Lad sæson 25/26 blive en sæson med fokus på fairness for scenekunstnere

Produktionsselskabet prfrm opfordrer alle institutionsledere til at arbejde for, at sæson 25/26 bliver en sæson med fairness i højsædet med denne venlige påmindelse om at huske sig selv og deres medarbejdere på, at der er vidt forskellige arbejdsvilkår inden for scenekunstbranchen.

I denne uge lancerer teatrene programmet for sæson 24/25. Teaterkatalogerne bugner af forestillinger både med teatrenes egenproduktioner, med co-produktioner med scenekunstnere i det frie felt og med gæstespil.

Annonce

Som publikum er det oftest uvedkommende, hvad det er for en produktionsform, det drejer sig om – bare det er en forestilling, man gerne vil se. Men for scenekunstnerne bag har det betydning. Stor betydning. Ud fra de små forestillingsbilleder og -beskrivelser, kan man som publikum ikke se alt arbejdet, der går forud med at forhandle gæstespilskontrakter, co-produktionsaftaler og samarbejdsaftaler. De aftaler, der sætter rammerne for de forestillinger, vi alle kan komme ind og se i sæson 24/25.

Frie scenekunstnere er oftest på teatrenes nåde

Siden vi stiftede prfrm, har vi været involveret i co-produktioner, samarbejder og gæstespil på mere end 15 scener og festivaler i hele landet. Og vi kan konkludere, at der er en verden til forskel på, hvordan teatre og festivaler samarbejder med kunstnere i det frie felt, når det kommer til co-produktioner og gæstespil.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at dem, der har scenerne, har magten. Uden en scene, har du intet sted at vise din forestilling (medmindre du arbejder stedsspecifikt).

At have magt er ikke dårligt i sig selv; at der er kunstneriske og administrative kræfter, der sætter retning for scenekunstudbuddet i landet. Men med magt kommer ansvar, og alle, der besidder en scene, skal være bevidste om, at når de forhandler aftaler med kunstnere og kompagnier i det frie felt, så er det en forhandling i en asymmetrisk magtbalance.

På grund af manglen på scener til det frie felt, og fordi alle åbne scener er kuraterede, er det frie felt afhængig af samarbejde med institutionsteatre. Den diskrepans i magtbalancen er vi alle nødt til at være bevidste om, er til stede, samtidig med at der er nogle forskelle i økonomi og ansættelsesforhold, der giver os vidt forskellige handlemuligheder. 

Og lad os være ærlige: Som uafhængig scenekunstner er man oftest på teatrenes nåde. Og ofte er valget enten at tage imod en dårlig aftale eller slet ikke få nogen aftale. Og uden mulighed for at vise forestillinger, er der intet indtægtsgrundlag.

Anbefalinger til branchen

Forstå os ret: Teaterchefer og scenerne har 100% ret til at kuratere frit og vise præcis de forestillinger, de vil. Men i samarbejdet med kunstnere i det frie felt vil vi opfordre til følgende:

• Sørg for rimeligt indtægtsgrundlag til alle parter, og lad være med at presse prisen unødvendigt.
  Forhandling er en naturlig del af ethvert samarbejde, men som scene er du den med størst økonomi. Punktum. Du har bedst mulighed for at navigere økonomisk, prioritere færre forestillinger eller justere priser. Sørg derfor for at betale en rimelig pris ved gæstespil, eller sørg for en fair fordeling af indtægter og udgifter ved co-produktioner. Som scenekunstner har du et utrolig begrænset navigationsrum, og ofte er mulighederne kun at få mindre i løn og i sidste ende lave gratis arbejde.
  
• Overhold aftaler.
  Når kunstnere i det frie felt indgår aftale med institutionsteatre, er vores projektøkonomier ofte små og med utroligt små muligheder for justeringer i tilfælde af sygdom eller hyre ekstra folk ind. Så hvis et teater lover at stå for PR og markedsføring af en forestilling, men pludselig trækker i land, så er scenekunstnerne dårligt stillet. De er måske afhængige af billetindtægter, men har budgetteret efter, hvad co-producenten har lovet at stille med, og står nu i en dårlig situation. Eller hvis du har lovet prøvelokaler, men trækker i land, er det pludselig ekstra penge, der skal op af lommen. Eller hvis jeres co-produktionsbidrag er medarbejderressourcer, så sørg for at de yder et reelt stykke arbejde, der frigiver tid eller resurser i produktionen.
  
