Det går ikke altid, som man regner med. Livet kan nogle gange tage en drejning, man slet ikke havde set komme, og det samme kan ske i et interview. Det skete, da jeg for nylig havde fornøjelsen af skuespiller, dramatiker og instruktør Sophie Bredal Zinckernagels selskab. Det blev til en sjældent set lidenskabelig og åbenhjertig samtale om udfordringerne som kunstner i dansk teater.
“De rammer stemningen lige i røven,” kommenterer jeg infantilt, da Sophie Bredal Zinckernagel og jeg indfinder os på en meget franskinspireret café i det indre København. Vi er åbenlyst begge opvokset med en stor forkærlighed for fransk kultur. Det er et dejligt sted at mødes.
“Jeg kan ikke så godt lide interviews,” lyder de første ord på min optager. “Det er egentlig også derfor, at jeg så godt kan lide at skrive, for det handler ikke om ordene, men alt det, der ligger mellem ordene, og hvordan man siger ordene, som i virkeligheden er det vigtigste.”
Sandt!
Hun har overskriften med
Udover at være en af de få, der kan synge med på Jokerens Havnen og rent faktisk mene det (i hvert fald omkvædet), er Sophie Bredal Zinckernagel uddannet skuespiller i Odense i 2013. Foruden skuespiller arbejder hun både som instruktør og dramatiker, og i sidstnævnte egenskab er hun præmieret ved flere lejligheder – herunder ved Reumert, hvor hun i 2024 modtog prisen som årets dramatiker for Aller Dybest Nede.
Lidt lang i forhold til SEO og sådan
“Jeg har faktisk skrevet overskriften ned,” fortæller Sophie og åbner sin taske. Der bladres i et for mig uforståeligt system af noter og papirer, før notatet overrækkes med begejstring: “Jeg vil gerne både blæse og have mel i munden!…og bage boller… og baguettes… og kager?! Tidsler?! med blomster på??” står der. Lidt lang i forhold til SEO og sådan, men essensen er der, så vi kører med en lettere redigeret version.
En årstid i helvede
I 1873 skriver franske Arthur Rimbaud En årstid i helvede, en manisk og poetisk raptus, som livet igennem har betydet meget for Sophie – og for mig i øvrigt. Hun bringer det på banen, da vi taler om hendes tredjeårsprojekt på Scenekunstskolen, som netop var baseret på den unge digters rablende geni. Det er ikke vanskeligt for mig at forstå, hvorfor Sophie føler sig set i det værk.
Det har jo altid været et erhverv for ludere og lommetyve
Sagen er, at vi har skrevet sammen i nogle måneder, før vi endelig kan mødes. Timingen skulle være rigtig. Hun har netop rejst sig efter en vanskelig periode – pudsigt nok i de samme måneder, som Rimbaud i sin tid skrev En årstid i helvede – hvor stress og overbelastning resulterede i panikangst. Læg dertil, at Sophie for nylig har erfaret, at hun er bipolar. Indrømmet: Tanken havde strejfet mig, før hun selv nævner det.
Men der er method to the madness! Vores snak forgrener sig kaotisk, og min forberedelse kan jeg lige så godt lægge tilbage i tasken. Der er alligevel ingen chance for, at jeg kommer til at have styr på det her, så det er vel bare at prøve at følge med. Hun fortæller åbent om flere af de strukturelle udfordringer, som hun ser spænde ben for udøvende kunstnere: “Det har jo altid været et erhverv for ludere og lommetyve – og det kan jeg sådan set godt lide – men jeg vil bare også gerne have nogle ordentlige forhold.”
Skriv med hjerteblod
Vi kommer langt omkring i samtalen – alt fra studieordninger, sikkerhedsforhold, løntrin og fagforeninger – og jeg må indrømme, at vi er ude på decimalerne af min viden om de faktiske forhold i jernindustrien. Sophie ser så mange grundlæggende udfordringer ved både teaterbranchen og det kapitalistiske samfund, den er en del af, at usikkerhed og angst nærmest bliver en naturlig konsekvens. Ikke bare menneskeligt, men også kreativt.
Problemet opstår først, når det konsekvent bliver på bekostning af hjerteblodet
Som dramatiker finder hun det begrædeligt, at der er så lidt vilje til at give dramatikerne tilliden til at fortælle deres egne historier: “Dramatikerne brænder inde med deres hjerteblod, fordi vi som oftest bliver hyret af et teater til at skrive om et særligt emne eller dramatisere et allerede eksisterende værk, og så skal vi prøve at finde vores nødvendighed i det, som teatret vil have, skal være nødvendigt.”
