Fire institutioner er foreløbig gået sammen om yes – dance biennale, der for første gang løber af stablen i København fra 26. august til 28. september 2026.Over en hele måned præsenterer biennalen dans og koreografi fra Dansk Danseteater, Dansehallerne, København Danser og Sydhavn Teater, der sammen har offentliggjort et spændende program med dans i alle genrer. Åbningen fandt sted i solnedgangen foran Operaen, hvor havnen og Amalienborg dannede kulisse for Dansk Danseteaters Summer Dance.
yes – dance biennale vil finde sted hvert andet år og samler dans og koreografi på tværs af byens scener, studier og offentlige rum med forestillinger, talks, workshops og events med både danske og internationale kunstnere. Den store åbning fandt i år sted den 26. august ved åbningen af Dansk Danseteaters Summer Dance 2026 i nye, storslåede omgivelser foran Operaen, hvor kompagniet er hjemhørende.
Forenede kræfter
Kunstnerisk leder af Dansk Danseteater, Marina Mascarell, glæder sig over samarbejdet:
“Jeg synes, det er spændende at se, at den danske måde at gøre tingene på virkelig handler om at nå til enighed og være sammen om det i stedet for at konkurrere. Dansehallerne henvendte sig og sagde: Skal vi forene kræfterne og give dansen en større synlighed i byen? Sige ja til dansen og vise, at vi faktisk har mange muskler, når vi går sammen.
Vi er i stand til at levere en hel måned med et fantastisk program af meget høj kvalitet. Der er ikke noget at misunde andre europæiske platforme. Vi gør det mellem fire institutioner, og jeg synes, det er meget bevægende. Det faktum, at vi til sammen inden for en måned kan vise alt det dans. Jeg synes, det har et stort potentiale for at få flere partnere med og fortsætte med at vokse”.
Vi gør det mellem fire institutioner, og jeg synes, det er meget bevægende
Yes manifesto
Navnet er inspireret af den Bruxelles-baserede danske danser og koreograf Mette Ingvartsens værk 50/50 fra 2004. Her introducerede hun et yes manifesto som modsvar til koreografen Yvonne Rainers No Manifesto fra 1965, der blandt andet gjorde op med virtuositet, glamour og en række konventioner omkring dans.
Der er momentum
Direktør og kunstnerisk leder for Dansehallerne, Danjel Andersson, siger blandt andet i sin tale: “Over de sidste år har der været et monumentalt boom for dans i København. Der bliver skabt gode værker, nye initiativer opstår, huse har åbnet, nye samarbejder udvikles, og publikumstallene vokser. Der er momentum.
Men ofte når et felt pludselig vokser, når der er mere program, flere kunstnere, mere arbejde og mere ambition, men stadig ikke nok fondsmidler, så er der også en risiko. Den om konkurrence med hinanden om den samme opmærksomhed, de samme publikummer og de samme ressourcer… Vi tror på, at vi er stærkere sammen.”
Plads til flere
I en hel måned vil biennalen vise bredden af dans i København med Copenhagen Summer Dance, KIN Festival under Sydhavn Teater, Openings i Dansehallerne og på festivalen København Danser.
“Visionen er, at alle, der præsenterer samtidsdans i København, vil komme sammen under paraplyen yes – dance biennale. Fordi vi er mange, fordi vi kender kræfterne i denne kunstform, og fordi vi tror på, at verden har brug for dét, dans kan – især i denne tid,” siger Danjel Anderson.
Visionen er, at alle, der præsenterer samtidsdans i København, vil komme sammen under paraplyen yes
Marina Mascarell har glædet sig til at invitere til åbningen af biennalen lige foran Operaen, hvor kompagniet hører hjemme.
“Vi plejer at have en tribune foran scenen på Ofelia Plads, men nu er der tre sider, så det føles mere koncentreret. Og det er meget spændende, fordi det er vores hus. Det er her, Dansk Danseteater udvikler alle værkerne og skaber det hele. Det føles meget bevægende at flytte indefra og ud og på den måde åbne dørene til byen. Det her bliver gratis for byens borgere. Det føles som det rigtige at gøre at invitere folk til at se os og se, hvad der foregår i vores hus”.
Ømhed og ekstrem teknik
Åbningsværket, der både åbner Copenhagen Summer Dance og yes – dance biennale er Le Scènario af Philip Berlin fra 2023, som han har tilpasset fra fem til 10 dansere. Det er et værk, hvor han arbejder med Cunningham-teknikken, som koreograf Merce Cunningham introducerede i 1940’erne.
“Jeg er både begejstret og nysgerrig over, at en fra Philips generation, som er ret ung, vælger en teknik og gør den til sin egen. Han bruger den på en måde, der opfylder hans ønsker og de ideer, han vil udtrykke. Han bruger teknikken og balancerer den rigtig godt med værkets konceptuelle ramme,” fortæller Marina Mascarell om den svenske koreograf. Hun påpeger, at man med nogle skabere kan føle, at teknikken eller formen er stærkere end konceptet:
“Jeg er interesseret i at finde de skabere, der har en stærk balance. At kroppene bruges som kroppe med færdigheder, der kan bruges på bestemte måder. Og han har de færdigheder, der skal til for at få det bedste frem i danserne. Samtidig sørger han for, at konceptet er stærkt og i balance. Så jeg er meget glad for denne forestilling,” fortsætter hun.
Gennem den teknikalitet træder menneskelighedens ømhed frem
Danserne skifter ofte teknik, når de skal arbejde med nye koreografer, men hun er stolt af det koncentrationsniveau og den dedikation, der lå i tilegnelsen af den nye teknik. “Det handler alt sammen om kurver, spiraler, og bløde former, som i begyndelsen kan føles klodset, men som langsomt bliver et ejerskab. I nogle af sine tekster nævnte Cunningham, at bag teknikken kan man begynde at se den menneskeliges ømhed. Danserne er et sted nu, hvor man kommer til at se et ekstremt teknisk værk, men gennem den teknikalitet træder menneskelighedens ømhed frem, og jeg synes, det er virkelig bevægende”.
Hyldest til fællesskabets muskler
Som et billede på fællesskabet omkring dansen træder danserne ud i biennalens første trin: forreste ben bøjet, bagerste ben strakt, som yndefulde gazeller. Koordinerede hoveddrejninger, piruetter, balancer og koreografiske mønstre tegner sig i det stringente udtryk.
Daniel Åkerström-Steens farverige kostumer med T-shirts, cowboybukser, ballonshorts og kalvekrøs samler tider og steder gennem dansehistorien til upbeat musik og sang. I den orange solnedgang med Amalienborg og Marmorkirken som kulisse dukker danser Jessica Lyall mod slutningen op som en glinsende havgudinde iført lang dragt i blinkende sølvpalletter, nonchalant rygende på en cigaret.
En stemningsfuld fejring af dansen og de forenede kræfter
Der sker virkelig noget på den danske dansescene lige nu. Et momentum, som ingen bør snyde sig for at være en del af. Der er tråde mellem det frie felt og de større organisationer og mellem det lokale, nationale og internationale, som kan give hinanden nye perspektiver og muligheder. Denne aften var en stemningsfuld fejring af dansen og de forenede kræfter.
