Roskilde Festivals Kunst & Aktivisme-program bød i år på en række performances, der blandt andet skabte nye perspektiver ved at blande rollespil med støj, attitude med samskabelse og rytmer med renselse. Vi dækker programmet med anmeldelser i miniformat og har i denne første del sneget en seksstjernet anmeldelse fra den performative del af musikprogrammet med.
Kunst & Aktivisme-programmet kører i campingområdet fra lørdag og består som vanligt af forestillinger, happenings, talks og workshops. Onsdag åbner pladsen, hvor man kan finde flere af programmets værker, mens performancedelen udspiller sig på scenen Platform. Den fungerer trods dette års vilde vejr stadig godt som et fleksibelt rum, der både kan åbne sig og blive helt intimt. Det inviterer ind og bliver for nogle gæster måske deres først møde med performancekunst.
★★★★☆☆ Market place af Spellchestra, fredag på Platform
Det blæser en halv pelikan, da vi indfinder os til spellchestras rollespils-musikperformance Marketplace fredag formiddag. De syv performere sysler med teknik og rekvisitter, men er allerede i rolle, så starten bliver flydende på dette angreb på markedsøkonomiens magt og den private ejendoms hellighed. Dystre middelaldertyper iklædt kutter og dommedagsklokker blander sig med nutidige typer i cottoncoat eller trashy look som en heterogen, men stålsat skjaldeflok.
Lydbilledet dirrer, ulmer og gnistrer isprængt skærende klange og en perlende latter, inden det første crescendo indtræffer og kalder trommehinderne til kamp. “Costy satire” står der på skiltet, der bæres rundt. Ved det andet crescendo står der “Economic crime”, mens det afsluttende og altnedbrændende tredje lydcrescendo, der aldrig synes at stoppe blot ledsages af et flagrende A4-ark med blandt andet ordet “Icecoffee”.
Meningssammenbrud? Ja, og så alligevel ikke
Meningssammenbrud? Ja, og så alligevel ikke, da vi i både ord, toner, karakterer og rekvisitter ledes håndfast gennem billeder af forbrug og anden monetær udnyttelse af de fleste. Logobannerne med “Terminus”, der omkranser os, runger ildevarslende for de latinkyndige.
Først og fremmest gælder det salg. Salg af baggrundsmusik og rejser til fjerne steder som 20’erne, men også salg af dekonstruktionen af imperialismen og de privilegeredes sprog, af sange om monetær udvikling og af de særligt eftertragtede armbånd med gruppens navn på. “Consume me, consume me,” lyder det, mens lydbilledet atter presser øregangene. Siden “Sue me, sue me,” fulgt af eksempler på global økonomisk udnyttelse af den syngende skjald.
Så rammer konkursen. “I’m broke. Fuck the economy,” råber en, mens alt bimler og bamler i højrødt lys. Støjen isprænges atter latter. Latter, der næsten lyder som gråd. Melodiske, vemodige toner forsøger at trænge gennem støjen, inden knæfaldet foran alteret med den altslugende mund betegner enden – eller måske genfødslen til noget nyt. Gruppen demonterer alteret og forsvinder ud på festivalpladsen, mens vi lades tilbage med den nervekradsende lyd af undergang.
Marketplace kombinerer rollespil med et uhyre markant støjunivers, der er næsten smertefuldt at være i. Hvilket selvfølgelig er en pointe i forhold til temaet, der også udstrækkes i skjaldenes forvirrede og hektiske aktiviteter, der måske, måske ikke vil bringe dem et nyt sted hen. Ideen er klar, men konceptet liges så messy som markedsøkonomien selv – og måske mest for feinschmeckere af det heftige støjinferno, der skaber universet.
spellchestra består af komponister, kunstnere og musikere Holger Hartvig, Arte Carlander, Oliver Laumann, Simin Stine Ramezanali, Mija Milovic, Stine Victoria Hyun og Tettix Hexer, som har været aktive på den danske og internationale eksperimenterende scene i projekter som Synd & Skam, LOL Beslutning, CTM, Slim0, Hal0plus+ og Tehran.
