Gamle lokaler, dårlige forhold for gangbesværede og manglende kapacitet udfordrer Himmerlands Teater. Derfor har de fået tegnet et nyt teaterhus. Men selv med en detaljeret skitse i hånden, er der stadig et stykke vej at gå, før drømmen kan blive til virkelighed. ISCENE har talt med teaterleder Susanne Sangill om, hvilke visioner Himmerlands Teater har for de mulige nye rammer.
”Vi elsker det lille teater. Det har en intimitet, man ikke kan få så mange andre steder”.
Sådan siger Susanne Sangill om Himmerlands Teater, som hun selv var med til at grundlægge i 2001. Teatret har til huse på havnen i Hobro i en bygning, der uden at fornærme nogen godt kan kaldes temmelig aldrende. Det er den bygning, Susanne Sangill og resten af teatret håber på at kunne bytte ud med et nybygget teaterhus på samme adresse. Skitsen er allerede klar – tegnet i samarbejde med Arkitekterne Friis og Moltke – og visionen med byggeriet er at bevare intimiteten, men gøre forholdene bedre for både publikum og medarbejdere.
Det er vigtigt at bevare det, der gør Himmerlands Teater til noget særligt
”Det er vigtigt at bevare det, der gør Himmerlands Teater til noget særligt, så vi skal ikke ekspandere 200 procent. Det er der ikke publikumsgrundlag for, og det ønsker vi heller ikke. Vi har publikum, der kommer langvejs fra for at få den oplevelse, der er unik for netop vores teater. Med vores størrelse komplimenterer vi de store teatre. Vi skal jo ikke alle sammen ligne hinanden. Så vores tanke er, at vi skal øge kapaciteten fra 64 til 120 publikummer. Og så vil vi gerne have noget mere højde på publikumsrækkerne, fordi publikum i dag oplever at sidde med et hoved lige foran sig.”

Trapper, trapper, trapper
Det er særligt tilgængeligheden og arbejdsforholdene, der er udfordrende i den nuværende bygning.
”Det er en møggammel bygning med rigtig mange niveauforskelle, ingen elevator og ingen handicapadgang,” siger Susanne Sangill. ”Vi ved, at mange af vores publikummer er oppe i årene, og de siger til os: ’Hvad skal vi gøre? Vi kan snart ikke komme i teaterbygningen længere’. Arbejdsmæssigt er det også en belastning. Der skal slæbes en hel del op og ned, for der er intet, der kan hejses.”
Ønsket om et nyt teaterhus i Hobro er derfor udsprunget af nogle ret lavpraktiske ønsker. I hvert fald et stykke ad vejen. For en mere moderne bygning skal naturligvis ikke kun løse praktiske problemer, men også give nye muligheder, fortæller Susanne Sangill. Blandt andet for at udvide repertoiret.

For trangt til turné – og til erhvervslivet
De senere år er kravene til teaterrummene blevet større fra de turneforestillinger, der også i Hobro udgør en væsentlig del af sæsonprogrammet. Det er krav, der er svære at imødekomme i de nuværende rammer.
”Turneforestillinger bliver større og mere teknisk udfordrende, så der er mange gæstespil, vi ikke kan huse. Blandt andet på grund af loftshøjden på 270 centimeter. Indtil nu har vi kunnet leje det gamle Hobro Teater, når de store forestillinger fra for eksempel Folketeatret er kommet til byen. Men det bliver bygget om til en ren biograf nu, så den mulighed mister vi. Det betyder, at der ikke er noget sted i kommunen, hvor de større turneforestillinger kan spille.”
Der ikke er noget sted i kommunen, hvor de større turneforestillinger kan spille
Himmerlands Teater har også et ønske om et bredere samarbejde med det lokale erhvervsliv, men oplever at den lille salskapacitet på 64 personer giver udfordringer.
”Vi vil gerne lave firmaarrangementer også, men de større firmaer kan ikke være der, og mange har ikke lyst til at dele deres medarbejderarrangementer over i to. Det betyder, at vi bliver mindre interessante i forhold til sponsorater, fordi de ikke kan bruge os den anden vej.”
Ligesom teatret vil blive mere attraktivt for virksomhedsarrangementer, vil de relativt omkostningstunge skoleforestillinger også bedre kunne betale sig for teatret, hvis teatersalen kan rumme en hel skoleårgang ad gangen.
LÆS OGSÅ: Randers Teater har “forsøgt at lave et hus, som kan bruges til det, vi ikke kan forestille os endnu”

Skitsen er klar, men perspektivet er langt
Visionen om det ny teaterhus er nævnt i Himmerlands Teaters program for sæson 24/25, hvor også Friis & Moltkes visualiseringer og en skitse over det mulige nye hus er trykt.
”Vi har arbejdet i halvandet år sammen med arkitekterne, hvor vi har siddet med linealer og rykket rundt på vægge og rum for at optimere pladsen. Det er lidt ligesom at indrette et skib. Hver en centimeter skal udnyttes,” fortæller Susanne Sangill om processen.
Det er lidt ligesom at indrette et skib. Hver en centimeter skal udnyttes
Men processen fra en skitse på papir til en færdig bygning – der anslås til at koste 35 millioner kroner – kan være meget lang, og der er ingen garanti for, at drømmen bliver til virkelighed.
”Nu, hvor vi har en klar idé om, hvad vi ønsker os af et nyt teaterhus, så er vi selvfølgelig gået i flæsket på kommunen, og de siger “det lyder sørme spændende. Det håber vi, at I får nogle penge til”. Og når vi går til fondene for at søge støtte, så kigger de på, om kommunen vil lægge nogle penge i det. Så processen er op ad bakke. Det hele koster penge – fundraising, forundersøgelser og konsulentbistand, som vi indtil nu har brugt penge på – og vi ved jo ikke, om vi bare smider dem i et sort hul. Vi har gået og håbet på, at der kom en storm, der ville rive taget af den her bygning, så kommunen var nødt til at gribe ind. Men det sker nok ikke. Det er et solidt ståltag. Faktisk er taget det mest solide ved bygningen,” griner Susanne Sangill.

Fundraiser på plads
”Nu har vi fået en fundraiser tilknyttet, og vi er i dialog med en af de store fonde. De har selvfølgelig en masse spørgsmål om projektet, men det er jo positivt, at de ikke bare har sagt nej,” slutter hun, før hun kommer med en personlig forudsigelse om sin egen rolle – eller mangel på samme – i et muligt nyt teaterhus:
”Det har lange udsigter. Vi taler flere år frem i tiden. Når det teater engang står færdigt, så er jeg nok ikke teaterleder længere. Nu har jeg selv været initiativtager til teateret tilbage i 2003. At det lykkedes, var i sig selv kæmpestort. Og så kan det være, at der er nogle andre, der må gøre det her projekt færdigt. Men så kan jeg jo komme ned og sidde i salen og tage elevatoren op, hvis jeg ikke er i stand til at gå op ad trappen. Det er jo sådan, at livet er.”
Læs mere om tankerne bag det nye teater og se arkitekternes visualiseringer her.
LÆS OGSÅ: Teaterchef for Teater Vestvolden: “Det betyder så meget at være placeret et sted, hvor folk kommer”

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med SceNet med fuld redaktionel frihed for ISCENE.