Koreograf Antoinette Helbing sætter publikum i spil som et af forestillingens elementer i The Laughing Crowd. Hun ser frem til at transformere forestillingens latterkoncept fra det offentlige rum til en black box-scene på Det Kongelige Teater, og glæder sig især over, at dansen får god plads i dette års KSelekt-program.
“Jeg bruger latter som prisme til at beskue livet igennem,” siger Antoinette Helbing, da jeg beder hende beskrive sit latterkoncept, der startede som en soloforestilling og siden blev til gruppeperformancen The Laughing Crowd, der spiller på Det Kongelige Teater under KSelekt fra 8. januar 2024.
Det er derfor, vi mødes på teatret en mørk decembereftermiddag. Med udsigt til regn og blæst over Københavns Havn dykker vi ned i latterens væsen og udtryksformer, som Antoinette Helbing i forestillingerne transformerer til en undersøgelse af, hvordan vi ser på hinanden og på os selv i livets fællesskaber og almenmenneskelige relationer.
Læs mere om KSelekt her.
En kringlet rejse i latterens indre landskab
Antoinette Helbing fik ideen til forestillingen, da hun observerede den gryende bevidsthed, der var forbundet med hendes yngste barns latter. ”Det, der virkelig fascinerer mig, er, at latteren er den første bevidste kommunikationsform. Den, hvor vi opdager, at vi kan formidle følelser og bevæge andre med grinet. Det er en mere målrettet kommunikation end gråden, og samtidig er det så tydeligt med små børn, at latter ikke kun er noget, der foregår i ansigtet, men i hele kroppen,” forklarer hun og demonstrerer samtidig latterens udtryk, der også får mig til at reagere kropsligt og dermed direkte illustrere hendes ønske om, at værket går direkte ind i kroppen i stedet for at blive filtreret gennem hjernen.
The Laughing Crowd har ikke en lineær dramaturgi, men former sig som en rejse gennem latterens indre landskab, forklarer Antoinette Helbing og fortsætter: ”Det er en kringlet rejse, hvor vi kommer fra noget ret stiliseret – den sociale, kunstige latter – og bevæger os hen mod den oprigtige latter i modificerede trin i de enkelte elementer, vi tager ud og twister og nørder med undervejs”.
Dansen er for hende uadskillelig fra latteren, der sammen med lyd, lys, stilhed, rummet og publikum indgår som forestillingens elementer. ”Publikum skal være tæt på for at opleve latterens svingninger, der er som relationer mellem mennesker,” pointerer hun, før vi vender tilbage til inspirationskilderne til forestillingen.
Der skal tre udåndinger til en autentisk latter
Der findes mange slags litteratur om latter, så Antoinette Helbing måtte give sin boglige research en retning, så den kom til at fungere som en parallel ping-pong-proces med hendes fysiske praksis. Hun læste en del om latterens anatomi for at trække latteren væk fra det psykologiske og fokusere på, hvad der sker i kroppen. ”Vi tilegner os den sociale latter som ældre, mens barnet griner for at grine,” siger hun, der også kastede sig over mere nørdede studier om åndedræt, som var brugbare: ”Vidste du, at der skal tre udåndinger til en autentisk latter, hvor to vil være en form for social latter,” spørger hun retorisk.
Bevidstheden om udåndinger går igen i Antoinette Helbings praksis med latteryoga. Yogaformen stammer fra Indien, men hun blev inspireret til at anvende den af den tyske koreograf Antonia Baehrs bog Lachen Rire Laughter, som hun leende omtaler som sin bibel.
”Yogaen er øvelser, der provokerer latteren frem kropsligt, men uden at noget er sjovt. Jeg elsker, at den praksis adskiller latter fra humor. Den går direkte ind i latteren, og så kan det blive sjovt, men også trist eller stikke i andre retninger. Det er latteren som grundaktion,” slår hun fast og peger på den gamle talemåde, at latteren er hjernens nys, altså en måde at rense ud på.
Hvordan kan jeg synge min latter?
