På blot en enkelt dag på Live Art for Børn 2026 kunne ISCENEs udsendte være medskaber til helt nye tanker om skolen, flette minder ind i et stort fællesværk, føre en lang personlig samtale med en fremmed – og ikke mindst få rusket godt op i forståelsen af den offentlige sektor. Der var kort sagt masser af tankevækkende oplevelser for alle aldre.
I sidste uge blev festivalen Live Art for børn afviklet på Dokk1 i Aarhus. Her kunne børn, unge og voksne opleve en række forskellige kunstneriske indslag i et bredt spænd fra deciderede iscenesættelser til rammesatte 1:1-samtaler.
Under en særdeles regnfuld udgave af Aarhus Festuge var festivalen, der heldigvis fandt sted indendørs, meget velbesøgt. Lørdag var således ingen undtagelse. Allerede først på formiddagen, før første programpunkt gik i gang, var der fyldt med småbørn, forældre, bedsteforældre og teenagere på Dokk1.
Live Art for Børn kurateres af Ellen Friis og Henrik Vestergaard fra Live Art Denmark, der udvælger kunstnere med en politisk eller samfundsmæssig tilgang i deres værker. Årets udgave af Live Art for børn stiller skarpt på den kommunale kassetænkning og udfordrer de gængse måder at løse opgaver på.
En åbenhjertig samtale mellem fremmede
Jeg lægger ud med en aftale med den britiske kunstner og forfatter Jamal Gerald. You See er en samtale med fokus på identitet og verdensopfattelse. Som titlen antyder, er det en snak om verden, set fra den besøgendes synspunkt. You See er på den ene side meget intim, for nogle måske grænseoverskridende, men det føles mest af alt trygt og hyggeligt at træde ind i den særlige samtalesfære.
På torvet på nederste etage på Dokk1 er opstillet et sort telt. Indeni dette står to polstrede stole og et lille bord, hvorpå seks hvide samtalekort er placeret med bagsiden op. Der kan kun komme en enkelt gæst ind i teltet af gangen – maksimalt to, hvis Jamal Gerald vurderer, at det kan fungere. Herfra står den på en samtale, hvor det primært er den besøgende, der skal tale.
En halv times tid forsvinder på et øjeblik
Ét efter ét vender jeg de seks samtalekort, hvor de overordnede samtaleemner er angivet: Seksualitet, religion, fysiske evner, køn, race og klasse. Jamal Gerald stiller spørgsmål, som jeg besvarer efter bedste evne. Der er ingen rigtige eller forkerte svar – blot en deling af personlige opfattelser og oplevelser. En halv times tid forsvinder på et øjeblik, før jeg igen skal forlade teltet. Dog får jeg først lov at stille et enkelt modspørgsmål, så jeg også får et indblik i, hvordan Jamal Gerald selv oplever verden.
Nye tanker om skolen
Fra torvet bevæger jeg mig op ad rampen, hvor svenske John Huntington inviterer alle til at være medskabere af Den Nye Skole. En kort introvideo præsenterer mig for konceptet, hvorefter jeg frit kan vælge mellem 14 forskellige opgavetyper til mit bidrag til projektet.
Iført nystrøget, lyseblå skjorte og pæne, grå bukser – nydelig corporate påklædning – står John Huntington selv klar til at guide interesserede i gang med opgaverne. Sammen med de lige rækker af opgaveark, som er sirligt placeret på et langt bord, fremstår hele settingen næsten som en workshop for en virksomhed. Og det er nok en pointe i sig selv.
Fælles for alle opgaverne er, at de opfordrer hver enkelt til at dele egne, kreative tanker
Både børn og voksne er i fuld gang med opgaver i løbet af de timer, jeg er på Dokk1. Fælles for alle opgaverne er, at de opfordrer hver enkelt til at dele egne, kreative tanker om, hvordan en alternativ skole kunne se ud. Nogle opgaver kræver besvarelser med ord, mens andre kan løses primært gennem tegninger.
Jeg kan tegne et kort over den nye skole, opfinde fag og uddybende beskrivelser af disse, designe indretning af lærerværelset, beskrive visioner og formål, eller gå på jagt på Dokk1 efter kedelige bogtitler og lave dem om til noget sjovere. Jeg vælger sidstnævnte, mens jeg forsøger at gøre mig lige så umage som den lille pige, der sidder ved samme bord som mig og bruger alle sine kreative talenter på at tegne noget til Den Nye Skole. Alle de færdige bidrag samles på en stor opslagstavle til en kæmpe planche, der indeholder mange nytænkende bud på en skole.
