Populært lige nu

Annoncespot_imgspot_img

★★★☆☆☆ Orlando – kaotisk og didaktisk debatteater

I tyske Uwe Cramers iscenesættelse af Virginia Woolfs klassiker Orlando vil Aalborg Teater sætte fokus på køn og identitet. Men hvor bogen stiller spørgsmål, virker forestillingen mere optaget af at give svar, og den kaotiske iscenesættelse ændrer ikke på, at forestillingen snarere står tilbage som en gentagelse end en undersøgelse.

Orlando er fortællingen om titelkarakteren, der på forunderlig vis gennemlever et liv fra 1500-tallet og hele vejen op til Virginia Woolfs egen samtid. Orlando bliver født som dreng og lever som sådan sine første mange år, indtil hun en morgen vågner som kvinde. Værket igennem er der tale om en refleksion over køn, der er opsummeret i credoet “livet, kærligheden og identiteten”. 

Annonce

Det lange temporale spænd er gengivet i Imke Paulicks scenografi. I al væsentlighed er der tale om et festklædt langbord, der strækker sig fra et elizabethansk udtryk i den ene ende til et moderne ditto i den anden.

Hele forestillingen suppleres af videoelementer, som fylder en betragtelig del af scenografien. Der er mestendels tale om et live-feed, som i størstedelen af forestillingen er bevaret i en fastfrosset position, men mod slutningen afløses af en kaskade af små, kitschede videosekvenser, hvis relevans undertegnede havde vanskeligt ved at dechifrere. 

Orlando, Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte
Orlando, Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte

Didaktisk undersøgelse

Forestillingen indledes med en monolog, som ligger meget tæt op ad programteksten. Som publikum må vi forstå, at vi skal være vidne til en udforskning af køn og identitet. 

Det sker eksempelvis, når vi kort tid efter på deklamatorisk vis bliver introduceret for den såkaldte “tentakulære tænkning,” hvor vi opfordres til at tage ved lære af blæksprutten, som rent genetisk ikke er disponeret for at respektere normer, men derimod føler eller sanser sig gennem tilværelsen.

De ellers på mange måder valide pointer ikke alene er skåret ud i mundrette stykker, de er også gennemtyggede, før de bliver serveret for publikum

Problemet er, at de ellers på mange måder valide pointer ikke alene er skåret ud i mundrette stykker, de er også gennemtyggede, før de bliver serveret for publikum, og udsagnene bliver mere belærende end undersøgende. Denne tendens er desværre gennemgående i Orlando.

Orlando, Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte
Orlando, Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte

Digressioner en masse

Uwe Cramers iscenesættelse er rig på skæve indfald, som når Steffen Berenthz Eriksen pludselig og lettere umotiveret bryder ud i en fordrukken udgave af punkklassikeren Too Drunk To Fuck, eller når vi stilles i udsigt, at vi nu skal høre selve meningen med livet, hvorefter udsagnet druknes i lyd – en joke så gammel, at man ser pointen komme på lang afstand.

Virginia Woolfs tekst er ganske vist rig på både humor og digressioner såvel som nedbrudte narrativer, men i denne iscenesættelse virker disse elementer enten uforståelige eller forudsigelige og ikke som relevante bidrag til den samlede fortælling.

Orlando, Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte
Orlando, Aalborg Teater. Foto: Rumle Skafte

Uvidenhedens bekvemmeligheder

Nogle af Orlandos mest rørende øjeblikke er de momenter, hvor skuespillerne påtager sig opgaven at genfortælle bogens komplicerede handling eller at udfolde fortællingens flertydige tematikker. Det sker eksempelvis, når Camilla Gjelstrup botaniserer i begrebet tid, eller når Marcus Gad Johansen på det nærmeste indrømmer, at han ikke rigtigt forstår bogen. 

Det er måske ikke dybt interessant rent scenisk, men i det mindste får vi som publikum et personligt engagement og en befriende tvivl, som forestillingen ellers savner i sin skråsikre og lettere postulerede stil.

I det mindste får vi som publikum et personligt engagement og en befriende tvivl, som forestillingen ellers savner

I forsøget på at bryde med normativiteten har forestillingen desværre en tendens til blot at forfalde til en ny form for normativitet. I sin tænkning bidrager denne udgave af Orlando ikke for alvor med nyt til debatten, og i sit udtryk fremstår den rodet og en kende usammenhængende.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Emil Amby
Emil Amby
Cand.mag i klassisk filologi og litteraturvidenskab, samt mangeårig teaterblæksprutte med forkærlighed for klassikere.
Annonce