★★★★★☆ Truckervask til ældrebyrden – Henrik Szklany har gjort det igen!

Oven på Anita-trilogien, der fik klapsalverne til at buldre i årevis på den nordligste landsdelsscene, er Henrik Szklany nu taget til Folketeatret med en ny omgang socialrealisme, der kan mærkes. Denne gang får vi med Truckervask til ældrebyrden et grimt indkig i plejesektoren.

Det er svært at tøjle de høje forventninger til Folketeatrets forestilling Truckervask til ældrebyrden, der er skrevet af succesdramatikeren Henrik Szklany.

Hans tre Anita-forestillinger på Aalborg Teater (2018, 2020 og 2023), der siden spillede som trilogi-maraton på Aalborg Teater og Folketeatret under titlen Henvendelse Anita, har været et decideret hattrick. Tre darlings på stribe både hos anmeldere og publikum.

Forventningerne indfris

Og den socialrealistiske genre klæder virkelig Henrik Szklany. I sin Anita-trilogi ikke bare portrætterede han en hel befolkningsgruppe i én eneste fiktiv familie, men han pegede også utvetydigt på kernen af ulighedens problem i et samfund.

Med forestillingen Truckervask til ældrebyrden er det igen den socialrealistiske genre, han tager fat på, og denne gang er det resursemanglen i det offentlige, der er i fokus for dramatikeren. Og heldigvis er forventningerne mere end indfriet. Henrik Szklany jokker lige ned på vores ømme tå i forhold til temaer som værdig alderdom, næstekærlighedens begrænsninger og knaphed i plejesektoren.

Smerteligt at grine ad

Det er kombinationen af komik og tragik, der er nøglen. Det synes for banalt at kalde det tragikomisk. Det er tragisk, at det er så virkeligt, men det er også sjovt, fordi det er sandt. På den måde finder vi os selv knække sammen i latter over en dement kvinde med sin egen afføring på fingrene. Vi slår os på lårene af grin. Og det gør pissehamrende ondt at se på.

Det var instruktør Martin Nyborg og scenograf Laura Rasmussen, der sammen med Szklany stod bag Anita-trilogien på Aalborg Teater, og det er altså det samme hold her. Og man må bare erkende, at de tre har fundet en formel, der virker.

Rasmussens scenografi er denne gang køligt kommunal med hvide vægge, laminatbeklædte møbler og hygiejniske flader. Men ligesom i trilogien får det visuelle en knivspids surrealisme hen imod slutningen, som understreger uden at overdøve. Effekten skal ikke afsløres her, men den gør indtryk.

Noget om næstekærlighed

Rollen som den unge Nicky, der mere af nød end af lyst søger et ufaglært job på plejehjemmet, spilles sitrende intenst af Marcus Gad Johansen. Hans følsomhed er både indestængt og uden på tøjet på samme tid. Og selvom det er åbenlyst, at han nok skal ende med at kunne lide jobbet, så kan vi ikke vente med at se hans udvikling derhen.

Nickys relation til beboeren Herta, der spilles af Benedikte Hansen, er formidabelt forløst af dem begge to. Benedikte Hansen og Sarah Boberg formidler også på fineste vis flere sideløbende historier om savn og sorg, og om at være der for et medmenneske, når ingen andre er der.

Petrine Aggers managementvolapykkende plejehjemsleder, der styrter ind og ud ad døren imellem budgetmøder på kommunen, bliver hurtigt forestillingens skurk. Alligevel forstår vi også, at selvom hun ikke er nogen dygtig leder, så er hun ikke problemet. Det er ikke nogen nem nuance at formidle.

I det hele taget er Truckervask til ældrebyrden velspillet skuespil af hele holdet og velfortalt dramatik. Men det er først og fremmest et eftertrykkeligt opråb til publikum om at tage situationen alvorlig. Og det handler altså ikke bare om de offentlige budgetter, men også om, at vi alle bør engagere os i dem, der nu og fremover sidder i deres egen afføring og venter på de glødende varme hænder.