Sommeren banker på – og det samme gør de mange udendørs teatertilbud, som kan opleves over hele landet. Vi har samlet et udvalg af, hvad du kan opleve i det danske sommerland – uanset om du er til operakomedie, naturvandring, gakkede klassikerfortolkninger eller dansende kroppe.

Shakespeare i Ørstedparken og på turné
Folketeatret og Shakes er endnu engang klar med en gakket fortolkning af Shakespeare. Årets forestilling er King Lear, der pumpes op med overdådige kostumer, aggressiv familiefejde og sexet 70’er musik. Forestillingen spiller først i Ørstedparken i København og siden på turné i flere danske byer.
I et vanvittigt forsøg på at dele sit land mellem sine tre døtre, mister den legendariske og berygtede Kong Lear herskermagten, sin families loyalitet og sin forstand. En overdådig feberdrøm om tabet af magt og genopdagelsen af alt det, der i virkeligheden burde have været.
King Lear spiller i Ørstedparken 30. maj – 26. juni og på turné 3. – 16. august. Læs mere her.

Komisk gadeteater om fitness og kærlighed
I Han, Hun og Fitness tager Dansk Rakkerpak favntag med fitness-kulturen på både godt og ondt. Et fitnesscenter tilbyder i trit med tidens trend et fitness- og aerobickursus for seniorer under ledelse af en ihærdig og good looking instruktør. Holdet viser sig i sidste ende kun at have tre deltagere, da de øvrige er faldet fra pga. diverse fysiske skavanker, lægeaftaler og børnebørnspasning.
De tre deltagerne har selvfølgeligt alle meldt sig til kurset for at komme i bedre form, få mere energi, bedre balance og måske smide et par kilo. De har også alle drømme og håb om måske at møde den sidste store kærlighed eller en ven for resten af livet. Alle de kendte dynamikker melder sig, da de skal lære de andre i gruppen af kende.
Han, Hun og Fitness spiller rundt i hele landet 5. juni – 28. august. Se datoer og steder her.

Opera for hele familien i det jyske
Hos den Jyske Opera er der fuld gang i forberedelserne til Rossinis operakomedie Barberen, som denne sommer spiller på ladet af en lastbil i byrummene i Vejle, Silkeborg, Aarhus, Assens og Ebeltoft.
Den flygtende Bartolos gamle flyttevogn bryder sammen, og der står røg ud af førerhuset. Pludselig ankommer Grev Almaviva i jagten på den kidnappede Rosina, mens Figaro ankommer på sin barbercykelvogn, der kan fikse alt. Den Jyske Opera lover en hvirvelvind af skæve karakterer og et firemandsorkester iført Frelsens Hær-uniform, der spiller Rossinis skønne musik.
Barberen spiller i de ovennævnte byer i perioden 12. – 27. juni. Se mere her.

Vandreforestilling i Nationalpark Thy
Limfjordsteatret og Kånstkollektivet har allieret sig med lokale foreninger og mere end 100 frivillige til den nye vandreforestilling Flok, som kan opleves i Nationalpark Thy.
I Flok bliver publikum guidet gennem landskabet, hvor de vil opleve scener med professionelle performere, lokale aktører og visuelle tableauer. Hver scene er en bevægende fortælling om at høre til – eller stå udenfor. Om fællesskabets både fine og grumme ansigter.
Flok spiller i Nationalpark Thy 17. – 30. juni. Den 24. juni afvikles en særudgave af forestillingen, som er bedre eget til gangbesværede. Læs mere her.

Holberg i hjertet af København
Årets forestilling på Grønnegårds Teatret er Ludvig Holbergs udødelige komedie Erasmus Montanus. Nicolai Jørgensen indtager titelrollen som den opblæste student, der efter studier i København vender hjem til sin fødeby på landet og skaber ravage med sin nyerhvervede akademiske logik overfor landsbyens snusfornuft.
Holberg udstiller i sin skarpe og skattede komedie både bønderne og deres magelige vanetænkning og de opblæste lærde og deres fordømmende selvtilstrækkelighed.
Erasmus Montanus spiller i haven bag Odd Fellow Palæet i København 25. juni – 27. august. Læs mere her.

Kafka i det fri
Kafka’s ufuldendte roman Amerika fra 1927 er en fri fantasi over et kontinent, forfatteren aldrig selv besøgte. Med naive og nysgerrige øjne lader han europæeren Karl tilflytte Amerika. I en fortælling, der minder om en feberdrøm, møder Karl forskellige skæbner, der tvinger ham til at forsøge at finde sig selv i drømmeriget.
I Teatret Slotsgårdens iscenesættelse skaber fem skuespillere en tragikomisk og vedkommende forestilling under åben himmel.
Amerika spiller på Teatret Slotsgården i Odense og ved Kunsten i Aalborg 18. juli – 16. august. Se mere her.

Sommerdans ved Operaen
Dansk Danseteaters Summer Dance er i år rykket til nye omgivelser helt fremme ved vandkanten foran Operahuset. Her står dansen med Amalienborg i ryggen og vandet som et klukkende bagtæppe.
I år præsenteres Le Scénario af den internationalt anerkendte koreograf Philip Berlin, opført af Dansk Danseteaters dansere. Philip Berlin er en af de mest markante stemmer i inden for dansens verden. Han skaber dans, der sprudler af energi: atletisk, fuld af glæde og med masser af kant.
Summer Dance kan opleves foran Operaen i København 26. – 30. august 2026, og breder sig i form af workshops for børn og voksne, samtaler, kaffe og vin på kajen. Læs mere her.




