Kunst & Aktivisme 2026 minianmeldelse vol 2 – skulptur og genfødsel

Roskilde Festivals Kunst & Aktivisme-program bød i år på en række performances, der skabte nye perspektiver med kroppen som kanvas for skulpturelle afsøgninger af det menneskelige og genfødsler med ritualer og porno som fortællegreb. Vi dækker programmet med anmeldelser i miniformat. I denne anden del gælder det performances af STUDIO, Noah Umur Kanber og Elle Fierce.

Platform-scenen åbner og lukker sig med sine fleksible vægmoduler og lave, lysbesatte loft alt efter, hvilken performer der indtager det kvadratiske rum. Scenen indbyder til deltagelse og trækker et ret stort publikum dag som nat. Sceneprogrammet tilbyder både fest og fordybelse, og har også i år en vægtning mod danseperformances og temaer, der trækker det udsatte og marginaliserede ind på scenen.

LÆS OGSÅ: Kunst & Aktivisme 2026 minianmeldelser vol. 1 – støj, samskabelse – og et søsterskab

★★★★★☆ Enter the Flesh af Studio, onsdag på Platform

Rummet er fyldt med røg. Musikken tonser hårdt og højt, accentueret af små skarpe, stikkende lyde. Ud af tågerne dukker fire mennesker. En står alene, de tre andre i en klump. Eller er de mon en form for zombier? De døde, hvide øjne kunne pege i den retning, men mest af alt er de kroppe. Kroppe, hvis arme og ben, og i kvindens tilfælde også bryst, er tapet op. Kroppe med fødder, hvis tæer næsten demonstrativt tydeligt giver skiftevis grounding og skrøbelig balance.

Kvinden, der står alene, bevæger sig i slowmotion-ryk mod klumpen, der i samme tempo former nye poses, mens de løfter hinanden op. Så forenes de i en samlet bevægelse, der trækker sig over gulvet med kvinden i front. Aldrig tunge. Hele tiden på nippet til at hæve sig på tæerne i endnu en abrupt balance. Det abrupte forlænges i hagens ryk og de aktive arme. I de opspændte kroppe, der drejer i et robotagtigt mønster, der dog er alt for fragilt til ikke samtidig at være menneskeligt. I den markante mimik, de søgende, tomme øjne og de næsten melodramatiske poses, der giver kontrapunktisk kant til det maskinelle og skaber uro, uvished.

Kroppene ruller sig ind i hinanden i en klump, der transformeres til en rede, som kvinden fødes op ad. Som en sart blomst nikker hun sig op, inden billedet opløses, og de med mekaniske ryk atter spreder sig ud over gulvet. Der sniger sig en paranoid klang ind i musikken, der forstærkes af deres forskræmte kig over skulderen. Hele tiden impuls og reaktion. Kroppene er på vagt. Drejer sig, bøjer sig, sanser og gentager. Hele tiden spændte med muskler og blodårer tegnet som kort på lemmerne.

Kroppene suges mod hinanden i en cirkel og ender på en række, hvor de skiftevis synkroniseres og agerer som én lang krop. Bøjer sig frem på rad og skubber underkæben frem i et kort humoristisk øjeblik. Så opløses de atter i elementarpartikler, der bevæger sig mellem hinanden i pludselige baglæns fald. En hånd griber bagud og sender dem op igen, før de atter samles og forlader os i deres robotgang.

Enter the Flesh udforsker forholdet mellem menneske og maskine på en næsten biomekanisk, kínetisk måde, hvor kroppen reagerer på alle de påvirkninger, den modtager fra omverdenen, ved at sætte sig i bevægelse. Kroppen bliver således kanvas for den malstrøm af indtryk, der rammer os uafbrudt, mens det menneskelige stråler ud af mimikkens skrig. Dorotea Saykaly og Emil Dam Seidel, der står bag STUDIO, har skabt en dragende smuk, konsekvent og næsten angstfremkaldende forestilling, som man kan læse alverdens aktualitet ind i, men også bare lade sig forføre af.

LÆS OGSÅ: Københavnerbaseret kunstnerduo vinder Nordic Award under Lumen Prize 2025

★★★☆☆☆ I feel like a piece of paper af Noah Umur Kanber, torsdag på Platform

Regnen pladrer ned, da Noah Umur Kanbers performance I feel like a piece of paper gik i gang torsdag eftermiddag. En alarmerende støj pulserer, mens et hårdt, hvidt lys blinker. Vi, der har søgt læ under Platforms tag, må dog ud i regnen igen, da to sortklædte væsener efter en kort opstilling ved den centralt placerede Dannebrogsklædte kiste/gravsted trækker os ud og stiller sig i positur på et par af siddeelementerne.

