SWOP hylder styrken i nærværet

Swop festival i Roskilde gik ikke ubemærket for sig, da Aaben Dans slap farvestrålende enhjørninger løs i gaderne og ophævede reglerne for bevægelse i det offentlige rum. ISCENE var med til tre dages forestillinger, koncerter og aktiviteter dirrende af intensitet og nærvær

Aaben Dans i Roskilde har en unik evne til at samle alle slags mennesker omkring dansen og dens relaterede kunstarter. Med omkring 11 forestillinger og mindst 15 andre aktiviteter summede det af kreativ energi på Stændertorvet, på biblioteket, rundt i gaderne og i bydelen Musicon, hvor Aaben Dans har til huse. Alt blev flittigt besøgt af både nysgerrige børnefamilier, skoler og professionelle.

Roskildes borgmester, Thomas Breddam, bød velkommen med en hyldest til dans som livets glæde. Den unge danser, Anne Sofie Stubbe Lindeberg, holdt en smuk tale med en fin pointe i ærmet: ”My experience is, that art and the body has the potential to create places and spaces to be with things that are not easy to be with”. Selv blev hun inspireret til at blive danser, da hun mødte Aaben Dans til en workshop i 6. klasse. 

Nærværets styrke 

Mange af forestillingerne var da også kraftfulde og rørende energiudladninger. Forces af den belgiske koreograf Leslie Mannés var i en liga for sig. Tre utrolige dansere hvirvlede trykbølger ud i rummet med deres repetitive krigerlignende slag af ufattelig kraft og præcision. Lukket inde i en mikrobølgeovn eller i en dødsspiral af hypnotisk urkraft mellem lys, lyd og bevægelse, hvor ingen slap upåvirket ud.

Loftet løftede sig også i Ultra, en belgisk forestilling med unge på scenen. Hvilken fest i gaden med aggressiv energi og cool attitude. Koreografen, Reut Shemesh, skaber et ungt bevægelsessprog med hårdtslående trommesolo, cool hip hop, body stomp og vilde spring. De ejede scenen fra første sekund med vrede og dystopi forløst gennem dans, musik og eksplosiv maskulinitet.

Out of the box, af det hollandske The100Hands, var snarere en tåreperser i et koncept af Jasper Dzuki Jelen Mojra Vogelnik Skerlj. I en akrobatisk forestilling om behovet for at høre til, kæmpede danserne i og uden for en kæmpemæssig kravlegård, hvor de klatrede, gemte sig og balancerede på toppen, mens ellevilde unge skoleelever hujede og skreg af engagement. Flere havde tidligere danset med Aaben Dans og følte sig på hjemmebane, da de meget rørende blev inviteret med på scenen. 

Natur, koreografi og toner

På biblioteket var der skabt en black box til to forestillinger. Lavaskoven efter koncept af norske Ingri Fiksdal præsenterede tre ret utilregnelige væsener, der gradvist dukkede op fra bunker af lange rød/sorte tøjstykker i mærkelige former. De slyngede lange stofarme efter børnene, stampede i gulvet og sagde sjove lyde, hvilket var god børnehumor. Én syntes, de lignede døde dyr, men alle dansede modigt med til sidst.

Gro af Tiny Danser var et naturunivers med to søstre optagede af ting, der gror. De bevægede sig organisk i en koreografi af Mette Møller Overgaard til tidløse kompositioner med vindspil, handpan, elektronisk musik og sang af søsteren, Liva Møller Overgaard. Selv helt små børn fulgte fascineret hver en bevægelse i det kærligt drillende univers af blød og sanselig scenografi, der kunne smyge sig om sit publikum.  

Midt i den urbane natur på Musicon blev der også danset igennem på betonen, da det unge lokale band Replika spillede søjlepladsen op med jazzede toner. I Kunstsmedjen hørte vi allerede fredag Nødhjælpsorkesteret, der har som mission at styrke medmenneskelighed og empati gennem musik for og med flygtninge. Vi hørte Said uropføre sin sang sammen med bandet, mens Ali desværre var punkteret, så han ikke kunne komme frem.

På tværs af generationer

Tilbage på den store scene i Musicon spillede Its hot it’s not af det belgisk/engelske kompagni Reckless Sleepers. En klatrevenlig høj væg var fyldt med låger som en sand julekalender af overraskelser. De tre dansere i brune jakkesæt legede med et lydunivers af vejr og fysiske rekvisitter. Der var også Singin’ In The Rain med spjættende ben og vindmaskine. Et lidt gammeldags klassisk og poetisk format om vores klima.

Aaben Dans’ egen forestilling Hvad kan den og hvad skal den? udforskede en stol, et bord og en lampe, så kun fantasien satte grænser. Kan et omvendt bord blive et skib på det vilde hav, og kan en lampeledning bruges som fortøjning? Koreograf Thomas Eisenhardt og instruktør Kamilla Wargo Brekling hylder legen, som børn ville gå til det tilsat dansernes forunderlige udfoldelser, der er både fascinerende og inspirerende. 

