På Tårnby Park Performance Festival 20.-22. august 2026 kunne publikum smadre en guitar, fodre en performer med grene, flytte en kæmpemæssig appelsin – og kaste pølser for fødderne af påskeharen. Der er nemlig højt til himlen i Tårnby, og mange af årets 18 værker er eksperimentarier, hvor publikum er på glatis sammen med performerne. Årets tema er The Walking Parliament. ISCENE var med og så det meste.
Jeg var for tredje år i træk inviteret med på Tårnby Park Performance Festival (TPPF) helt ude for enden af Amagerbrogade. Ude i det grønne, hvor man rent faktisk kan se himlen mellem de røde murstenshuse i Tårnby Parken. Foran kulturhuset er udearealet som altid forvandlet til et interaktivt område – i år med Oscar Lyons Festival Parliament. En arkitektur af teltduge og bambuspinde, som man kan bruge eller bare hoppe i zigzag over. Bardunerne krydser hinanden som et landskab over programmets herligt uforudsigelige indhold.
Inden jeg ankommer, har der været flamencoworkshop med koreograf og international flamencoforsker, Phyllis Akinyi, og jeg gik også glip af forestillingen Festens Gave med Teater KATU ved Bendo Schmidt “om en inuits livsanskuelser, deres tro og højt udviklede fortælle- og fremstillingskunst.”
For årets Performance Festival er i den grad i bevægelse. Mange af værkerne er nytænkende processuelle værker, der flytter grænserne. Bolde ruller om kap med iderigdommen, og kunstnere og publikum debatter kunsten sammen. Det hele løftes af et utrætteligt og imødekommende produktions- og værtskabshold. Om årets festival siger kunstnerisk leder, Andreas Liebmann:
“Jeg er altid på udkig efter det helt særlige kick, der opstår i samspillet mellem socialt samvær – altså bare at hænge ud – og kunst. Jeg synes, det var utroligt smukt i år – festivalen var mere end en række programpunkter. Den var et rum, man kunne træde ind i, og hvor man straks mærkede, at der var tale om noget helt særligt. Livskvalitet, åbenhed, nysgerrighed – indrammet af stedet, kunsten, de lokale og de besøgende.”
Det’ bare noget vi leger
Live Art Danmark inviterede i KABOOM Kunsten at ødelægge børn til at save i en guitar, sprænge en ballon med en kaktus på hovedet, overmale et maleri og meget mere. I værket fra april 2026 genbesøger Daniel Norback og Henrik Vestergaard nogle af de spørgsmål, som en række progressive kunstnere har stillet sig gennem tiden: “Hvad sker der, når kunsten forsvinder”, eller “Hvordan lyder en lyd, der ødelægger stilheden”. Børnene sidder med fingre i vejret – tag mig! Udstyret med handsker og sikkerhedsbriller kaster de sig med ild i øjnene ud i de kunstneriske forvandlinger.
Jeg ryger lige lukt tilbage i et barndomsfrydefuldt ingenmandsland
I !TAVS! af Nilas Dumstrei deltager vi i en interaktiv forestilling, der næsten føles som naturens Escape Room. I et afgrænset hjørne af haven får vi mikrofoner ind i munden og en højtaler, vi kan kalde hjem og pynte med blade, blomster og kviste. Jeg ryger lige lukt tilbage i et barndomsfrydefuldt ingenmandsland, hvor grene, sten og planter bliver til eventyrlig leg udenfor tid og sted. Uden mulighed for at kommunikere i ord med andre i gruppen, foregår interaktionen med små selvopfundne melodier og intonationer.
Sammen skal vi komme op med strategier til at hjælpe de to naturguider, der iklædt grenstativer trygler om hjælp eller peger febrilsk ned i de kaotiske manus skrevet med tegn og bogstaver i alle retninger og former. Kan vi finde en løsning mellem de små bogstaver og tegn? Vi kommer i krig med modstandere og destruerer deres habitat med sørge- eller jubellyde. Vi fodrer vores guider med grene, mens højtalerne forstærker vores lyde, og savl løber ned af hagen fra mikrofonskinnen i munden.
På vandring i det ukendte
I They Flash Upon that Inward Eye af Frederik Heidemann og Alexander Holm tages vi med på en lydvandring med høretelefoner gennem Tårnby Park. Vi bevæger os i mange plan: Gennem paralleluniverser af det fysisk oplevede, erindringer, musik, lyde, snak, musikquiz, fugle- og andre naturlyde. Med en mikrofon optages også reallyde omkring os. Fortællingen handler om at fare vild i en stor labyrint omgivet af turister, mens vi selv hvirvles ind i blindgyde efter blindgyde af lag, stimuli og referencer. Værket er en del af audiowalk-serien Sworld Excursions.
