★★★★☆☆ Dæmningen – klimateater fra Lammefjordens muld

Mei Oulunds magisk-realistiske Dæmningen snor sig gennem tid og rum i en verden af mudder, vand, urjordiske norner, fallerede fiskere og entreprenante politikertyper. Den er et interessant bud på klimateater fra en lidt skæv vinkel og selvfølgelig som oftest i Odsherred solidt plantet i den lokale muld, der denne gang er i alvorlig fare.

Odsherred Teater griber tilbage i lokalegnens historie med klimadramaet Dæmningen, der lader fortid og nutid støde sammen i en ramme, hvor tre norneagtige skikkelser i regnslag giver historien et videre perspektiv ved at være klodens og dens mangfoldige arters stemme.

Noa har lige ringet

“I begyndelsen var vandet”, messer de regnklædte norners ordfører og tager os gennem en alternativ skabelsesberetning, der ikke inkluderer en almægtig gud, men lader naturen tale og føde sig selv ud af vandet. Vandet, der også flyder støt på fortællingens to andre planer. “Noa har lige ringet. Han vil have syndfloden tilbage”, lyder det således kækt fra borgmester Tea på nutidsplanet.

Hun har kaldt til borgermøde, for nu skal hun og ministeren introducere det storslåede projekt Lammefjorden 2.0, der vil oversvømme gårde og marker og bringe vandet tilbage til der, hvor det blev fordrevet fra for 150 år siden, hvor fjorden blev inddæmmet.

Klip tilbage til 1874, hvor fisker Kaj og hans klogere hustru Elisabeth har svært ved at se det storslåede i dæmningen, der smadrer fiskeriet og efterlader familien uden indtægt. Hun går ind i den nye tid, men Kaj kan ikke tilpasse sig og trods politimesterens langmodighed ender det rigtig skidt for den anarkistiske Kaj.

Borgermødets persongalleri

Mei Oulunds manuskript flyder flot mellem de forskellige niveauer og fungerer især fremragende i første del, hvor humoren har overtaget i nutidsplanets borgermøde med let genkendelige politikertyper, der gerne vil inddrage, men ikke alt for meget, for sagen er jo besluttet.

Jesper Riefenstahls minister er glat som en arrogant ål, mens Ane Stensgaard Juuls entreprenante Tea viser sig at have gjort regning uden vært, da både hendes gårdejerfar og kommunaldirektøren falder hende i ryggen og afviser at bakke op om projektet. En enkelt klimaaktivist kaster også grus i projektet, mens vejrets rasen måske er den farligste modstander mod de forkromede udviklingsplaner, der præsenteres absurd-kikset i en plakatudrulningskoreografi akkompagneret af generisk jingle.

Mei Oulund er den lidt forsagte kommunaldirektør, hvis kropssprog stritter voldsomt imod hendes ellers tydeligvis stærke pleasergen, mens Henrik Ipsen har den lidt skematiske rolle som Teas opbragte far – en anden genkendelig karakter, nemlig borgermødets præmiebrokkehoved – der jo godt kan have ret, men tromler alt på sin vej. Timingen i anden dels borgermødeskænderier var ikke helt på plads til premieren, men det skal den nok komme.

What a Wonderful World

Laura Rasmussens vand- og mudderscenografi giver det hele er tydeligt strøg af dystopi og spiller godt sammen med tekstens magisk-realistiske præg, der fuldendes med barnets og håbets ankomst. Det er egentlig en tekst, der vil alt for meget – og i anden del jævnligt bliver lige læserbrevsagtig nok – men den har en egen kæk, fantasifuld logik, som teaterdirektør Leiv Arne Kjøllmoens iscenesætter klogt ved at bruge første dels anstrøg af folkekomedie til at åbne for anden dels mere mørke, konfliktfyldte kamp om sandheden.

“Marker er ikke natur”, slår Tea fast, og selvom menneskeligheden påberåbes i den modsatte lejr, har hun og karriereministeren nok fat i den lange ende, hvis mennesket skal finde en ny plads i verdens vand. Dæmningen deler sympatien mellem positionerne og er et interessant bud på klimateater fra en lidt skæv vinkel, hvor duften af jord og What a Wonderful World som fællessang bidrager til at nuancere det eksplosive emne sanseligt og mellemmenneskeligt – eller mellemjordisk, skulle man måske sige.