Performance, dans og masser af spændende samtaler. Kulturmødet Mors 2026 havde meget at byde på. Her kan du læse om nogle af de tilbud, besøgende kunne opleve. Nogle mere tankevækkende end andre.
Fredag tilbringer jeg på Kulturmødet Mors sammen med tusindvis af mennesker fra hele landet, som har fundet vej til øen i Limfjorden. Vejret er overraskende smukt, de foregående dages nådesløse regnvejr taget i betragtning, og stemningen er god over hele byen, da jeg bevæger mig fra parkeringspladsen gennem Nykøbing til Værkstedet på Kulturpladsen, som er mit første stop.
Det var mere end almindeligt svært at vælge til og fra i programmets mange forskellige tilbud, hvor flere interessante arrangementer foregår samtidig på forskellige scener. Jeg har lagt en plan for mig selv med tre forskellige talks og et par kunstneriske indslag.
Ledelseskunst
Under overskriften ”Kan kunsten lære os at lede i en tid præget af store samfundsforandringer?” inviterer Morten Svalgaard Nielsen, konsulent ved Region Hovedstaden og leder Center for Kunst og Kreativitet i Ledelse, Eva Præstiin, konsulent og tidligere direktør for Betty Nansen Teatret, og Claus Frovin, kunstner, producent og musiker, til en samtale om moderne ledelse.
På teatret har vi et rum, hvor vi kan få lov at prøve ting af
Morten Svalgaard Nielsen styrer slagets gang og forklarer, at de tre er en del af projektet Ledelseskunst, som er udsprunget af et samarbejde mellem Betty Nansen Teatret og Roskilde Universitet. Grundtanken er – ifølge Svalgaard Nielsen – at i en verden fuld af kriser som Covid-19, naturbrande og ”nye magtstrukturer og –centre, som vi er nødt til at reagere på”, bliver ”kunsten og kulturen helt fundamental”. Holdet bag Ledelseskunst mener, at kunsten er ”noget af det, en moderne leder kan have brug for”.
Eva Præstiin fortæller lidt om de metoder, de udforskede på Betty Nansen Teatret gennem de otte år, hun var leder sammen med Elisa Kragerup. Her gik de til arbejdet med en antagelse om, at greb fra kunsten også ville kunne bruges i andre sammenhænge. ”På teatret har vi et rum, hvor vi kan få lov at prøve ting af,” forklarer Præstiin, der mener, at ledere i andre brancher også ville nyde godt af dette trygge prøverum. Heraf udsprang ideen til de forløb, Ledelseskunst afholder.
Branding og øvelser på gulv
Generelt bliver denne talk langt hen af vejen en form for branding af kursusforløbet i Ledelseskunst, som skal hjælpe moderne ledere til at komme ”mere ned i kroppen”. Der går da heller ikke lang tid, før Morten Svalgaard Nielsen lægger op til, at tilhørerne nu skal lave nogle øvelser på gulv. Selvom han understreger, at man til enhver tid kan træde ud, hvis det bliver for ”flippet”, så er den konkrete effekt af øvelsen, at næsten halvdelen af tilhørerne forlader Værkstedet.
Her kunne jeg godt have savnet lidt mere åbenhed fra panelet
De tilbageværende er – naturligvis, de har jo valgt at blive – under den efterfølgende feedback meget positivt stemt overfor øvelserne, der både indeholder en gruppesamtale og skabelsen af en kropsskultptur. Det samme gælder de deltagere, vi hører udtale sig i den film om Ledelseskunst, som efterfølgende vises. Her kunne jeg godt have savnet lidt mere åbenhed fra panelet om, at dette forløb er målrettet en bestemt type leder. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig en VP fra Vestas eller Danske Bank deltage med samme entusiasme, som deltagerne i filmen, der arbejder i sundhedsvæsenet og på Scenekunstskolen.
Retten til at bevare og benytte et sprog
Fra Værkstedet går turen videre til scenen i Musikværket, hvor Rie Hammer fra ISCENE Live i samarbejde med Nordisk Kulturfond byder til en samtale under temaet: ”Magt, kunst og kolonisering i Rigsfællesskabet”. Vi starter med at se et kort uddrag af forestillingen Upphav af TVAZZ og Leikhús SKIFT. Forestillingen spilles på færøsk og handler om en tragedie, hvor 2/3 af den mandlige befolkning på øen Hestur omkommer på havet.
Historisk er det første postkoloniale træk, at man fjerner sproget
I den efterfølgende samtale deltager Marita Dalgaard, instruktør og teaterleder Leikhús SKIFT og Søren Merrild Staun, Nordisk Kulturfond. Marita Dalgaard fortæller om et folkemøde i 1888, der havde fokus på styrkelsen af den færøske kultur og det færøske sprog, som var under pres fra den danske kolonimagt. ”Historisk er det første postkoloniale træk, at man fjerner sproget,” understreger hun og forklarer, at det var ulovligt for flere end to personer at tale færøsk sammen på gaden.
Derfor er det også utroligt vigtigt, at en færøsk teaterforestilling om færøsk historie får lov at spille på originalsproget. Det gjorde Upphav også, da den i foråret spillede på Teater Får302. ”Det var interessant, fordi nogen slog sig på det,” fortæller Dalgaard, hvorefter hun understreger, at ingen ville have stillet spørgsmålstegn ved, at et spansk gæstespil var på spansk.
Kan alle forstå færøsk, hvis de vil?
Da Upphav spillede i København var det med engelske tekster, så alle kunne være med. På Kulturmødet er der – grundet lidt tekniske udfordringer – ingen tekster, men budskabet i den korte sekvens står alligevel lysende klart frem. Vi fanger måske ikke alle detaljerne, men følelserne og det overordnede tema er lette at forstå.