Hvor findes de mest Tårnby-agtige steder?
I Tour de Tårnby fortæller Stine Linnemann og Inge Agnete Tarpgaard om deres vandring rundt i Tårnby på jagt efter byens hemmelige skatte. For hvor findes de mest Tårnby-agtige steder? Vi ser deres laminerede optegnelser og skitser af de personer, steder og ting, de har mødt undervejs. Der er fx Lise og Ritta ved Flyvergrillen, Mick og Liv ved Rådhuset og Christian, der arbejder på biblioteket. Alle er de med til at belyse Tårnbys sjæl med forskellige grader af tilhørsforhold.
I Augmented Realities af Elena Anna sendes vi ud på egen hånd gennem Tårnbys boligkvarterer på en rute, der enten er på Naiaden (kvindelig naturguddom, red.) eller giftens præmisser. Gå-rytmen i høretelefonerne får afstandene til at passe med vejledningerne. På vejen møder jeg en undrende husejer og hendes puddelhund og kommer på den måde i snak med lokale. Fremme ved det sidste stop involveres vi i et ritual i en gammel gymnastiksal, der lykkes med at skabe et ukendt og udfordrende univers. Værket er en igangværende serie, der blev udviklet specifikt til Tårnby under en residency på Tårnby Park Studio i november 2025.
Bil- og asfaltdans
En stor, firkantet asfaltbane midt i parken agerer scene for de mere hårdkogte og urbane performances. For hvad kan være en mere pirrende antidot til naturens bløde former, end at se en bil bakke mod dig? Car Piece med Mikka Mallow og Marcos Nacar er en dans mellem to performere og en bil, der iscenesætter alt det, vi har indprentet os fra barnsben, vi skal passe på: Ikke stå bag en bil, der bakker, husk at trække håndbremsen – og se dig for, så du ikke bliver kørt ned. Det er pudsigt nok Tårnby Parkens cykelbane, så de, der stadig hænger ud under forestillingen, får øjne på stilke.
Børnene fra Tårnby Parken råber, peger, tager sig til hovederne, rejser sig og laver fagter i total vantro
Car Piece er nemlig den forbudte dans, der fyldt med humor, styrke og fantasi spiller på vores værste frygt. Performerne klatrer på taget, maser et ansigt mod bagruden i kabinen, hænger fra bagsmækken og lader bilen rulle hen over sig. Børnene fra Tårnby Parken råber, peger, tager sig til hovederne, rejser sig og laver fagter i total vantro.
Joana Öhlschlägers Heart to Ride gør også asfalten varm med 22 dansere, der fyrer den af med stor antiautoritær danseglæde iklædt sorte kostumer med rødt og lilla og mange detaljer fra pop og rock genrerne. Der er gruppedanse, solo outbursts og konstante retningsskift, der giver publikum en oplevelse af bevægelse hele vejen rundt om scenen. Hårdslående musik, lilla haze og special effects er noget af den magi, den diverse gruppe af dansere flyver på.
LÆS OGSÅ: Kunst & Aktivisme 2026 – Man bliver en del af energien i Heart To Ride
Boldøje med komik
En række værker tog udgangspunkt i en bold eller det at være dedikeret til bolde fra en lille tennisbold til en håndbold og den helt store oversizebold. Andreas Haglunds Feral Fantasies stiller spørgsmål til kontrol, frihed og disciplin med flitsbuespændt intensitet og vibrerende knurhår. Løber vi altid efter bolden uanset hvor mange gentagelser, vi udsættes for? Eller bor der en vildere og friere handlekraft et sted i kroppen? Haglunds krop bliver med humor, saft og kraft forvandlet til sprængladninger af danseteknik fra queerklubdans til hundegalop.
En anden form for disciplin udforskes i Throw Show af Hungry Eyes, hvor Dina Viksten Abrahamson og Ida Oldmark Østman kropsliggør håndboldfeberen uden bold, men med frådende iver og intensitet for at få succes, som det udspiller sig i en håndboldhal. Performancen er stadig under udvikling, men får flere i salen til bryde sammen af grin. De to performere er helt uimodståelige i deres underspillede humoristiske fortolkning af “Fun in life”, der med håndboldstjernen Mikkel Hansens ord får dig til at ofre dig selv for sagen. Det er en sved- og savledryppende veludført håndboldmime på ekstremsportniveau.
