★★★★★☆ La Norma – pigen i trapezen er en gribende familieforestilling

Det er 100 år siden, Norma Nielsen blev født, og i begyndelsen af august gik hun bort. Nu iscenesætter Randers Teater med La Norma – pigen i trapezen lokal kulturhistorie i en familievenlig livsfortælling om en fattig Randers-pige, der bliver en verdenskendt luftakrobat. En historie om fysisk vold, kærlighed og livsfarlige luftnumre uden sikkerhedsnet.

Dramatiker Anna Panduro og instruktør Jacob Stage portrætterer et stykke lokal kulturarv med respekt og humor. I anledning af Normas runde fødselsdag venter to venner fra hendes cirkusfamilie på at overraske hende. I et nostalgisk øjeblik sætter de sig i den vinrøde sofa i Rikke Juellunds scenografi. I en vellykket blanding af dokumentarisk fiktion, humoristisk fortælling og finurligt dukketeater guides publikum til La Norma – pigen i trapezen gennem Normas liv.

Virkemidler, der virker

Bue Wandahl og Rasmus Arved Monrad jonglerer sikkert fem karakterer hver. Imens skifter Lisbeth Knopper i tid og alder i sin vellykkede gengivelse af Norma. Helene Billingsøes enkle og letaflæselige kostumer understreger Wandahl og Monrads ofte karikerede skift i kropssprog, accent og toneleje. Karakterskiftene bliver glidende og lette at følge for både børn og voksne. Normas uændrede kostume minder os om, at historien er hendes tilbageblik.

Juellunds scenografi trækker os tilbage i tiden: Tre bordeauxrøde vægge danner et værelse, hvor artefakterne repræsenterer brudstykker af Normas liv. En model af den rig, hun selv byggede og senere styrtede fra, samt den hvide knallerthjelm, der bliver en del af fortællingen om sønnen Gilbert. 

På bagvæggen dækker et let gennemsigtigt stof en skærm, der er indrammet af farveskiftende tivolilamper. Små filmklip understreger den historiske tidslinje, mens både Jacob Venndts og Chris Nielsens lydtæpper smelter sammen med Kasper Daugbergs guidende og let aflæselige lys.

Mellem symbol og virkelighed

Da dukken fra forestillingens plakat rammes af Daubergs første spotlys, tydeliggøres dens centrale rolle. Lille Norma får dukken af balletlærerinden Aase som en af de få gaver, hun modtager i barndommen. Normas modbydelige brødre river arme og ben af dukken og efterlader Norma knust. Efter en sirlig reparation hænger dukken senere i trapezen som repræsentation af Norma selv.

Norma får også – i overført betydning – revet både arme og ben af gennem livet. I bogstavelig forstand får hun ødelagt kroppen i styrt, forårsaget af uforsigtighed hos mennesker, der burde passe på hende. Hver gang kæmper hun sig op i trapezen igen, indtil hun til sidst vælger at blive på jorden for sin søn, Gilbert.

Symbolerne er meget tydelige, men holdes inden for den lettilgængelighed, der kendetegner en god familieforestilling. Enkelte steder er det svært at gennemskue, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion skabt for at styrke dramaturgi og fremdrift. Sagde Normas far virkelig: ”Nogle gange kan livet godt give nogle slag, og så er det vigtigt, man kan reparere sig selv”? Spørgsmålet styrker dramaturgien, men gør det uklart, hvor grænsen går mellem Randers Teaters beskrivelse af forestillingen som ”den sande historie” og den fiktive, der er ”baseret på virkelige hændelser”.

Et værdigt bidrag til Normas eftermæle

La Norma – pigen i trapezen er gennemarbejdet og fyldt med humor, modgang og stærke præstationer. Velplacerede replikker, uundværlige rekvisitter, stemningssættende belysning og den finurlige scenografi understøtter skuespillernes nærvær og skaber en helstøbt familieforestilling. Den fremkalder latter, tårer og stof til samtaler over middagsbordet.

La Norma – pigen i trapezen tegner et nænsomt portræt af den lokale verdensartist og holder hendes eftermæle levende.