I forbindelse med den kommende iscenesættelse af tjekkiske Bohuslav Martinůs opera, The Greek Passion, indgår Den Jyske Opera et ekstraordinært samarbejde med Røde Kors og DRC Dansk Flygtningehjælp. Sammen stiller de to nødhjælpsorganisationer og operaen skarpt på en af tidens mest aktuelle udfordringer, nemlig flygtningekriser.
”Nogle gange banker virkeligheden så hårdt på døren til kunstens verden, at den ikke er til at overhøre. Sådan er det med Martinůs opera The Greek Passion, der bl.a. handler om en flygtningekrise. I samarbejde med Røde Kors og DRC Dansk Flygtningehjælp kan vi nuancere et ulykkeligt aktuelt emne omkring menneskers flugt, samt hvordan verdenssamfundet stiller sig selv til ansvar overfor disse mennesker. Vi er på Den Jyske Opera stolte over at samarbejde med to så vigtige og vægtige nødhjælpsorganisationer og derved forsøge at træde over tærsklen mellem kunst og virkelighed,” udtaler operachef for Den Jyske Opera, Anne Barslev, i dag i en pressemeddelelse.
Højaktuel opera
Med mere end 108 millioner mennesker på flugt verden over er der ingen tvivl om, at flygtningekriser forårsaget af krige, interne landekonflikter og klimaforandringer hører til én af vor tids største udfordringer. En FN-måling viser, at i 2022 var mere end 1% af verdens befolkning på flugt eller på anden måde fordrevne fra deres hjem. Det fortæller DRC Dansk Flygtningehjælp, der sammen med bl.a. Røde Kors arbejder i verdens brændpunkter og arbejder for at sætte humanitær hjælp på dagsordenen.
I forbindelse med opsætningen af The Greek Passion har Den Jyske Opera indgået et særligt samarbejde med de to nødhjælpsorganisationer, for dermed på tværs af kunst og virkelighed at sætte fokus på et af vor tids mest presserende og aktuelle emner. Derudover består samarbejdet i flere andre aspekter. Både at kunne række ud til interesserede statister med flugterfaring, som har lyst til at være en del af operaopsætningen, og at lave og formidle en række skæbnefortællinger fra mennesker, der har været på flugt gennem en fotoudstilling, der går tæt på mennesker, som er flygtet til Danmark i håbet om en bedre og tryggere fremtid.
Statister med flugterfaring i operaen
The Greek Passion bliver en opsætning med mere end 100 mennesker involveret på og bag scenen, heriblandt Aarhus Symfoniorkester, et stort hold af sangere og et kor med op mod 50 medvirkende sangere inklusiv Den Jyske Operas Kor og unge sangere fra Den Jyske Operas talenthold, TalentU. Sangerne vil her stå side om side på scenen med en gruppe statister, der alle har flugterfaring. Instruktør på forestillingen, Philipp Kochheim, håber derved at bringe virkeligheden tættere ind på scenen.
”Normalt er opera en form for parallelverden, der ligger langt væk fra virkeligheden uden for teatersalen. Her tænkte vi, hvordan vi kan udfordre grænsen mellem operaens fiktion og vores virkelighed. Derfor har vi inviteret nogle mennesker med på scenen, som deler skæbne med de flygtninge, der fortælles om i operaen. Hermed fortsætter fortællingen om mennesker på flugt også bagefter, når lyset i salen tændes igen,” forklarer instruktør på The Greek Passion, Philipp Kochheim i pressemeddelelsen.
The Greek Passion har danmarkspremiere i Musikhuset Aarhus den 23. august 2024. Læs mere her.
Kilde: Den Jyske Opera