassikere forsvares ofte med, at de er skrevet i 1800-tallet ud fra en anden kultur omkring kvinder og mænd. Problemet er, at handlingen stadig er et spejl for virkeligheden. Hver måned udsættes en kvinde for partnerdrab i Danmark – og hvert 20. minut på verdensplan. 80% af alle partnerdrab begås af mænd.

”Hvis vi ikke kommenterer på de her iscenesættelser, kan de tavst bidrage til at reproducere en kultur og legitimere vold mod kvinder,” mener operainstruktøren. Og i de fleste tilfælde kender de involverede hinanden fra intimsfæren: ”Vi håber, at folk kan gå fra den her performance med ny viden og lære at se de røde flag,” siger Anna Sofie Keller.

Carmen – en kærlighedshistorie?

”Jalousi og uønsket opmærksomhed ses ofte som udtryk for kærlighed i vores kultur, men det er grænseoverskridende og potentielt farligt. Carmen synger, at kærligheden er fri som en fugl, men hun har en jaloux partner, der ikke vil give slip,” pointerer Anna Sofie Keller. 

I den nye opsætning ønskede holdet derfor at frigøre Carmen fra de gamle tolkninger om, at hun er et offer, der straffes for sin seksualitet og provokerende adfærd. Seniorkonsulent hos organisationen Lev Uden Vold, Katrine Amalie Keller, præsenterede en teori af kriminolog Jane Monckton Smith. Den indeholder otte forudsigelige trin på vej mod partnerdrab. 

Holdet brugte teorien som en analysemodel af Carmen og fandt, at operaen følger alle teoriens otte trin. Teorien er blevet til den nye libretto, som Kirstine Fogh Vindelev har sat musik til og bruges også som dramaturgisk ramme om forestillingen. The Undoing of Carmen er derfor en iscenesættelse af otte trin mod partnerdrab: 1. Forhistorie, 2. Intens romance, 3. Kontrol, 4. Trigger, 5. Eskaleret kontrol, 6. Ændring i tænkemåde, 7. Planlægning og 8. Drab. 

Dramatisering af en drabsteori

”Det er spændende, at librettoen matcher så godt med forskningen om gerningspersoner. Carmen er dermed et eksempel på en kultur, der har eksisteret i mange år og kan studeres i operaer. For selvom det er fiktion, repræsenterer værkerne et menneskesyn, der endnu ikke er gjort op med,” siger Anna Sofie Keller.  

Ifølge teorien udvikler romantikken sig ekstremt hurtigt. Carmen kaster en rose for Don José, og de er stormende forelskede. Snart udvikles psykisk vold, og de indgår begge i en negativ voldsspiral. ”Der ses en tydelig progression og beregnende planlægning, der fuldstændig punkterer myten om, at Don José begår affektdrab,” fortæller Anna Sofie Keller.

De otte trin fremhæves ved recitativer, hvis melodiske lag er parafraser af noget, der findes i partituret. Dertil lægger Kirstine Fogh Vindelev lydkunst på, der trækker i håndbremsen undervejs. ”Den videnskabelige teori og det evige spørgsmål om, hvorfor hun ikke bare forlader ham, formidler kompleksiteten på et dybere plan af emotionelle og musikalske lag. Det er ret spændende,” siger Anna Sofie Keller.

Klassiske genskrivninger

Instruktøren var også inspireret af den østrigske dramatiker, Elfriede Jelinek, der genskriver græske myter og dramaer og blotlægger samfundets klichéer og magtforskydninger. Anna Sofie Keller bruger både sin erfaring fra performancekunst og som operainstruktør: 

”Det er interessant at tage udgangspunkt i selve det værk, der har et problematisk indhold, for vi står på skuldrene af vores forgængere. Men det betyder ikke, at vi skal undgå at tænke nyt og innovativt,” siger hun.

Selvom hun ofte er i konflikt med materialet, er hun ekstremt interesseret i at undersøge, hvad det indeholder af potentiale i musik og tekst og bruge modstanden som drivkraft. Anna Sofie Keller fandt motiver til teoriens forskellige trin som fx Don Josés forhistorie og kontroladfærd, og holdet har også haft stort fokus på parrets gensidige adfærd og dynamik.

”Opera er en særlig genre, hvor man har meget respekt for forlægget, både for tekst og især for musikken, men jeg udfordrer denne tradition i mit arbejde. Det anses for vildt, når jeg ændrer noget, mens det er meget mere almindelig praksis i teaterverdenen, selv med klassikerne. I opera kan der være en konservatisme, hvor man virkelig kan blive kritiseret,” siger Anna Sofie Keller.

Flydende karakterer

De tre sangere skiftes til at spille Don José, Carmen og Micaëla. Instruktørens pointe er, at vi alle kan komme i en af rollernes situation. Hun arbejder med begrebet ”Verfremdung”, som betyder fremmedgørelse eller distancering, så publikum kan træde et skridt tilbage og forholde sig kritisk i stedet for at blive suget ind i forførende musik og narrativer, der ikke stilles spørgsmål ved.

”Det er en effektfortælling, hvor vi fortæller en teori om en emotionel udvikling til drabsperson. Jeg tænker, det gør, at man faktisk kan se nogle ting. Operaen består af små abstrakte sekvenser over teoriens otte trin uden et egentligt narrativ, men med et effektlag, der fremmer forståelsen af, hvem der dominerer og hvem der bliver domineret,” fortæller Anna Sofie Keller.

Hun lægger ikke vægt på de naturalistiske og psykologiske karakterer: ”Jeg kan godt lide det mere abstrakte, som måske minder lidt mere om dans nogle gange,” forklarer hun. Hun fremhæver også, at det er noget, vi spiller, for det er kulturen, der reproducerer de her strukturer og roller: ”Magt er performativ. Don José er ikke født som en crazy person,” fortsætter hun

Lyden af de røde flag

Undervejs blev det tydeligt, at operaen som kunstart kan noget, som det elektroniske og teorien ikke kan: ”Sangerne donerer deres kroppe og stemmer til at gå igennem klassikerens skæbner, så problematikken bliver menneskelig, levende og genkendelig. Opera har et emotionelt lag, der kan formidle menneskers følelsesliv, og hvorfor folk ender i de her farlige situationer,” siger hun.

I overgangene mellem Bizets musik, spillet af en pianist på scenen, og det nyskrevne elektroniske, indsættes en lydkunsteffekt. Fx en sirene, hjerteslag eller støn, også for at få det til at passe tonalt. ”Det er meget effektfuldt, at der pludselig kommer en lyd af advarsel eller en lyd af romantik, men i et andet lag end det, vi kender. Musikken er et ”red flag” om næste trin mod partnerdrab,” fortæller instruktøren.

”Det er vidunderlig musik, som vi har lyst til at høre igen, men i en ny kontekst, hvor man ikke skal have nogle bukser på, man ikke har lyst til at gå i. Vi når ud til et ret bredt publikumssegment med vores version af Carmen, fordi den både appellerer til et operapublikum, men også til et publikum, der mest er interesseret i tematikken”. 

Anna Sofie Keller håber derfor på, at forskelligartede stemmer vil repræsenteres på scenen og i de kreative teams bag scenen i fremtiden: ”Mere diverse produktionsteams af køn, alder og etnicitet bør ses som en styrke. Fx får få kvinder adgang til at instruere opera. I Wagners Bayreuth er der endnu ikke én kvinde, der har instrueret udover operachefen selv,” afslutter Anna Sofie Keller. 

The Undoing of Carmen spiller på Edison, Betty Nansen Teatret den 18. – 19. august 2024. Læs mere her.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Copenhagen Opera Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.