★★★★★☆ Ruinerne – unik og eksistentielt rørende musikperformance

Den stedsspecifikke og musicalinspirerede Ruinerne har netop spillet på Passage Festival 2026, og kan i den kommende tid også ses på blandt andet Metropolis og Horsens Teaterfestival. Den katastrofisk-utopiske performance vil ramme rent i enhver, der nogensinde har været ung.

“Vi lever i en tid der ikke findes endnu / i en fremtid vi håber på at få /og vi tror at hvis vi lægger den første sten /så lægger du den næste på”

Performancekunstner Filip Vest og koreograf og naturformidler Kai Merke har begge gjort sig bemærkede med interessante tværæstetiske værker de senere år. Nu har de fundet ind i et frugtbart samarbejde, hvor de, sammen med det kunstneriske hold og performerne, har udviklet en katastrofisk-utopisk performance, der udspiller sig i en slags abstrakt post-undergangs land, Ruinerne. Noget er gået under – kan noget nyt rejse sig af murbrokkerne?

En rigtig joker

Ruinerne blev udviklet og havde premiere i Deep Forest Art Land ved Kibæk, og er nu på turné rundt i landet. På Passage Festival er den landet i perfekte omgivelser i Gurre Slotsruin. Det forvitrede murværk, der tilmed har et stillads længst borte, danner det rum, hvor katastrofen og utopien kan mødes. Skønheden i forfaldet mødes midt i naturen af stilladsets hårde kant og de fabulerende kostumer, der bærer både historiske og sci-fi-markører.

“Og vi ved hvordan historien ender / Ja vi ved den ikke ender her,” synger Hannibal Kochs drage Blomme. Blomme er fortælleren, som er en del af historien som spæd drageunge, men mest skuer tilbage på begivenhederne omkring det midlertidige fællesskab, der opstod i ruinerne. Faun Viums melankolske moderskikkelse, Donna, gentager sit “Jeg har brug for, du har brug for mig”, der indkapsler den fortælletråd, der handler om fællesskab, mens Anaïs Matwaras Kat starter et helt andet sted med “Har altid kun kunnet stole på mig”. Alligevel finder de sammen i en tøvende redebygning med Blomme i centrum.

Ind træder “shapeshifteren”, Peter Scherrebecks Court, der er “Træt af at passe ind / Jeg har brug for noget … jeg ikke ved”. Med håndtasken flamboyant over armen er Court han, hun, de, den der kan være alt eller intet. Den, der bliver, men også den, der skubber til det skrøbelige hjem, når regler og vaner begynder at stramme, og Donna atter vil holde husmøde og skabe enighed. Eller med Blommes ord: “Court var en rigtig joker. De havde det kompliceret på en anden måde. Han var god til at blende ind. Men hun havde forstået noget.” Hun forstår at, “være lige er ikke at være ens”, og italesætter det queer-perspektiv, der pulserer også i underteksten.

En bedre flok

De bygger med klodserne, men byggeriet bliver vel ikke defekt af at være en smule mindre perfekt, anfægter Corurt, mens de sammen drømmer: “Ku’ familie være blod eller vand? / Ku’ vi være mere end kvinde eller mand?” Magten og volden findes i sproget, og risikoen ved at bruge det er, “at sproget bruger os,” lyder et af forestillingens ledemotiver. Det peger på konkrete dys- og utopier, men reflekterer også sprogets grundlæggende dobbelthed som både mulighed og begrænsning for at tænke nyt.

Filip Vest har en særlig sans for at give det banale dybde og lader – måske især i Courts karakter – også altid en vis selvironi snige sig charmerende kontrapunktisk ind i teksten. Court får dermed skikkelsen af en form for storslået selvpromotion/destruktion, der får fat i smertepunkterne på en anden måde end Cat og Donnas skælvende nøgne tekster, men som tilsammen danner et heterogent nuanceret univers, hvor tvivlen må følges med håbet.

Court er shapeshifteren, men alle er del af en transformation, der kan handle om køn eller politisk revolution, men også er et billede på at gå gennem ungdommens identitetsskabelse. Om at passe ind, om at “finde en bedre flok”. Da presset stiger både ude- og indefra, spørger de håbefuldt: “Ku’ vi lade være bare at grine af store idéer? / Ku’ vi lære af mislykkede utopier?” i en vidunderligt smuk sekvens, der samler librettoens kernevers og stiller os alle til skue. Mit hjerte bløder for disse søgende skikkelser, der tør gribe efter utopien ved at falde tillidsfuldt i hinandens arme.

Musicalens grandeur og folkevisens gentagelser

Der er en troskyldig åbenhed i teksten trods det katastrofiske scenarie. En åbenhed, der mødes af det drømmende, storladne musikalske univers, skabt af Francesca Burattelli og Rasmus Steenberg, hvor musical møder folkevise og elektroniske klange. Det er et stof, der egner sig til musicalens grandeur, hvor følelserne flyver frit og til folkevisens gentagelser, der måske især korresponderer med refleksionen over reglers og sprogs betydning. Man kan ikke undgå at lade sig rive med, når Blomme til sidst står alene og insisterer på at lære af deres fejl og starte “hvor de slap det”, og så er de der. Som en skygge. Som dem, der altid vil være der.

Nyuddannede Hannibal Koch imponerer med sin vidunderlige stemme, der nøgternt og varmt snor sig ind og ud af de tre andres sprøde soloer og spændte intermezzoer, der netop hylder de forskellige stemmers udtryksmuligheder og saliggørende vipper mellem perfektion og imperfektion. Kai Merkes sætter sin lydhøre signatur i instruktion og koreografi, der ligeledes lader de menneskelige forskelle og inkonsekvenser træde ud af det stereotype og de tvangsprægede mønstre, der ligesom sproget, forsøger at forhindre deres transformation og utopiske drømme.

Ruinerne kræver nok, at man stiller sig åben. Overfor det banale, der alligevel er komplekst. Overfor det infantile, der pirker til vores egen selvforståelse. Overfor det fuldstændig skønne tværæstetiske greb at sample musicalens virkemidler med andre toner og aktuelle identitets- og samfundstemaer og dermed skabe en eksistentielt rørende performance, der vil ramme rent i enhver, der nogensinde har været ung. Vest og Merke har her i kollektivets ånd, bygget videre på deres begges virke, der med kunsten som pejlemærke skaber unikke værker, der tør være sårbare og netop derfor også åbner sig for os, hvis vi tør spejle os.