• Vær så ærlig om dine intentioner som muligt.
  Er du interesseret i et samarbejde, fordi du synes, det er kunstnerisk spændende, og vil du gerne bruge din institution til at realisere det? Er det fordi du har en ledig periode på din scene, og har brug for lejeindtægter, eller er det fordi, det er en forestilling, der vil kunne sikre dig indtjening på billetsalg? Lad den anden part vide, hvad de kan forvente af dig, og lev så op til det, som er aftalt.
  
• Sørg for at kreditere kunstneren retmæssigt.
  For publikum er det måske uvedkommende at vide, om det er en egenproduktion eller et gæstespil. Men som uafhængig scenekunstner kan det være afgørende at få sit navn belyst. Hav en grundig snak om, hvordan formidlingen understøtter hhv. teatret og kunstneren, og lav en aftale, alle får udbytte af.
  
• Del din viden om din scene, så kunstnerne ikke indgår dårlige aftaler.
  Samarbejder du med en partner, der er afhængig af billetindtægter, og ligger du inde med viden, der kan have relevans for partnerens budgetlægning, er det vigtig viden at dele. Det kunne fx være urealistiske publikumstal, årskortbilletter, der giver 0 kr. i indtægt, eller der er et tætbelagt sæsonprogram, der giver mindre synlighed til den enkelte forestilling. Er det nogle mål, du vil hjælpe med at indfri, eller er din samarbejdspartner overladt til sig selv, så lad dem vide det; vær tydelig om, hvad de kan forvente af dig i stedet for at love guld og grønne skove for at få en kontrakt i hus.

Stor ros til alle dem, der tager ansvar

Mange institutioner forvalter deres magt med fokus på fairness og rimelig fordeling af arbejde, indtægter og udgifter. En kæmpe ros til dem, og tak for det store ansvar, de viser for både kunsten og deres kolleger i branchen.

Og det er heldigvis langt de fleste. Men der er også mange, der ser kunstnere i det frie felt som en indtægtsmulighed, som en mulighed for at fremvise imponerende antal forestillinger og publikum i årsrapporter og teaterprogrammer, men uden at sikre dem et rimeligt indtægtsgrundlag.

At branchen som hele mangler penge, kan vi alle blive enige om. Men løsningen på teatrenes manglende midler må aldrig blive at udsulte kunstnerne længere nede i fødekæden. Vi må aldrig vise flere forestillinger, end vi har råd til at betale kunstnerne for; ellers giver vi tilskudsydere et falsk billede af, hvad det rent faktisk koster at vise scenekunst.

Bestyrelsernes og tilskudsgivernes rolle

Det her er en venlig påmindelse til alle institutionsledere om at minde sig selv og deres medarbejdere om, hvordan vi har vidt forskellige arbejdsvilkår, selvom vi er i samme branche. Det er en påmindelse til alle bestyrelser om at tale med deres institutionsledere om også at kigge på andre bundlinjer end økonomi, antal opførelser og publikum i salene, såsom hvordan institutionen interagerer med det frie felt og folk i prekære ansættelser. Og det er en påmindelse til tilskudsgivere om at holde et vågent øje med, hvordan pengene bliver forvaltet på scenerne. Teatrene betales af vores fælles skattekroner, og dem kan vi godt kræve, bliver brugt på at sikre fair forhold for alle.

Og så er det en opfordring til alle os i branchen til at tale om, hvem der gør det rigtig godt, huske at hylde dem, der opfører sig ordentligt og driver en fair forretning, og minde alle dem, der ikke gør det om, at de har et ansvar. Både til gavn for kunstnerne, men ikke mindst for den kunst, der bliver skabt til glæde for publikum. 

På den måde kan vi alle sammen arbejde for at sæson 25/26 bliver en sæson med fairness i højsædet.

Denne kommentar er udtryk for skribenternes egen holdning.