★★★★★☆ Under dybet – synlig underbevidsthed i malerisk iscenesættelse

Lørdag aften inviterede Den Kongelige Ballet til urpremiere på den tværkunstneriske forestilling Under Dybet i Operaen. Det blev en storslået fejring af livets ritualer, der sætter nye standarder for inkluderende scenekunst på begge sider af scenen.

Fem piger og drenge løber legende og uskyldigt rundt på scenen iført sorte tylkjoler. Modne operasangere og unge dansere kommer gradvist til syne indhyllet i en drømmende tåge. Forestillingen afdækker skjulte lag af fælles underbevidsthed, som materialiseres for vores øjne med koreografi af Oliver Marcus Starpov og Sebastian Kloborg.

Skuespilinstruktøren Anja Behrens og scenograf Christian Albrectsen har stået for koncept og iscenesættelse sammen med det kunstneriske hold. Scenerne udvikler sig organisk og transformeres til maleriske helheder af sang, musik, dans og scenografi. Forestillingen har hverken roller eller handling, men kan betragtes som et abstrakt værk, der skildrer tre livsfaser: Fødsel, seksualitet og død.

Ritualets fællesskab

Med næsten ceremoniel højtidelighed entreer sangerne i lange kjoler og imponerende hovedbeklædninger uanset køn. Fem basunister, også i lange kjoler, løfter den musikalske nerve på scenen omgivet af 45 dansere. Fem dansende hovedpersoner, “de rejsende”, stiller kroppe og følelser til rådighed for dybets kræfter i det kosmiske fællesskab med stort nærvær og intensitet.

Tidløsheden forstærkes af stor rumklang i Jeanett Albecks musik, der spænder over det klassisk symfoniske, ballader og nyfortolkninger af populære popsange som Sort Sol, David Bowie og Justin Timberlake. Musikken indeholder også brøl og højfrekvente pulseringer af elektronisk musiker Christian Vium, der væver pop, opera og symfoniske klange sammen til helheder.

Danserne bevæger sig uanfægtet mellem et moderne udtryk, vanvidsdanse, neoklassiske ballettrin, rytmiske stamp og støn og med kroppen som scenografisk udtryk. Ikke mindst åbningen på 2. akt, hvor danserne ligger viklet ind i hinanden på en skrånende bagscene. Levende scenografier med altings forbundethed gennem cirkler, kædedanse og ritualer.

Frisættende urkraft

Scenografien og kostumerne af Christian Albrechtsen er en overflod af farver, symboler og detaljer, smukt belyst af Mathias Hersland. Anden akt byder på en skatkiste af guld med barokke venetianske masker med horn og en stor sol. Dødens afsluttende tableau foran et stort rødt dødningehoved har farvestrålende, kropslange fjerboa-kjoler, der får Broadway til at blegne.

Kunstnerne har selv bidraget til ritualerne om fødsel, seksualitet og død fra den spirende jord til drifternes faste greb i kroppen. Aftenens hovedroller: Astrid Elbo, Stephanie Chen Gundorph, Eukene Sagues, Sebastian Pico Haynes og Alexander Stæger imponerer salen med deres kraftfulde livtag med ritualerne.

På sangsiden er de fem modne operastemmer i høj grad med til at frisætte urkraft med kombinationen af styrke og porøsitet. De fleste af dem med succesfulde karrierer bag sig på netop denne scene eller tilsvarende. Særligt indtryk gør operatenor Magnus Gislasons rørende smukke udgave af Sort Sols Let Your Fingers Do the Walking, mens Sten Byriel bringer Like a Virgin til live med sin dybe hypnotiske basstemme. 

Inkluderende fælles værk

Samspillet mellem dansere, sangere og musikere er bærende for oplevelsen, og forestillingen oser af gensidig tillid og medejerskab. Kunstnerne, deres kostumer og de scenografiske elementer smelter sammen med musikken i en imponerende visuel symfoni, hvor selv døden bliver en fejring af livet.

Det er både opmuntrende og rørende at se kunstarterne forenet i et fælles værk, som appellerer bredt til publikum. Forestillingen skal lige sætte sig, men selv det usikre bliver en effekt i sig selv. Engagementet smitter af på publikum og får magien til at strømme generøst ud over scenekanten, hvis man tør åbne sig for den.

Se trailer for Under dybet her.