Vildtvoksende værk
Ved de store vinduer ved Udsigten på Niveau 2 finder jeg Leif Holmstrand – eller jeg går i hvert fald ud fra, det er ham. Ifølge programmet udfører han værket Ruin Recalled. En skikkelse, dækket af noget udefinerbart hæklet, bevæger sig omkring. Han binder snore om papkasser, mens han synger de første par vers af Cabaret, der siden bliver til andre musicalhits og sange af Abba. Han er lige så gul at se på som en påskekylling, og ansigtet er helt skjult under de grofthæklede masker.
”Flet med Leif” står der på et skilt foran installationen, som består af et stort metalstillads omviklet af snore i alverdens farver. I de mange snore er indflettet alt, hvad hjertet kan begære: Et par klapvogne, en gammel julenisse, en enlig luffe, et indrammet billede, dele af et gammelt urværk, korsstingsbroderier, en plysbamse, tørklæder og utallige plastikflasker fyldt med noget, der kunne være ris.
Ifølge programmet opfordres alle til tage en personlig ting med
Ifølge programmet opfordres alle til tage en personlig ting med, som kan indgå i værket. Jeg forventer derfor en eller anden form for interaktion med kunstneren, men den udebliver. Jeg går i stedet omkring og kigger på installationen fra alle sider. Lytter til forbipasserendes kommentarer om, hvad de tror, det handler om. Der er fx et par stykker, som er sikre på, det handler om forureningen i havene.
Til sidst beslutter jeg, at jeg nok bare selv skal tage initiativet og flette min medbragte kuglepen – der har været med til mangen en teaterpremiere – ind i værket. Så det gør jeg. Nu sidder den der i en lyserød fletning, så installationen også indeholder et enkelt af mine minder. Det er egentlig i sig selv tankevækkende – for gad vide, om nogle af de andre elementer også er blevet flettet ind af tilfældige besøgende?
Surrealistisk og fascinerende performance
Dagens – for mit vedkommende – sidste oplevelse under Live Art for Børn 2026 er Mette Riises En fremtid med fremtid, som sætter et markant punktum for dagen, for performancen er mildest talt tankevækkende. I Lille Sal på Niveau 1 bænkes publikum på stolerækker foran en klassisk Powerpoint-præsentation.
Tre børn med alvorlige miner og business-attitude i deres formelle tøj med skjorter, blazere, bukser og pencilskirts, står foran os som foredragsholdere. Den ene træder frem som vært og byder ”Velkommen til ledelsesugen” i Kommunernes landsforening. De to andre præsenteres som hhv. forskningschef i Rockwool Fonden og Driftschef for KL’s nye forsknings- og ressourcecenter.
Performancen er mildest talt tankevækkende
Allerede på dette punkt er oplevelsen næsten surrealistisk, for de tre opfører sig og taler som voksne, selvom de tydeligt er børn. Det fortsætter i næsten 45 minutter, hvor de tre redegør for historisk udvikling, statistikker og tiltag, som blandt andet omhandler ”en positiv fortælling om fuldtid” i forsøget på at få dækket behovet i den offentlige sektor.
Et par gange vises små filmklip med andre fra projektet En fremtid med fremtid: Også her er der tale om børn helt ned til indskolingsalderen, der med alvorsfulde ansigter taler om arbejdsforhold og optimering. ”Børn er her ikke bare, fordi de er søde. De er her for at arbejde,” understreger en pige, der netop har præsenteret sig selv som kampagnens marketingkonsulent.
Oplagte samtalestartere og veje til nye tankegange
Børn, der taler voksen-politiker-limbo, tilføjer netop det ekstra lag, som gør det fuldstændigt åbenlyst for enhver, hvor vanvittigt dele af samfundet ser ud. Hvor langt ude det er, at vi ikke forholder os mere til klimaforandringer. Eller til de rædsomme forhold i hele plejesektoren. Vi ved det godt alle sammen, men Mette Riises performance sætter hele situationen på spidsen på meget elegant vis. Godt hjulpet på vej af de ganske forrygende tre børn, der fastholder deres stonefaces gennem hele iscenesættelsen.
Gør det fuldstændigt åbenlyst for enhver, hvor vanvittigt dele af samfundet ser ud
Det sidste programpunkt denne lørdag er Secret Hotels Spillet om H2O, som jeg allerede tidligere har haft fornøjelsen af at opleve. Der er således en hel dags program, som byder på vidt forskellige oplevelser for både børn og voksne, der alle har det vigtige fællestræk, at de er oplagte samtalestartere og veje til nye tankegange hos den enkelte.
Det er første gang, jeg selv besøger Live Art for Børn, men jeg håber ikke, det bliver den sidste. For selvom jeg ser mange teaterforestillinger, performances og andre iscenesættelser hvert år, så er der ikke meget, der minder om det udvalg, man kan opleve her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Live Art Denmark med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
