Populært lige nu

Månedens Kunstnerportræt: Sophie Bredal Zinckernagel: “Jeg vil gerne både blæse og have mel i munden!”

Det går ikke altid, som man regner med. Livet kan nogle gange tage en drejning, man slet ikke havde set komme, og det samme...

Nye Chefer – nye visioner. Stephanie Thomasen, Maja Bonde Holtze og Mikkel Søndergaard Kryger: Huset skal ryste, ruske, eksperimentere...

Stephanie Thomasen, Maja Bonde Holtze og Mikkel Søndergaard Kryger tiltrådte 1. maj som ny ledelse af Dansekapellet. Dermed overgår det fra at være en...
Annonce

★★★★☆☆ Kunst & Aktivisme 2026 – Man bliver en del af energien i Heart To Ride 

Joana Öhlschlägers Heart To Ride, der er skabt i udviklingsprogrammet Aabent Rum, havde premiere i slagregn på Platform under Roskilde Festivals Kunst & Aktivisme-program og kan senere på sommeren blandt andet ses på Tårnby Park Performance Festival. Performancen bruger bevægelse, humor, vrede og længsel til at undersøge nærvær og fællesskab i en energisk, spiralformet koreografi.

Annonce

Masse kan noget helt særligt. Måske især når man ikke ser det lidt på distancen oppe på de store scener, men selv står klinet op af det store ensemble. Tyske Joana Öhlschlägers Heart to ride udnytter dette aspekt til det fulde med over tyve dansere, der fyger henover Platforms scenegulv i skiftende formationer, der bruger bevægelsens energi til at undersøge nærvær og fællesskab.

Heart to ride af Joana Öhlschläger på Kunst & Aktivisme, Roskilde Festival 2026 Foto: Jacob Stage.
Heart to ride af Joana Öhlschläger på Kunst & Aktivisme, Roskilde Festival 2026 Foto: Jacob Stage.

Puls og piruetter, slag og spark

Men først kommer de ind en efter en. Trænger sig gennem publikum. Krydser gulvet, eller sniger sig langs med publikum og forsvinder for en stund. Alle i rødt, sort, lilla og alle med lange, glatte, sorte parykker. Men også alle med hver deres kendetegn. Om det er en særlig gangform eller en taske, der knuges ind til kroppen. Blikkene søger vores og skaber på samme tid unikke karakterer og etablerer et umiddelbart nærvær.

I Simon Richardts svulstige, rytmiske lydbillede bevæger de sig hver for sig. Hver har sin bevægelse, der dog emmer af energi og en art længsel. De sparker i gulvet, de lader sig drive af pulsens ryk, hvirvler afsted, mødes kort og lader impulsen skubbe dem i nye retninger. Men de står også i strakte poses og drejer fine piruetter, mens hænderne rækker søgende ud. Det piblende liv sender vores blikke på vandring.

Hver har sin bevægelse, der dog emmer af energi og en art længsel.

Pludselig stopper lyden og intensiteten stiger. Vi kan høre hvert et tramp, hvert et åndedrag, hver lille kontakt med jorden eller hinanden. De søger tættere mod hinanden med trippende fødder, drejende knæ og fine små hænder, der søger kontakt og skærmer. Så bryder de ud med små hop og lange arme og falder i bløde og hårde kollaps.

Annonce

Lyden kommer snigende tilbage og følger en kraftig solo med slag og spark. De andre følger den med øjnene og falder ind i hver deres karakters stil. Rolige guitarriffs bølger under dem, mens de med enkelte skrig og støn tager energi fra hinanden til nye sekvenser. En trommestiks slag er forvarslet om et skifte, idet den heftige rytme fra start vender tilbage. Fra scenens ene hjørne kommer nu halvdelen i formation med glinsende pomponer i hænderne. I slæbende krydsgang bevæger de sig gennem de andres energifelter og suger dem ind, før de skifter tempo. Hoppende med pomponerne dansende i forskellige mønstre krydser de frem og tilbage i løb og med med bløde drej og strakte arme.

Man bliver en del af det hele

Musikken kradser og de insisterende trommestikker kaster dem atter ud i mindre grupper, mens energien stiger og stiger. Strakte marchben, drejeskridt, spark, lange spring, lave knæ. Så skærer et skrig gennem bevægelserne, røgen pulserer ud over den rasende gruppe, der samles i midten, mens skriget gjalder igen og igen. Tungt, rowlende og højt skærende. De andre springer yndefuldt, men stadig kraftfuldt omkring gruppen i midten, før de alle samles på en chorus line. Det er et helt magisk syn at se den sort/røde linjes totalenergi i denne formation med et hav af dansehistoriske referencer, før også den dækkes af røg og eksploderer i en sidste energiudladning af spark og løb til den tæskende tromme.

Annonce

Og netop, som vi tror, det er slut, lander vi blidt med gruppen. Nogle krammer, andre nynner eller puster, andre igen hjælper hinanden af med parykkerne i en glidende outro, der lader energien forankre sig i os, så vi kan bære den videre. “Man bliver lidt en del af det hele,” siger en fyr til en anden bag mig undervejs. Det er en følelse, man let får på Platform, hvor man jo vitterlig nærmest står i scenerummet, men Heart to ride kan alligevel noget særligt.

Og netop, som vi tror, det er slut, lander vi blidt med gruppen

Det skyldes massen, det store ensemble, der er dragende i sig selv, men det skyldes også det nærvær, gruppen formår at etablere med os i en intrikat blanding af fart og stop. Fra helt foldet ind i deres bevægelse åbner de sig pludseligt mod os. Blikkene mødes og fastholdes, før de atter er videre. Koreografien arbejder interessant med forholdet mellem individ og masse i en spiralformet dramaturgi, der tager turen rundt flere gange og ikke nødvendigvis postulerer en løsning, men mere tilbyder muligheder inden for et spektrum, hvor både humor, vrede og længsel får plads. Joana Öhlschläger er endnu et spændende bekendtskab, der vokser ud af udviklingsprogrammet på Aaben Dans.

LÆS OGSÅ: Kunst & Aktivisme 2026 minianmeldelse vol 2 – skulptur og genfødsel

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Jurymedlem i Revyernes revy, Den Danske Cirkuspris og comedyfestivalen UP. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Danske Teaterjournalister. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.

Tårnby Park Performance Festival – Vi har en lige så værdsættende holdning til eksperimenter som til færdige arbejder

På Tårnby Park Performance Festival 20.-22. august 2026 kunne publikum smadre en guitar, fodre en performer med grene, flytte en kæmpemæssig appelsin - og...