Skal kunstnerne juble over tildelingen af Statens Kunstfonds årlige arbejdslegater? Det mener scenekunstner Anika Barkan ikke. Hun sætter spørgsmålstegn ved hele støttestrukturen og peger på, at et velfærdssamfund selv bestemmer, hvordan pengene fordeles mellem kunstnere og andre støtteområder som militær og landbrug.
For nylig uddelte Statens Kunstfond arbejdslegater, og de sociale medier blev på vanlig vis overstrømmet af både glade og triste opslag. Flest glade, selvom der gives flere afslag end tilsagn, fx modtager kun 59 ansøgere ud af 269 på scenekunstens felt et legat, dvs. knap 22% af ansøgerne.
Mere grelt ser det ud, hvis man som grundlægger af MØR Collective og næstforperson i Uafhængige Scenekunstnere, Anika Barkan, peger på andelen af modtagere i forhold til alle, der defineres som professionelle kunstnere i Danmark. Danmarks Statistiks Kunstnere i Danmark opgjorde i 2023 tallet til 28.000, idet de definerer en professionel kunstner som ”en person, der er medlem af en organisation under Dansk Kunstnerråd, modtager af rettighedsmidler vedr. kunstnerisk virke, modtager af legat fra Statens Kunstfond eller er dimittend fra en kunstuddannelse, hvis ét af de øvrige tre kriterier også er opfyldt”.
Med 1194 uddelinger svarer det til, at 4,16% af de professionelle kunstnere har fået et legat denne gang. 98 millioner var der i puljen, hvilket giver et gennemsnit på lidt over 84.000 kr. Det største treårige legat er på 855.000 kr. svarende til 285.000 kr. årligt, men de fleste legatmodtagere får langt lavere beløb, de laveste svarer til mindre end en gennemsnitlig månedsløn.
Det er en politisk beslutning, hvad pengene bruges til
Anika Barkan peger på, at arbejdslegaterne på 98 millioner svarer til 0,098 af en milliard, mens der forventes at skulle uddeles op til 30 milliarder, dvs. 30 tusinde millioner, i kompensation til minkavlerne. Landbruget modtager årligt omkring 11,9 milliarder i støtte ifølge tænketanken Krakas nyeste opgørelse, og forsvaret støttes i år med 36,2 milliarder. Tallene er ikke direkte sammenlignelige, men tankevækkende.
”Det forventes, at man som kunstner skal være taknemlig og begejstret for at modtage et arbejdslegat, men det er vel kun rimeligt, at kunstnere betales for deres arbejde på lige vilkår med alle andre i vores samfund,” siger Anika Barkan og fortsætter:
”Jeg ved, at vi som kunstnere ofte bliver bebrejdet for at klage over manglen på midler, men det er en politisk beslutning, hvad vi som samfund prioriterer at bruge vores fælles skattekroner på, og kunstnere står alt for ofte sidst i rækken, når det kommer til aflønning, og så vidt jeg ved, er der ikke andre erhverv, hvor man stiller spørgsmålstegn ved, om folk skal have løn for deres arbejde.”
Kunstnerne kommer i en form for konstrueret konkurrence med hinanden
At argumentere for sit eget værd
For hende er pointen ikke de enkelte beløb til de forskellige områder, om end hun blev helt overvældet over, hvor mange tusinde millioner, der faktisk går på en milliard. Hendes anke går på, at vi i et samfund, hvor midlerne findes, prioriterer området med få midler, som alt for mange skal kæmpe om.
”Kunstnerne kommer i en form for konstrueret konkurrence med hinanden, hvor vi bruger meget energi på at skulle argumentere for vores eget værd gennem ansøgninger, som alle ikke altid har kræfter til at skrive ved siden af deres skabende arbejde. Jeg kender ikke andre hverv, hvor man skal argumentere for sit værd og siden krybe og takke for en støtte, der ikke giver nok til at skabe et ordentligt arbejdsmiljø for dem, der skal lave kunsten,” siger hun og fortsætter: ”Der er utvivlsomt mange flere talentfulde, dygtige skabende kunstnere, som får afslag på arbejdslegater, ene og alene fordi der ikke er flere midler.”
Fordybelse er en del af jobbet
Anika Barkan stiller således spørgsmålstegn ved, hvor vi som velfærdssamfund placerer kunsten og kunstnerne. Hvilken rolle skal kunst og kunstnere spille? Andre steder aflønnes kunstnere anderledes og hun peger blandt andet på Frankrigs kunstnerstøtte som inspiration:
Man kunne undersøge, om man kunne give en minimumsydelse
”Man kunne undersøge, om man kunne give en minimumsydelse til alle professionelle, skabende kunstnere, som man fx gør i Frankrig. Det er en form for borgerløn til kunstnere, der blev oprettet med bevidstheden om, at en del af kunstnerens arbejde er at fordybe sig og reflektere,” forklarer hun, idet hun atter understreger, at det danske støttesystem ikke honorerer dynamikken mellem refleksion og produktion:
”Vi taler for tiden meget om, at vi overproducerer, og det er jo fordi, det er det eneste sted, vi kan få løn. Der mangler en basisløn til at gå i dybden og eksperimentere, før man skyder endnu et værk afsted,” uddyber hun.
Omlæg midlerne
Mange kunstnere modtager af og til kontanthjælp eller dagpenge i disse mellemliggende perioder, så måske vil udgiften til basisløn ikke betyde en voldsom stigning i den samlede statslige udgift til gruppen:
Der kommer ikke til at ske noget, hvis vi ikke taler om det
”Kunstnerne får en lang statsbetalt uddannelse og kommer så ud på et marked, hvor der ikke er løn til ret mange. Man kunne jo pulje de penge, der nu går til fx dagpenge til en basisydelse i stedet og dermed skabe mere reelle og ordentlige vilkår for kunstnerne,” foreslår hun og ser trods arbejdsmarkedets generelle bevægelse mod flere prekære ansættelser et momentum i en proaktiv kulturminister, der ifølge hende presser på for flere midler til området:
”Jeg vil opfordre Kulturministeriet, måske sammen med Beskæftigelsesministeriet, til at regne på, om det ikke kunne betale sig at omlægge overførselsindkomster til basisløn som en del af løsningen,” afrunder hun med en samtidig opfordring til at fortsætte samtalen: ”Der kommer ikke til at ske noget, hvis vi ikke taler om det”.