Marketplace vises i samarbejde med Art Hub Copenhagen.
★★★★☆☆ 1GUH WATCH, torsdag på Platform
“Jeg elsker den danske sommer,” synger en i kødranden ved Platform, mens vi i drypregnen venter på rytmer fra et andet, varmere sted. Kredsen møver sig stadig tættere kun brudt af det to-fagede lærred i det ene hjørne og DJ-pulten i det andet, hvor DJ Pappi allerede sender en tyk strøm af jamaicansk grooves ud mod os.
Én stor omfavnelse af dansen og livet
Så glider showet i gang som en lang improvisation, hvor danserne fletter sig ind og ud af hinandens koreografier. Tamara Alegre laver antrittet med Pon di River-trin, der gynger og drejer i knæ og hofter med spark og håndtegn. Så blander herrerne fra Dynamic Legend sig med deres tweeks på stilen, der involverer piskende fodarbejde og luskende knæ kombineret med pegende fingre på kryds og tværs. De har en gæst med, der giver improvisationen kant. Kort observerer de hinandens moves, og får dem så til at flyde uhyre præcist og tempofyldt sammen på ingen tid. I kort formation, før rækken igen brydes og nye bevægelser introduceres.
Miss Rose kommer på banen og tilføjer sammen med Alegre et ordentligt skud twerk til det fortsatte flow, der ledsages af triumferende råb og publikums anerkendende hujen. En kaster lidt break-moves ind og roterer på hovedet, da truppen kortvarigt forlader scenen og danser ud på pladsen tæt forfulgt af truppens fotograf, der laver live-billeder til skærmen, så oplevelsen mangedobles og får medieret dybde. Det overskud af stolthed over dansekulturen og den selvironiske humor, der lyser ud af danserne, drager os yderligere tæt på, så vi vugger med som én krop.
1GUH WATCH betyder denne ene gang, hvilket summerer det livsbekræftende, pulserende show. Vi er lige her, lige nu, og vi skaber dette øjeblik sammen. På scenen og med publikum. Masser og masser af træningstimer må gå forud for at kunne levere denne tilsyneladende easy going improvisation. Desto større generøsitet føler man sig omfavnet med, og Platform bryder i flammer efter showet, hvor alle trækkes med ind på gulvet i én stor omfavnelse af dansen og livet.
1GUH WATCH består af koreograf og researcher Tamara Alegre, danserne Miss Rose og Dynamic Legends, fotograf og danser Eye Juice (Lumi Pulkkinen), DJ Pappi og gæster.
★★★★★☆ Thicket, fredag på Platform
Fredag først på aftenen træder to flamboyante herrer ind på Platform og samler to sæt trommestikker op. En halv time efter går de lige så nonchalant, som de kom. Vi står dirrende tilbage, gennemrystede af deres veritable trommeraseri. Platform lægger gulv til Kunst & Aktivismes performances og enkelte koncerter. Her er vi et sted midt i mellem. Brødrene Dan Kjær Nielsen og Adam “CCsquele” Nielsen, der i denne sammenhæng går under navnet Thicket, bliver til en form for karakterer i deres Doorsagtige/flanør-stil, der ikke værdiger publikum et blik, men alligevel rammer lige ind i kroppen og adresserer rummet i al deres sublime introverte tosomhed.
Det er punk. Det er improvisation. Det er tilstedeværelse i femte potens
Den åbne Platform-scene er omskabt til et surround sound-univers, der svøber os fra første voldsomme sfæriske susen til den dunkende bas og de insisterende taktslag, der varsler duoens ankomst, og mimer hjertets slag. Så sætter de stikkerne i gang i et flow, der synes at være et uendeligt klimaks, men alligevel indeholder en rigdom af variationer, som de skifter mellem det fælles trommesæt, et mindre setup og en lille station med percussion. Melodistumper, menneskelignende råb og elektroniske bidder fletter sig ind i den stadige pisken på slagtøjet, mens deres kroppe spændes til det yderste og intensiteten mellem dem sitrer.