Får flere i salen til at bryde sammen af grin
Alle kan være med omkring bolden hos Games of Resistance af Shifting Grounds, Anne Elmholt og Laura Spottag Fog. Her gentænkes børne- og selskabslegen Appelsindans til en fælles mission helt uden vindere og tabere. Vi skal som gruppe transportere en stor virkelighedstro appelsinballon fra den ene ende af parken til den anden uden at bruge hænderne. Børn og voksne udvikler teknikker, puster, løber, kravler og griner. Det er et vildt ridt. For vinden har andre planer, og den simple udfordring forvandler sig til et hylende morsomt appelsinmareridt.
Sig det med…pølser
Milk Box Stages af Lady Gag (Maja Munksgaard Meedom og Emilie Øder) siger det med mælkekasser, og det er genialt med tanke på årets tema Walking Parliament. Performere og team stiller sig ikke bare op på en mælkekasse, men bygger cat walks, scener og tribuner, som publikum senere kan bygge videre på. Mælkekassearkitekturen vokser og bliver base for stemmer og udtryk i en skøn, queer mime-performance. “Det var sgu en helkropsoplevelse,” hører jeg nogen sige.
Mælkekassearkitekturen vokser og bliver base for stemmer og udtryk
Der er også Parliament of Disagreement, hvor holdninger til selvvalgte sager udveksles til Andreas Liebmanns stemningsskabende cellospil. Den legendariske fællesspisning med Vild Plantelykke aka Vilde krydderier af Johannes Ruggaard og Julie Swane er altid et hit, der endnu engang formilder vores ganer med grønt, sanket på Amager. Og afslutningsfesten med DJ Max Morris Doherty får os til at hænge længe ud – i øsende regnvejr.
I Untitled III af Lydia Diakite og Alma Silva, udforsker de sammen gennem musik, ord og bevægelse, hvad der foregår i mellemrummene mellem prøve og forestilling. Et værk, der med både humor og tristesse adresserer det, festivalen er gennemstrømmet af. Undersøgelsen af processerne, kunstens udtryk og identitet.
Ud på de allersidste timer lørdag aften møder vi Thea Carla Schøtt i Easter Bunny, der iført ører og kurv får sat gang i festen med sin æggende (undskyld!) dans og pølsekastning. For “ægget kom måske før hønen, men hvad så med pølsen,” spørges der i denne hysteriske up-beat performance. Sådan afsluttes årets Tårnby Park Performance Festival med netop den lethed, humor og utæmmede nysgerrighed, der præger samtlige medvirkende performances.
Performancekunst i proces
Andreas Liebmann er godt tilfreds med årets festival, da han bliver bedt om at reflektere over det unikke ved TPPF, som han kalder en performancefestival, der i sig selv er en performance:
“Selv de små gestusser, som maden og måden rummet er formgivet på, har sin egen æstetiske funktion, der hænger sammen med det sociale, det kunstneriske og festivalens filosofi. Det skaber åbenhed hos publikum, idet noget af det, vi viser, er i proces, er fragmenter, er ufærdigt. I samspil med den samlede ramme bidrager det alligevel til den kunstneriske oplevelse. Festivalen viser kunstnere i arbejde, og i den forstand deltager publikum selv i kunstnerisk udvikling og er vidner til forsøg. Vi har en lige så værdsættende holdning til forsøg, begyndelser og eksperimenter som til færdige arbejder.”
Det skaber åbenhed hos publikum, idet noget af det, vi viser, er i proces, er fragmenter, er ufærdigt
I 2027 håber Andreas Liebmann på midler til et endnu større program med kunstnere fra Norge og Island til gensidig udveksling i det frie felt mellem lokalt og internationalt. Samtidig genoptages Tårnby Park Studios Teaterklub for børn. Der skal også findes et nyt sted at være, idet boligorganisationen Tårnbyhuse har opsagt kontrakten efter 6 år:
“Jeg vil se det fra den positive side: Hvordan kan Tårnby Park Studio udvikle sig? Vi har gennem mange år fået kunstnere og kunstnerisk arbejde til Tårnby, opbygget en festival og skabt produktioner med borgerinddragelse. Hvad betyder det kulturpolitisk? Kan der, også i fremtiden, være et teater i Tårnby, der tager lokale forhold op og blander dem med samtidskunst? Borgmesteren i Tårnby har engang sagt, at kunst er godt for turisme. Men kunst er også godt for den lokale sjæl. Kan Tårnby Park Studio blive mere end en teaterforening for Tårnby Kommune? Det er det store spørgsmål.”
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Tårnby Park Performance Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
