I en tid, der ofte kan føles håbløs, gør Teaterhuset Filuren håbet mere nærværende i installationsforestillingen Håbets koloni – en beboelig installation om håb i en håbløs tid. Forestillingen er skabt med afsæt i ZeBUs kunstneriske koncept og henvender sig primært til store børn og unge mellem 10 og 13 år. Dog rammer dens aktualitet og undersøgelse af frygt, håb og fællesskab også de voksne.
Nanna Bøndergaard Butters og Anne Nymarks installationsforestilling Håbets Koloni indledes med en massiv konfrontation med den håbløshed og frygt, der præger nutiden. Publikum føres ind i første del af Dorte Holbeks scenografi: En lille gang af papkasser med udklip og billeder af alt fra krig til klimakrise. Autoritære stemmer som Mette Frederiksen og Donald Trumps fylder det tætte rum i Jonas Jørgensens lyddesign, mens vi konfronteres med barske realiteter. “Håbløshedens Rum” hedder det.
De flakkende loftslamper er kun begyndelsen på Jeppe Lawaetz’ lysdesign, der først er koldt i sit udtryk, men langsomt varmes op – på samme måde som håbet gennem forestillingen bliver mere håndgribeligt. Lampernes flakken stopper, da begejstrede børn tager imod os og bliver den diametrale modsætning til det, vi lige har oplevet. Det farverige tøj, med påsyede knapper og andre finurlige genstande, åbner fra starten for det kreative og fantasifulde univers, vi er ved at træde ind i.

Fra fremmede til et håbefuldt fællesskab
Vi mødes i rundkreds under en blå rispapirslampe – månen – og får en guidet introduktion til kolonien. Som den første rituelle overgang får vi et ord og en snor med en knap, vi kan tage om halsen, vi klapper i takt og synkroniserer os med hinanden. Mit ord er fællesskab. Herfra deles gruppen i tre, og oplevelsen bliver mere individuel.
I små telte, lavet med kludetæppelignende stof, hvor forskellige mønstre og farver gør rammen mere legende og let, deler vi ærligt i mindre fællesskaber. Og netop fællesskabet udforskes, når publikum konfronteres med alle de bekymringer, tanker og den frygt, som fylder i børn og unges sind.
Publikum konfronteres med alle de bekymringer, tanker og den frygt, som fylder
Gennem forskellige kreative workshops og ritualer bliver vi alle en del af Håbets Koloni. Et sted, der er svært at træde ud af igen – og således sidder jeg fortsat med en grøn snor om halsen, hvor der for enden hænger en sort knap, der minder mig om at huske håbet – selv i en håbløs tid.

Når fiktion smelter sammen med virkelighed
I en vellykket leg med fiktion og virkelighed bliver forestillingen særligt nærværende. Virkeligheden forstærkes, fordi de medvirkende bruger deres egne navne, egne historier og fortællinger fra elever på aarhusianske skoler, som de blander med koloniens fiktive univers. Fiktionen giver os en passende afstand til virkeligheden, og gør det, der kan være svært at tale om, mere tilgængeligt. Sammenblandingen betyder, at det bliver mindre grænseoverskridende at tage aktiv del i forestillingen, hvormed publikum lettere kan hengive sig til aktiviteter, lege og samtaler.
Forestillingen tager publikum trygt i hånden, leder os væk fra den vante position som tilskuere og gør os i stedet til aktive deltagere. Det kræver en vis omstillingsparathed og improvisation fra de medvirkende. Det klarede de på nærværende vis med øjenkontakt, anerkendende nik, håbefulde smil og nænsom guidning.

Håbet – uden at fortrænge frygten
Det ville være nemt at sætte massivt fokus på håb, og udelukke frygten fra resten af forestillingen efter den indledende konfrontation. Heldigvis fylder både frygten og håbet i forestillingen. Håbets Koloni er ingen utopisk beretning om, at håbet kan redde verden. Men forestillingen åbner for, at fællesskab, kærlighed, fantasi, leg og de andre håbefulde ord, der blev delt mellem aktører og publikum, kan være redskaber til at mindske frygten og gøre håbet konkret.
Heldigvis fylder både frygten og håbet i forestillingen
Som publikum er det overvældende at tage stilling til, hvad man selv frygter og håber på. Mere rørende er det at se de medvirkende i øjnene, mens de fortæller om måder at håndtere den frygt, som de ikke engang kan undgå i Håbets Koloni.

Et fællesskab, man ikke vil forlade
Håbets Koloni lukker os ind i et fællesskab, man ikke har lyst til at forlade igen. Som publikum går du ind i Håbets Koloni som individ, konfronteres med verdens håbløshed og forlader den med en følelse af fællesskab, af at have bidraget og været en aktiv del af det fælles håb.
Håbets Koloni er en fin, veludført og rørende installationsforestilling, hvor børnenes nærvær og balancen mellem publikumsinddragelse, ritualer og aktiviteter formår at gøre håb til noget konkret.
Idé, koncept og instruktion: Nanna Bøndergaard Butters. Idé, koncept og dramaturg: Anne Nymark. Instruktør og koordinator: Henriette Rosenbeck. Scenografi: Dorte Holbek. Lyddesign: Jonas Jørgensen. Lysdesign: Jeppe Lawaetz. Konceptudvikling og udarbejdelse af sang: Signe Kærup Dahl. Voiceover: Asger Kærup Dahl. Manuskript: Nanna Bøndergaard Butters og Anne Nymark med bearbejdelse af børnespillernes personlige historier. Produceret af Teaterhuset Filuren med inspiration i det kunstneriske koncept udarbejdet af ZeBU (2025).
Medvirkende: Ada Folb Metze, Asta Agnes Nyrup Park, August Thyrre Halding Ildvedsen, Clara Verma, Eja Lehmann Udi, Hedvig Bang Thomsen, Ida Michalina Hajek, Ingeborg Serup Landert, Kaja Nedergaard Hasseriis, Lea Verona Kinch, Lia Sophie Cain, Liv Damgaard Møller, Luna Dionies Nielsen, Lærke Løvlund Nørgaard, Oliver Emil Jürgensen, Vigga Dahl Ebert, Villum Fischer Hill og Yunus Dehn Mitrovic.
Håbets Koloni spiller på Teaterhuset Filuren 30. august – 13. september 2026.