Det er punk. Det er improvisation. Det er en udforskning af energiers og flows nuancer. Det er tilstedeværelse i femte potens. Det er en overgivelse til rytmens rasende og orgastiske kvaliteter. En overgivelse, der drager alle i rummet med ind i tryllekredsen af lyd, af støj, der kulminerer og runger i hele kroppen, da det pludselig er slut. Thicket var et forrygende højdepunkt i performance-programmet, der anslog mange reflektionsveje, men samtidig var en helt ekstraordinær kropslig sansning. Tilbage stod vi rusket af rytme, badet i støj.
Thicket består af Dan Kjær Nielsen, trommeslager i Iceage, og Adam “CCsquele” Nielsen, grundlægger af pladeselskabet Dybdestegte og medlem af en række bands som Cuirass og Scimitar.
★★★★★★ Iscenesat af Angående mig, onsdag på Lagune
Iscenesat er ikke en del af Kunst & Aktivisme-programmet, men man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige lagde vejen forbi den nye Lagune-scene for at se, hvordan forestillingen fungerer i koncertformat. Samarbejdet mellem Angående mig, Roskilde Festival og Betty Nansen Teatret er et af teatrets søsterskaber, der udvikler og udbreder teatrets kollektive arbejdsmetode i samarbejde med eksterne partnere.
Nærværet opstår med de første billeders panorering ned ad bandets ansigter
Performancen kunne derfor ses første gang på teatret i scenografien til forestillingen Les Miserables, der arbejdede med en stor frontskærm med live-billeder til forestillingen, der altså udspillede sig både live og medieret. Angående mig virkede som et oplagt valg til at korrespondere med romanforlæggets temaer som vrede, undertrykkelse og opgør med konventioner. Gruppen fungerede med sine fingerede karakterer og smertedryppende tekster da også usigeligt godt i teatrets æstetiserende ramme, hvor det blev en intim, billedstormende oplevelse. Man kunne kun have grænseløs respekt for live-fotografens medskabende arbejde.
Men hvordan fungerer det så på festivalen?
Overraskende godt er det korte svar. Da jeg trådte ind i teltet og så den massive skærm, blev jeg lidt nervøs for, om intimiteten kunne forplante sig i det store åbne rum med den distance, medieringen uomgængeligt skaber. Men det var en helt unødvendig nervøsitet.
Nærværet opstår med de første billeders panorering ned ad bandets ansigter, mens de første toner slås an. Og så følger vi sangskriver Laura Lilholt Andersen flanerende odyssé gennem følelser, back- og frontstage, der med nerve mimer den trashede festivalkulisse og netop i kraft af det tændte publikum får andre strenge at spille på end i teatrets mere konsekvente adskillelse af scene og sal.
Dårende smuk er stadig duetten mellem sangeren på forscenen og cellisten på skærmen. Men nu får vi også et samspil mellem sanger og de fans, der hænger over hegnet i ekstase over lyrikkens spejl. En fuldstændig helstøbt performance, der teknisk både overlegen og legende formidler og forstørrer gruppens univers, der i sig rummer omvæltningens potentiale.
Sådan kan man også skabe nye perspektiver – og udvikle scenekunsten.
ISCENESAT blev udviklet som et søsterskab på Betty Nansen Teatret, hvor koncerten blev samskabt af Angående mig og teatrets kunstneriske leder Elisa Kragerup som en dialog med sceneografien fra og tematikkerne i teatrets opsætning af Les Misérables. På Roskilde Festival bringes konceptet i spil i en festivalsammenhæng, fortsat iscenesat af Elisa Kagerup og med Borgar Skjelstad som videoinstruktør.