Hun fortsætter: ”Det kan sagtens gå rigtig godt, men så har vi jo de der fem manuskripter liggende på computeren, som måske er endnu federe, og som jo egentlig var grunden til, at man begyndte at skrive til at begynde med.” At lave bestillingsopgaver er ikke i sig selv et problem, og det kan give mening både kreativt og økonomisk. Problemet opstår først, når det konsekvent bliver på bekostning af hjerteblodet: “Hvor skal vi gøre af det?!” spørger hun, og lader en prægnant tavshed råde.
Vi vil ikke være skruebrækkere!
Sophie Bredal Zinckernagel efterlyser gunstige forhold til at udvikle original dramatik, og nævner Dramatikkens Hus i Oslo som et eksempel til efterlevelse. “De har ro til at skrive, og de har ro til at udvikle deres ting. De laver løbende readings og afprøver ting.” Huset rummer blandt andet prøvesale, tilknyttede teknikere mm. Et lignende initiativ findes her til lands, men det er endnu i sin spæde udvikling.
Sophie efterlyser generelt noget “rock ‘n’ roll” i dansk teater
I fraværet af sådanne rammer, må man som dramatiker ofte ty til con amore-løsninger, men det rummer en implicit problem: “Jeg kan da godt få alle mine venner i Skuespillerforbundet til at arbejde gratis, og komme ind og læse min tekst højt for mig, fordi de håber på at få mere at lave, men det er jo for helvede ikke fair! Det er jo skruebrækkeri!”
Sophie efterlyser generelt noget “rock ‘n’ roll” i dansk teater, men realismen har også indfundet sig: “Inden jeg selv kom ind på skolen, gik jeg også og tænkte, hvorfor går folk ikke bare ud og gør noget?” Efter en kort cæsur besvarer hun sit eget spørgsmål: “Det er, fordi vi ikke gider være skruebrækkere.”
LÆS OGSÅ: Dramatikkens Hus synliggør og hylder dramatikeren
Publikum har magten
Det er en svær balancegang for landets teatre, og det anerkender Sophie til fulde: “Jeg kan godt forstå, at teatrene tænker i billetsalg, men problemet med at tænke kulturen for kommercielt er, at folk ikke nødvendigvis ved, hvad de vil have,” bedyrer hun, og nævner blandt andet Arven på Det Kongelige og Emma Sehested Høegs gigantsucceser på Republique. “Hvem kunne vide, at de ville blive så store succeser?”
Og tag din ven med, som ellers aldrig går i teatret
Hun fortæller, at hun for nylig hørte skuespiller og instruktør Jon Lange fortælle en anekdote om to printede breve, der hænger i glas og ramme på hver sin side af væggen på et toilet på Zentropa. Den ene er et beklagende afslag til produktionsstøtte, fordi “ingen gad at se en film om en alkoholiker på en bænk”. Det andet brev er en lang lykønskning med Bænkens enorme succes.
“Publikum har magten! Grunden til, at det er de samme spillere og historier igen og igen, er, at det er dem, der sælger. Hvis du vil se noget nyt, så køb billet til noget nyt,” lyder opfordringen med tilføjelsen: “Og tag din ven med, som ellers aldrig går i teatret.”
“Vi skal turde give chancen til nogle nye kunstnere,” siger hun og nævner Betty Nansen Teatrets nylige åbne castings for skuespillere. “Kan vi lave noget lignede for dramatikere?” spørger hun og medgiver, at der allerede findes open readings, blandt andet på Mungo Park, “men kunne der være en chance for, at der så også kom nogle teaterchefer og faktisk så og købte stykkerne?”
Tag chancer
Modet til at tage chancer er ifølge Sophie en generel mangelvare i dansk teater, og det oplever hun både som skuespiller og dramatiker: “Tit har jeg fornemmelsen som spiller, at man ikke møder ind for at prøve på noget, man møder ind for at præstere fra dag ét. Det er en af grundene til, at jeg elsker at device ting frem,” hvilket hun heldigvis skal i den kommende sæson, når hun sammen med instruktør Maria Sunesen skal skrive og device afgangsforestillingen for de skuespillerstuderende i Odense.
Det er ikke hver dag, at der er tid og modspil til at diskutere fransk symbolisme
“Vi savner noget rock’n’roll i dansk teater, og ved du, hvor det er? Det er i folks soloprojekter. I folks egne ting,” lyder det, før hun konkluderer: “Jeg synes stadig, at Rimbaud – et forsøg er det bedste, jeg har lavet,” med henvisning til det tidligere omtalte tredjeårsprojekt.
Jeg har egentlig ikke lyst til, at vi skal stoppe her. Det er ikke hver dag, at der er tid og modspil til at diskutere fransk symbolisme, men jeg har en bus, jeg skal nå, og jeg er ærligt talt også mættet af indtryk efter knap to timers intens samtale.
Jeg håber, at jeg er lykkedes med at få noget af det mellem ordene med.
LÆS OGSÅ: Månedens Kunstnerportræt: Man skal kunne trives i usikkerheden – men det kan jeg heldigvis også
