Upphav – De overhørte kvinders historie

Jeg tog til Færøerne og oplevede monologen Upphav af TVAZZ og Leikhús SKIFT i sine originale omgivelser. En fortælling om de kvinder, som mistede og fandt vej i livet. Forestillingen kommer til København i marts, hvor den spiller på Teater FÅR302. Jeg talte med kunstnerne om sprogets magt, som nu har givet de oversete kvinder en stemme.

En smuk dag i marts 1919 sejlede mændene fra den færøske ø Hestur ud på havet. Vejret var godt. Mændene kendte alt til vind og strømforhold. Men noget gik galt. Tre både stævnede ud, men da det blev aften, var der kun en båd, som kom retur.

Der er mange bygder med lignende fortællinger i de færøske historiebøg. Altså historier om mænd, der drager til havs og forliser mod klippeskær og drukner. Fortællingerne om de kvinder og børn, som sad tilbage, findes mest som mundtlige overleveringer. 

Hendes far var blandt de druknede

Nu får én af de mange kvinder en stemme. Monologen Upphav er en personlig beretning om den færøske skuespiller Gunnvá Zachariasens farmor, der voksede op på øen Hestur. Farmoren var seks år, da ulykken indtraf, og hendes far var blandt de druknede. Upphav er en hyldest til de færøske formødre, som aldrig fik en plads i historiebøgerne. 

Jeg er sejlet til Hestur for at opleve fortællingen i sit originale miljø. Det er sidst i februar. Mørket har opslugt bygdens konturer og fjeldet i baggrunden. Der er 15 fastboere i bygden, så stilheden er markant. Jeg tænker på den stilhed, der må være indtruffet, da kvinderne ventede, mens mørket tog til, og de forstod, at mændene ikke kom hjem. Nu sidder jeg bænket i et fiskerhus på selvsamme ø. Hundrede år efter ulykken, klar til at mærke historiens vingesus.  

En hyldest til de nøjsomme kvinder

Gunnvá Zachariasen står alene på scenen. Hun er fortæller og farmor som barn. Folder fortællingen ud med lige dele dokumentar og poesi. Viser os fortiden med plancher og et gulnet klassefoto af bygdens børn. Vækker vores sanser ved at række os små våde papirbåde, der har ligget på bunden af et vandkar. Skildrer sorgens væsen som bedstemoren, der mister livsglæden, og datteren, der påtager sig skylden for ulykken, fordi hun, mod gammel overtro, pegede ud over havet.

Der er mange lag og visioner i teksten, som Gunnvá og instruktør Marita Dalsgaard har skrevet: ”Når vi laver denne forestilling skaber vi et rum, der åbner for en kollektiv sorg. Der er mange bygder med lignende fortællinger. Så der opstår en forbundethed gennem Gunnvás familiehistorie. Vi har gjort os umage for, at det ikke bliver privat. Men det er Gunnvá og hendes familie, som er autenticiteten i historien” forklarer Marita.

Musikken knytter os tættere på fortællingen og fortiden 

Alt i produktionen peger tilbage på kvindernes historier. Kvinder med få ressourcer, som med Maritas ord “klarede sig for lidt og skabte noget smukt, livgivende, inspirerende og kærlighedsfuldt ud af det, som var til rådighed.”

Så scenerummer er simpelt. Skabt af forhåndenværende materialer, som en glasplade fra et prøvelokale, en broderet dug, lagner og papir. Bagvæggen oplyses af en videoprojektion. Først med grafiske stimer af fisk, siden med hvide havfugle på en natsort himmel. Naturen er allestedsværende på Færøerne. I kunsten, livet, døden og drømmene.

”Hvordan er det at drukne? spørger Gunnvá retorisk fra scenen. Spørgsmålet sætter sig i kroppen. Komponist Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð musikalske lydflader rammer bag ved ordene. De er sat sammen af lyde fra øen og datidens klange, som var orgel, tromme og vokal, der i samspil knytter os tættere til følelsen, fortællingen og fortiden.

Det er vildt, hvad folk risikerede for at overleve

Efter forestillingen mødes jeg med de tre kunstnere. Vi taler om monologen og ambitionerne med forestillingen. ”Vores formødre har taget en modig kamp for os. Den her historie forgår i en tid, før kvinder fik lov at udfolde sig og nu giver vi dem en stemme,” forklarer Anna Katrin. ”Det er et traume gennem generationer, vi tager hul på,” forklarer Gunnvá og fortsætter:

”Vi fortæller om færingernes ophav. Det har været en barsk tilværelse hvor folk for kun to-tre generationer siden risikerede liv og lemmer for at skaffe føde. Sorg var ikke var noget, man talte om. Det vigtigste var at skaffe føde og varme, så tavsheden var en form for overlevelsesstrategi. Marita fortsætter samtalen: ”Det er de arketypiske grundvilkår i tilværelsen, vi skræller ind til. Dét at komme til kanten af noget for at overleve tror jeg, de fleste mennesker kender – også selvom det tager sig anderledes ud i vores tid”.

Den koloniserende magt forsøger at begrænse sproget

Teksten i Upphav fremføres på færøsk, også når der spilles i København på Teater Får302. Her er der dog engelske overtekster. De tre kunstnere er uddannet i Danmark. De taler alle flydende dansk, så valget om at spille på færøsk er meget bevidst.

”Sprog og identitet er tæt knyttet sammen. Noget af det første, der sker i en koloniseringsproces, er, at den koloniserende magt forsøger at begrænse sproget. Det skete også på Færøerne. Under kalmarunionen blev dansk det officielle sprog. Færøsk skriftsprog forsvandt i over 300 år. Først i 1938 blev færøsk et skolesprog og frem til 1975 blev der eksamineret på dansk i gymnasiet. Når vi spiller på færøsk, så understreger vi vores selvstændighed. Vi viser hvem vi er og udvikler vores identitet,” understreger Marita.  

Turen til Hestur har sat sine spor. Upphav viser, hvordan kunsten kan skabe rum for en fælles healingproces og skabe plads til nye kvindelige fortællinger fra fortiden ved at give dem en stemme i nutiden. Det bliver spændende at følge, hvordan denne udvikling sætter sine spor i virkeligheden i de kommende år.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med TVAZZ og Leikhús SKIFT med fuld redaktionel frihed for ISCENE.