Latteryogaen var således også udgangspunktet, da hun skulle udvikle soloen til en gruppeperformance. ”Vi iscenesatte øvelserne og hørte latteren som musik, som sang. Vi spurgte os selv, hvordan vi kunne synge vores latter, og så arbejdede vi meget med det tvetydige i latteren. Man kan være ked af mange ting og stadig have grinet som svar eller i hvert fald lade latter, sorg og også vrede eksistere ved siden af hinanden. Hvor grinet er på udånding, er gråden på indånding, men ellers er fysikken og kropsstillinger meget det samme,” forklarer Antoinette Helbing.
Hun var glad for sin solo, The Laughing Game, men oplevede også, at den kom til at være meget tæt på hende som person og kvinde. ”Jeg ville have, at latteren skulle være hovedkarakteren og vi kan bedre få de finere nuancer frem som gruppe,” pointerer hun og glæder sig nu til at skulle lave en black box-version af forestillingen, der tidligere har spillet stedsspecifikt på gaden og i en stor hal.
Dobbeltheden i et kontrolleret kontroltab
”Vores roller bliver endnu mere bevidste end på gaden. I scenerummet er forskellen mellem os og publikum større, og de skal tage mere stilling til, hvor de skal være i rummet. Vi kan bruge røg og lys, som guider blikket. Det er også meget anderledes end på gaden, hvor der er mange tilfældige lyde og forstyrrelser,” siger hun og fremhæver atter relationen til publikum:
”Publikum er tænkt ind som element i forestillingen, det ville blive for fladt, hvis vi havde en front. Vi arbejder i 360 grader, så vi har altid folk bag os, som ikke altid kan se, om vi griner eller græder. Det er vigtigt, at publikum føler sig frie til at komme tættere på, men også til at trække sig ud og se helheden,” siger hun og uddyber:
”The Laughing Crowd er en invitation til at tænke over, hvor mærkelige vi alle sammen er. Mange fanger, at forestillingen handler om livet og spillet mellem grin og gråd, og det er ofte en aha-oplevelse for dem, at latter ikke behøver være sjov, men det er livet jo heller ikke altid. Livet er ikke-perfekt, men det prøver vi ofte at gemme væk eller ikke acceptere, så kontroltabet er vigtigt. For performerne er det et kontrolleret kontroltab, som også er en dobbelthed, der findes i livet, hvor man heller ikke bare kan give totalt slip”.
Stemplet betyder noget for dansen
Antoinette Helbing er begejstret for at arbejde på Det Kongelige Teater. Både på egne og koreografiens vegne. ”Når man arbejder stedsspecifikt, er man vant til selv at skulle sørge for alt, så det er vildt at komme herind, hvor produktionsforholdene er i orden og alt fungerer,” siger hun og vægter samtidig den eksponering, KSelekt fører med sig:
”Jeg går stærkt ud fra, at der kommer et publikum, som jeg ikke kender, og som ellers måske ikke ville opdage det frie felt. Jeg ved ikke, om det betyder så meget her i København, at vi spiller på Det Kongelige Teater, men jeg tror, det vil betyde noget for at komme på turné, at vi har fået det stempel.
Der bliver produceret meget dans af frie producenter, men det er jo ikke det hele, der kommer på turné. Bygningen, der tidligere husede scenekunstskolens danselokale, er nu lukket pga. udflytning af uddannelsen Dans og Koreografi, og der er desværre ikke altid repræsentanter med dansekompetence i Statens Kunstfonds udvalg, så det føles meget vigtigt for mig, at der er koreografiske værker med under KSelekt,” understreger Antoinette Helbing.
Fra grin til gråd
The Laughing Crowd transporteres let, så hun håber på, at dens kommende turné kan komme godt rundt i landet og også gerne ud over landets grænser. Forestillingen er ordløs og stedsspecifik og vil derfor ifølge Antoinette Helbing altid kunne tilpasses det konkrete rum. Hun er også så småt ved at tage hul på næste koreografi, der denne gang centreres om gråd.
”Jeg har brug for fordybelse efter to premierer med The Mirror Project og The Laughing Crowd i samme sæson og selvom gråd og grin er tvillinger, er de også meget forskellige,” runder hun af, inden dagens sidste tur til Skuespilhusets Lille Scene, hvor de tekniske prøver er i gang.
Læs mere om The Laughing Crowd og Antoinette Helbing her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med KSelekt med fuld redaktionel frihed for ISCENE.