Har du nogensinde hørt om nogen, der gerne vil lave en forestilling om EU?
Marita Dalgaard, der gerne insisterer på, at alle sagtens kan forstå færøsk, hvis de vil – hvilket i sig selv er en stærk pointe i debatten om Rigsfællesskabet – lægger også meget vægt på sprogets betydning som kulturbærer. ”Lydene, vores forskellige sprog bærer, de spejler også vores sanselag”. Søren Merrild Staun er fuldstændig enig og pointerer, at det er ”en unik historie, der er universel”. Han mener ikke, vi skal være så bange for det ukendte, men at vi skal være mere åbne over for at lære de andre dele af Rigsfællesskabet at kende.
Apropos Rigsfællesskabet, så er Dalgaard også klar til at gøre op med den trend, der er i tiden, hvor kunsten fokuserer på netop Rigsfællesskabet. ”Har du nogensinde hørt om nogen, der gerne vil lave en forestilling om EU?” spørger hun retorisk for at understrege, hvor fjollet hun finder tendensen.
LÆS OGSÅ: Upphav – De overhørte kvinders historie
Hvem er anmelderne? Og hvem skriver de for?
Næst på min plan er CPH Stage og SceNets debat om, hvorvidt der produceres for meget teater i Danmark. Men den er åbenbart aflyst og erstattet af endnu et programpunkt fra ISCENE Live, hvor Rie Hammer modererer en samtale om ”Forbrugerjournalisme og fagkritik” med deltagelse af Amalie Langballe, teaterkritiker ved Weekendavisen, og Peter Westphael, teaterdirektør på Randers Teater.
”sikkerhedsgarantien” for anmeldelsens kvalitet
Amalie Langballe redegør for, hvem hun skriver anmeldelser til. Det er enten læseren, der gerne vil have ”et indtryk af forestillingen” eller den læser, der drømmer om at se forestillingen og vil vide mere inden. For Peter Westphael handler anmeldelserne om noget helt andet: ”Det vigtigste for mig er, at det kunstnerliv, der er centraliseret omkring metropolen, ser, hvad vi laver”. Her er det vigtigt for ham at skelne mellem den fagligt funderede anmeldere og den tilfældige blogger, der ”føler noget”.
Men hvordan skelner man mellem de mange forskellige anmeldere? For Langballe er der særligt et punkt, der er væsentlig. For hende er det et vigtigt skel, om der ”er en redaktør”. ”For mig som kritiker har det betydet meget,” understreger hun og kalder redaktøren for ”sikkerhedsgarantien” for anmeldelsens kvalitet.
Er anmeldelser til debat?
Rie Hammer læser et eksempel på en anmeldelse af Amalie Langballe højt for tilhørerne. Hernæst diskuteres enkelte elementer og deres berettigelse i anmeldelsen. For hvor langt må anmelderen gå med sin personlige holdning? ”Det er ikke vejen frem, at vi kritikere gemmer os bag et ”man”,” svarer Langballe. ”Jeg synes egentlig, det er fint at stå tydeligt frem.
Det handler ikke om vendetta eller om at blackliste
Westphael er enig, så længe man skelner mellem, om det er ”en smagsvurdering eller en faglig vurdering”. For ham går grænsen ved personangreb og nedladende sprogbrug. ”Det handler om almen dannelse. Vi skal tale ordentligt til hinanden,” understreger han, der heller ikke er bleg for at undlade at invitere anmeldere, der ikke overholder dette. ”Det handler ikke om vendetta eller om at blackliste,” men det er ”mit ansvar som leder” at passe på de ansatte.
”Jeg synes egentlig, anmeldelser er til debat. Det gør kun os alle sammen klogere,” siger Langballe og kommer med et helt aktuelt eksempel fra litteraturens verden, hvor Simon Pasternak har skrevet et modsvar til en 1-hjertet anmeldelse i Politiken. ”Jeg vil hellere skændes end lukkes ude af teatret”.
Kunstneriske indslag bringer liv til Kulturmødet
Udover de tre talks når jeg også to forestillinger på Kulturmødet Mors 2026. Det ene er danseforestillingen Something that never was af Teater A, som har premiere denne fredag på Kulturmødet. På Gadescenen på Kulturvejen ser vi den ukrainske koreograf og performer Anastasia Krasnoshchoka bevæge sig mellem møbler dækket af hvide klæder. Med abrupte bevægelser med armene, bløde drejninger og gentagelser af ord og bevægelser, giver hun os sit bud på en refleksion over fortielse af kunstneriske stemmer.
Opdukken af sære æggeklynger og dyr
Det andet værk, jeg når, er animationskompagniet AVAs animations-performance Symbiotic. Publikum sidder på små underlag i græsset i Vildnisset, som er Kunsthal Sprittens scene på Kulturmødet. Skjult bag et kvart-kuppelformet telt dækket med udefinerbare materialer i naturlige rød-grønne nuancer skaber performer Astrid Kjær bevægelser i teltdugen, som siden bliver til opdukken af sære æggeklynger og dyr. Det bliver en sært dragende oplevelse af en verden, som befinder sig i grænselandet mellem natur og menneskeskabt.
Selvom debatter og talks er det, der fylder allermest på Kulturmødet Mors, så bringer de små glimt at kunst – som også byder på blandt andet koncerter og billedkunst – masser af ekstra liv til arrangementet. Når man afholder et så stort event med fokus på kultur, er det skønt også at opleve denne kultur udfolde sig overalt i området.
