★★★★★☆ Danceground – opløftende dansefællesskab

Boris Charmatz er et af samtidsdansens store internationale navne. Den franske koreograf indtog i sidste weekend Metropolis‘ sommerprogram med værket DANCEGROUND, der forvandlede Ofelia Plads til et levende dansegulv med både professionelle dansere og et dansende publikum på flere hundrede mennesker. Det er kontrolleret kaos i sin fornemste form, der opløftende deler dansens udtryk på tværs af generationer.

Det var bare at møde op denne lørdag og søndag eftermiddag – ingen billetter og ingen undskyldninger. For hvem vil ikke gerne rulle sig på betonunderlaget på den yderste mole, se dansehistorien levendegjort og være til rave-koncert med muldvarper? Endda i en kulisse med Operaen på den ene side og Amalienborg på den anden.

Den franske koreograf og danser Boris Charmatz har lang erfaring med flokdynamik. Han har blandt andet indtaget Tate Modern, Grand Palais og adskillige internationale, offentlige pladser. Han udfordrer grænserne mellem scene, krop og publikum med koreografier, der ofte bevæger sig ud i det offentlige rum, hvor dansen bliver til en fælles, social begivenhed.

Første programpunkt er en workshop baseret på hans værk Levée des conflits fra 2010, som 50 danseglade københavnere har været med til at fortolke og give videre. Med sig har han også seks professionelle dansere fra kompagniet Terrain: Magali Caillet Gajan, Olga Dukhovna, Mai Ishiwata, Johanna Elisa Lemke, Filipe Lourenço og Fabrice Mazliah. Og sidst, men ikke mindst, instruktør Philippe Quesnes kæmpemæssige DJ-muldvarper i Corinne Petitpierres vidunderlige kostumer.

Et rum for alle

Folk nærmer sig drypvist den yderste kant af Ofelia Plads og begynder at bevæge sig til musik, der er nøje udvalgt og absolut umulig at holde kroppen stille til. Charmatz lykkes dermed hurtigt med det, der er en af forestillingens grundideer: at gøre publikum til en del af værket frem for blot tilskuere. Selvom den internationale koreograf bor i Bruxelles, taler han en del dansk. Det bliver hurtigt et effektivt redskab til at bryde grænser ned og skabe en uhøjtidelig relation.

I en langsom opvarmning, kropsdel for kropsdel, kan alle være med, men Boris Charmatz sætter ikke den laveste fællesnævner. Han stiller krav: “Jeg vil have det vildere!” Folk på mellem 5 og 80+ danser på mave, knæ fødder, og meget hurtigt etablerer Charmatz et socialt rum, hvor publikum hvirvler kraftfuldt omkring i en stor kreds – verdens ældste trick til samhørighed. Hele pladsen gjalder og giver genlyd, og snart stimler folk sammen helt ovre foran Amalienborg for at se, hvad der foregår.

“Vi danser med skyerne, med bådene, vandet og flyene,” råber koreografen. Det giver et sug i maven at opleve det fælles engagement, godt ført an af de 50, der har trænet i forvejen. Boris Charmatz bruger billeder, folk kan relatere til – at stå på ski, være en krokodille eller løfte en tung sæk. På ingen tid har han skabt en dans, som flere hundrede mennesker tager ejerskab til og indlever sig i. Det er både rørende og imponerende.

Sjældne indblik

Senere er der highlights fra dansehistorien – “glemte soloer fra det 20. århundrede vakt til live.” Danserne fra kompagniet Terrain bærer samlet set en stor bagage af dansestile. De fordeler sig på tre områder, som publikum frit kan besøge. Ved Johanna Elisa Lemkes fortolkning af Flashdance fra 1983 siger hun grinende: “Who didn’t want to be a dancer at the time?” Vi oplever de ikoniske scener og fortællinger med stor indlevelse og overbevisende teknik.

Med Operaen i baggrunden viser Mai Ishiwata smagsprøver på butoh-værker, der fremstår skulpturelle i den stærke og udtryksfulde gestik. Vi ser et næsten dyrisk udtryk på alle fire, med håret ned foran ansigtet og en stærkt artikuleret fod mod himlen. Filipe Lourenço overtager hendes plads med en levende nordafrikansk dans, der er mere rytmisk og trinbåret med tilhørende håndbevægelser.

Magali Caillet Gajan viser highlights fra et langt liv som danser i mange traditioner med fortællinger sivende ud af hver en pore. Fabrice Mazliah har arbejdet med William Forsythe i 90’erne og viser interessante uddrag herfra, mens Olga Dukhovna giver en smagsprøve på sit arbejde med at genanvende folkelig dans, der får nyt liv i mødet med samtidsdansen. De historiske danse og forklaringer til publikum gør formatet til ukrukkede, levende og nærværende sjældne indblik.

Fuck you all!

Jeg når lige at overveje, hvordan Charmatz vil få de mange hundrede mennesker samlet igen, da kæmpemæssige røg- eller pulverkanoner skyder farver ud over pladsen. Med et slag er vi inviteret til technofest med muldvarpe-DJ, Thomas Suire, der fylder området med inciterende rytmer og tekster, som er til at forstå: “Fuck you all!” Det er den sejeste indringning, jeg har oplevet, og festen er en stor hyldest til social dans, men også til de demokratiske udtryk og stemmer.

Til sidst får vi Boris Charmatz og Johanna Elisa Lemke i en duet – et uddrag af Charmatz’ herses (une lente introduction) fra 1997. Gradvist lander den store dansefest i endnu en næsten umærkelig overgang til en rektangel på pladsen, hvor parret allerede er gået langsomt i gang. Iørt jeans og hvide T-shirts ruller, klatrer og fletter de sig omkring hinanden. De står på partnerens ben eller bryst, balancerer og bærer hinanden på ryg eller skuldre. Nærheden til publikum gør det muligt at nærstudere kunstnernes raffinerede udtryk, teknik og nærvær.

DANCEGROUND er et stærkt samskabende rum med et generøst koreograferet værtskab. Overgangenes vekslen mellem professionelle og samskabende indslag bliver selv en del af koreografien og får flere hundrede mennesker til at bevæge sig organisk sammen med plads til den enkeltes behov.