Johan Sarauw og Jo Hedegaard har gennem tre sæsoner kørt parløb på Teatret Slotsgården som instruktør og scenograf, men også som dramatikerduo. Det samarbejde resulterede i tre skønne, spacede samtidskomedier og dem kan man nu opleve på skrift i bogen 3 SKUESPIL, der udkom i foråret og blev lanceret til en triathlon reading under CPH Stage 2025.
Det er ikke altid, at opringning fra et natværtshus giver pote. Men Johan Sarauw og Jo Hedegaard havde heldet med sig, da de i en sen nattetime fik fat i Ole Hjortshoved og overbeviste ham om, at han skulle hjælpe dem med at udgive deres tre sommersyrede skuespil, der er skrevet til Teatret Slotsgården i sæsonerne 2022-2024.
Nu foreligger resultatet i et format, der mimer manuskriptet, blot æstetiseret med kæk lilla skrift på lækkert råhvidt papir og omslag. Det samlede grafiske udtryk er designet af Filip Birkner, der har givet de tre skuespil hver sin distinkte forside. Misantropia har kulørte modellervoksbogstaver på sort baggrund, de to andre fotos. Don Quijote snapshots af landevejen og ridderen, Et skærsommernats drøn af et indpakket stillads.
Et spejlkabinet af kindkys
Bogens første opslag er forfatternes noter til læsere og iscenesættere med en kort intro til de tre værker og en lille disclaimer om de mange Odensereferencer, som skal ændres ved opsætning andre steder. De betyder nu i praksis ikke så meget, da de tre skuespil kunne foregå hvor som helst i – dog måske særligt i kulturkredse, der især er målet for satiren i det første drama, Misantropia.
Man er med ham hele vejen, når han gennemhuller de poserende kunstnere, der i en selfie-memetid får endog mere luft under vingerne
Det bygger som de øvrige på et klassisk forlæg, her Molières Misantropen, som får et ordentlig sprogligt pift i de to dramatikeres særlige tone, der blander vid med fjol og komisk tæft til en form, der har vist sig at fungere særdeles godt på teatrets udendørsscene, der kalder på det teatralsk storladne.
I Misantropia står den kunstneriske klasse for skud, belyst gennem kunstneren Celestes mange beundrere og hendes kæreste Andrés jaloux-bidske kommentarer. Han er misantropen, og man er med ham hele vejen, når han gennemhuller de poserende kunstnere, der i en selfie-memetid får endog mere luft under vingerne. André siger sin ærlige mening, og det kan man ikke i dette spejlkabinet af kindkys og fortænkte happenings. Det er ondt og perlende underholdende skrevet.
En umulig forestilling
Don Quijote er baseret på et monstrøst episk værk, hvilket forfatterduoen har omfavnet ved at skrive en opgivende intro, der mimer Cervantes egen, og i øvrigt overbefolke skuespillet med en strøm af karakterer fra vindmøller, møer og munke til en selvopfunden butler og en rammehistorie med tre konsulenter, der på bedste djøffede vis skal sikre, at forestillingen bliver ny uden at være for moderne og sikrer latterkramper til folket.
Det er tekstens spørgsmål, men de åbenlyse aktuelle konnotationer kommer ikke rigtig i spil
Jeg har desværre ikke set forestillingen, og det er ud fra teksten umiddelbart svært at vurdere dens komiske effekt. Don Quijotes megalomane, men jo i bund og grund sympatiske projekt om at gøre verden til et bedre sted burde kunne kaste en del god samtidssatire af sig. For hvem er i sandhed gal? “Den som vil bevare status quo med al dets tilhørende modbydelighed, eller den der sætter sit eget liv og legeme ind på at gå til kamp imod samme?”
Det er tekstens spørgsmål, men de åbenlyse aktuelle konnotationer kommer ikke rigtig i spil, men drukner – i hvert fald i teksten – i forfatternes metaintention om at lave “en umulig forestilling”.
Start dreaming!
Et skærsommernats drøn bygget over Shakespeares vildtvoksende kærlighedskomedie lykkes til gengæld med flot overblik i teksten, der flot integrerer dramaets enkeltdele og giver dem et grotesk vrid. Det er godt set at forskyde originalens elskovskogleri til tidens debatter om kønsidentitet og krænkelser. Med en queer, totalt politisk ukorrekt Puk i spidsen trækkes fronterne op og kulminerer forløsende med udgangssalutten: “Stop being so woke and start dreaming.”
Det er en begivenhed i sig selv, når der udgives ny dramatik, og 3 skuespil er tilmed et uhyre smukt eksemplar
Den replik indrammer ganske godt de tre dramaer, der netop bindes sammen af drømmen om noget andet og en sproglig evne til at formulere drømmene. Misantropia og Et skærsommernats drøn er mere vellykkede, hvilket nok til dels skyldes, at de er gendigtninger af dramaer, men især, at de frugtbart kobles op på samtidstemaer. Der er brændstof i safe spaces og remedieringer af kunst, og Sarauw og Hedegaard sætter yderligere blus under bålet med deres amokløbende sprogblomster, der gnistrer, når de sætter kniven ind i dårskaben.
Det er en begivenhed i sig selv, når der udgives ny dramatik, og 3 SKUESPIL er tilmed et uhyre smukt eksemplar, der i sit grafiske udtryk som dramaerne er et mashup af det traditionelt smukke, det grotesk fabulerende og virkelighedens brutale realiteter.
De tre skuespil rister tilsammen en rune over en tid, hvor overflod og dekadence skaber pseudoproblemer, som er alt for virkelige for mennesker, der ikke kan se ud over deres egen navle, og hvor ikke engang løver må være farlige. De er skrevet ind i tidens sprog, men med traditionen løbende som dyb viden under de tilsyneladende gakkede løjer. Det balancerer, som jeg skrev i anmeldelsen af det sidste drama, det klassiske med det aktuelle og avantgarde i kongeniale og originale gendigtninger, der snildt kan få et længere liv.
LÆS ISCENEs anmeldelse af Et skærsommernats drøn her
3 SKUESPIL kan købes i Politikens Boghal, hos Arnold Busck i Købmagergade i København, hos BRØG Litteraturbar i København, hos Løves Bogcafé i Aarhus og og via dette link