Så dukker endnu et væsen op. Dækket fra top til tå af printede A4-ark. Trækkende et langt, drabeligt sværd efter sig. Ansigtet dækket af en dødemaske i guld. Væsnet udfører rituallignende bevægelser mellem de sortklædte – er de Dødens hjælpere? Måske, men nu følger vi efter dem tilbage til gravstedet i scenerummet, hvor en rød alarm signalerer fare. Den papirklædte cirkler omkring os med rolige skridt og et insisterende blik ud af masken. De sortklædte følger efter med favnen fuld af roser, som de deler ud til os.

“Jeg er ensom, og kommer til at dø ensom, for det er sådan, vi skabes,” lyder det, inden trommer tager over. Papirskikkelsen træder op i graven, spreder armene i Kristus-positur og synger vemodigt kaldende. Der opstår et kort meditativt øjeblik, før trommerne er der igen. “I feel like a piece of paper. I’m a couple of thousand papers long,” konstaterer stemmen lakonisk og knytter an til papirerne, der beskriver en lang, grum rejse gennem bureaukratiet. Et forældreløst barn blev gjort fortræd og blev aldrig set for den, det var. “Se mig. Læs mig,” opfordrer stemmen, og vi lægger roser og trækker papirerne af skikkelsen. Nogle læser ivrigt, mens historien finder sin afslutning med et farvel til fortiden.

I feel like a piece of paper fortæller en nødvendig, men også meget privat historie. Det er en særlig variant i performancefeltet, og Noah Umur Kanbers greb er enkelt og virkningsfuldt, men måske også lidt forudsigeligt. En gravfæstelse med håbet om en genfødsel. Performancen gør uden tvivl indtryk på mange af de fremmødte, men jeg blev ikke særlig grebet, netop fordi man fra start kunne forudsige forløbet. Sådan er det med ritualer – og det er måske i sig selv nok.

★★☆☆☆☆ Spiralling af Elle Fierce, fredag på Platform

Jeg blev noget så forstemt af Elle Fierces Spiralling. Det er næppe meningen, og jeg var vel også the odd one out i den mørke masse af mennesker, der fredag pressede sig sammen i mange lag for at overvære hendes performance. Performancen har turneret i et års tid, så der er givet mange, for hvem optrinnet resonerer bedre end for mig. Spiralling afsøger frigørelse, dominans, modstand og nydelse gennem et show, der giver mere plads til kraftudfoldelse og hektisk stamina end til kontrasterende følelser og bevægelser.

Det giver sådan set god mening, da konceptrammen er rave-kulturen, der om nogen har udmattelse som mellemnavn. Og retfærdigvis viser Fierce i enkelte momenter også den skrøbelighed og sarthed, der lurer under den orgastiske fest. Et enkelt nænsomt øjeblik opstår, da en tilskuer blidt bader Fierce i hendes blå badekar. Flere tilskuere deltager undervejs, men det grænseoverskridende greb mister lidt effekten, når de tydeligvis er instruerede på forhånd – eller faktisk er en del af Fierces hold, som i hvert fald en af de medvirkende fredag var.

Men generelt går der nok bare lige lovlig meget benhård, men total ufokuseret empowerment i projektet for min smag. Fierce pisker rundt med voldsomme rul og høje spark. Hendes fortid som balletdanser fornægter sig ikke, men det er også som om, den barske disciplin ikke har forladt hendes krop. Den skal derfor konstant spændes og presses til det yderste – og spices op med moves fra den mest uoriginale del af pornoindustrien. Kan ske, det er suset for nogle at se andre blive slikket i røven, men ligefrem opfindsomt er det ikke.

Der er fine detaljer i showet, der også leger dygtigt med både lys/mørke og de små skærmes næsten non-figurative collager af nøgne kroppe, der kan bæres som et skjold af Fierce. Som en projektion af det indre kaos, der nærmest tvangsmæssigt søges danset væk med stadigt hårdere moves og skræmte øjne. Voice-overen råber rigtig meget tekst, der kontekstualiserer til performerens sorte transfeminine erfaringer, men teksten har det svært som mere end kampråb i det villede inferno, Spiralling skaber.

Jeg er med på, at mangetydighed er en del af gamet, og at der på ingen måde behøves at blive bundet sløjfer for at skabe et spændende værk. Men Spiralling er helt basalt ikke et specielt rart rum at være i, og med al respekt for erfaring og fortælling virker seancen uforløst. Mere som gimmick end statement.