Efter adskillige forestillinger kan man roligt tage SWOP festivalens regenerative fokus alvorligt og smide sig i bløde puder i de tilstødende, lyse lokaler. Den livreddende Café Karibu stod på tæerne med hjemmelavede kager og god kaffe. Her kunne børn og voksne swoppe oplevelser, indtil det atter var tid til at komme op af sækkestolen og ud for at danse i gaderne, for eksempel med Martin Slaatos Transporteringsdans. 

Kravlende fodgængere

Martin Slaatos er muligvis den mest positive og inkluderende danseformidler i verden: ”Når du er deprimeret, spred armene ud. Stil skavankerne frem!” råbte han til en skare, der hovedsageligt bestod af branchens professionelle med nogle år på bagen. Så det gjorde vi. Kravlede over fodgængerfelter, bredte vingerne ud i gadedrengehop, gik baglæns og dansede stafet. Eller hvad med at se verden lidt på hovedet?

En anden meget glad mand i byen var Quim Bigas Bassart, der med sin forestilling Molar, indtog hele Stændertorvet midt i fredagstravlheden. Han løb, valsede, hoppede og satte sig på publikum. Børnene dansede beredvilligt med, når han kom styrtende mod dem med vuggende hofter og sveden dryppende. Det var indbegrebet af glædesrus og kollektiv feststemning.

Med et helt andet udtryk er Enhjørninger næsten blevet SWOP-maskotter. Forestillingen er af Nordlys med koreografi af Julie Rasmussen og My Grönholdt. De pastelfarvede og kærlige, fluffy dyr tog alle med storm under sidste SWOP med deres kejtede og kærlige dans. Og hvis man ikke er blevet fanget af Molar eller Enhjørninger, er den hyperelastiske striktrøje, Connect, af Charlotte Østergaard, et oplagt sted at blive fanget og teste tyngde, tillid og samarbejde sammen med andre. 

Fra gammelt håndværk til digital kunst

Midt på pladsen foran rockmuseet mødtes vi af et kæmpemæssigt spindelvæv, Knytte bånd, der er et samarbejde mellem Charlotte Østergaard og Linh Le. Det blev sat i gang som workshops på Baunehøjskolen, Absalonskolen og Trekronerskolen for over 500 elever. Skolernes værker er knyttet sammen og videreført på festivalen, hvor kunstværket af genbrugstøj vokser gennem ihærdige børnehænder.

Jeg mødte også kunstformidler Astrid Brincker Olsen fra Museet for Samtidskunst på en ladcykel fyldt med 3D-printede gipshoveder. Workshoppen Min digitale krop tilbød interaktion med Ditte Ejlerskovs digitale skulptur The Wrestlers. Et andet digitalt indslag var fem spændende, internationale dansefilm, Dance on Screen, kurateret af dansefilm.dk ved Maia Elisabeth Sørensen, Jens Christian Jensen og Helle Pagter.

I Iran, hvor dans i gadebilledet er forbudt, handlede en film fx om, hvordan man alligevel kan danse i gaden uden at blive arresteret. Med en hånds bevægelse eller et sving med armene. En anden dansende kunstfilm foregik på taget af et højhus, hvor dansernes formationer blev som myrer i parade. Vi så også vinderfilmene fra gymnasiernes Screendance konkurrence 2023 med et friskt ungt blik på kunstarten.

Den transformerende festival

SWOP betyder at udveksle og bytte, og det er i høj grad en nærværende festival for og med børn, hvor der udveksles på kryds og tværs mellem børn, voksne og professionelle. Fredag var der seminar for branchen om ”The Regenerative Power of Art” med en keynote af Mikkel Krause Frantzen, der er lektor i Environmental Aesthetics ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Han har forsket i klimakrisens sundhedsmæssige konsekvenser og gav nogle svært dystre tal på især unge menneskers oplevelser med ”end game emotions”. Kunst og regenerative indsatser er en vigtig antidot, der blev udforsket og arbejdet med i grupper. Tilsvarende talte Francois Vogel på Assitej workshoppen om søndagen videre om grønne vaner, når vi samarbejder om kunst for børn på tværs af Europa. 

Aaben Dans er enestående til værtskab og SWOP 2024 var et godt eksempel på, hvor bredt der favnes fra den 1/2-årige til sin første danseforestilling til den rutinerede professionelle koreograf eller producent. En dygtig stab af frivillige bidrager til at få det til at flyde og boble af både nærværende, legende og transformerende oplevelser for børn og voksne. Flere lokale giver udtryk for, at Aaben Dans er noget, man er stolte af i byen.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med SWOP festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.