★★★★★☆ Allerdybest nede – depressionen synliggjort med dukker

Allerdybest nede på Bådteatret visualiserer depressionens dybe afgrund og den slidsomme vej tilbage til en form for nomalitet. Sophie Zinkernagels smertende rå tekst forløses i en poetisk og kompromisløs iscenesættelse, der får depressionen ind under huden på os.

I det hvide rum af fliser står den sammensunkne krop. Kønsløs og træt til døden. En diminutiv kopi af kroppen bæres ind og ligges blidt i modsatte side. Som et spejl bevæger de to kroppe sig synkront og illuderer den tilstand, hvor man ser sin krop udefra, men ikke selv oplever at være til stede. Et ikke-sted, hvor man ikke kan tale, men heller ikke være stille. Depressionens sted.

En grød af ord

Allerdybest nede vil synliggøre det usynlige og bruger dukker til at visualisere depressionen. Det elastiske skrig, som Yulia Lystbæk fejende forvredet trækker smertens pinsler ud med. Den tyngende, sorte masse, som Jens Gotthelf lader hvile tungt på Lucia Vinde Dirchsens allerede krummede ryg. De hvisker, de udskammer, de manipulerer hendes hjerne med deres ætsende negativitet.

Vi møder hende på Psykiatrisk Akut. Hun vil have sovepiller, men hun lider ikke af søvnløshed. Alt går for hurtigt, det samme gør sygeplejerskens detaljerede multiple choise-diagnosticering, der blot hensætter hende i dybere fortvivlelse, mens psykiaternes skumhoveder udsender svensk, volapyk og lægefaglige termer i en grød af ord så store som deres dehumaniserede hoveder.

En fremragende, hudløs præstation

Visualiseringen fungerer og skaber ligesom Simon Bobergs kompromisløse instruktion et univers, der på samme tid indeholder empati, afsky, afmagt og de nervøse smils distance. Han har i Lucia Vinde Dirchsen en scenisk kapacitet af bemærkelsesværdig skrøbelig determination, og hun fylder sin depressive karakter med det sammenstød af lammelse, angst og skam, som er en af måderne at indfange depressionens væsen på. Den søgende ømhed, hun holder sit jeg – den lille kopi – under hagen med er et skridt på vejen tilbage.

Det er en fremragende, fuldstændig hudløs præstation, der accentueres af Jens Gotthelfs chokerede og distancerede samlever, Yulia Lystbæks akavede far og Marie Louise Wille som klog psykolog og omsorgsfuld, men rådvild mor. Vi ser dem gennem den depressives øjne, men inde i helvedet ved hun godt, at hun sårer dem, der er tæt på.

Den fuglefløjtende, kaffe to-go-drikkende slutning er således heller ikke forsonende, men løfter manuskriptet ved at være skræmmende på et andet niveau. Den depressive er ikke længere syg, men medicineret og velfungerende. ”Tjek, skat”, lyder hendes sidste ord, men noget er gået i stykker – indeni og i forhold til normalitetsverdenens lange liste af ting, man skal kunne.

At sige det usigelige

Allerdybest nede strejfer med sin tvetydige, pseudolykkelige slutning 1970’ernes anti-psykiatris udfordring af forholdet mellem gal og normal, men har primært sit fokus på den depressives manglende dømmekraft i sin værgen sig mod at få medicin – og medicin nok. Den dansende mindfulness-duo udgør samtidig i al sin latterlige optimisme en stærk kritik af new age-luftige svar på svære, kliniske sygdomme.

Stærkest står dog den fysisk mærkbare fremstilling af selve depressionen. Ubehaget kryber ind på os og er svært at være i. Væggene lukker sig om hende, hun snapper efter luft og fristes til at glide bort i det lokkende blå vand. Jonathan Hjorts enkle flisescenografi gemmer på låger og hemmeligheder, og forstærker sammen med Morten Kolbaks flimrende lysdesign og Jes Theede dystert-dirrende lydunivers oplevelsen af at være spærret inde i den krop og det sind, der hverken kan flytte sig eller lade være.

Sophie Zinckernagel har skrevet Allerdybest nede med afsæt i sin egen erfaring med depression. Det autofiktive anes kun i forestillingens slutning, og er også i princippet ligegyldigt, for forestillingen rammer sit tema universelt og lykkes med at vise det usynlige, sige det usigelige gennem sin kombination af det konkrete og det poetiske.