Publikum kommer til at blive serviceret markant bedre, og hverdagen bliver lettere for personalet på teatret. Det, mener teaterdirektør på Randers Teater, Peter Westphael, er blot noget af det, der kommer ud af den nye til- og ombygning af teatret, som nu lige straks er helt færdig.
Tirsdag den 15. august er der officiel genåbning af Randers Teater, der har været under ombygning siden starten af 2022. Randers Kommune og de tre fonde A.P. Møller Fonden, Salling Fondene og Louis-Hansen Fonden står bag finansieringen af om- og tilbygningen, som nu endelig står klar, så teatret igen kan byde publikum velkomne i de nye faciliteter.
“Vi har forsøgt at lave et hus, som kan bruges til det, vi ikke kan forestille os endnu,” lyder det fra Peter Westphael, teaterdirektør for Randers Teater, da jeg besøger ham på det næsten færdige teater en uges tid før genåbningen. Og selvom den mest markante forandring er den store, lyse, højloftede foyer, som pryder teatrets forside, så er der sket mange, mindre synlige forandringer, som kommer til at få stor betydning for det daglige arbejde på teatret, fortæller Peter Westphael.

Under konstant udvikling
Den nye ombygning og renovering er blot endnu et trin på den udviklingstrappe, Randers Teater løbende har bevæget sig op ad, siden teatret blev etableret som egnsteater i 2000. Ved scenekunstreformen i 2020 fik teatret status som §5-teater og blev dermed udråbt som regionalt fyrtårn. En rolle, man tager meget alvorligt.
“Vi skal være et moderne scenekunsthus og har derudover også nogle særlige forpligtelser som regionalteater. Vi forsøger at lave forestillinger, der har en regional forankring. Det gjorde vi med Sven fra Randers, og det gør vi igen med iscenesættelsen af Frøken Jensens Kogebog. Det er en del af vores regionale tanker. Men vi samarbejder også bredt med andre kommuner i regionen som Norddjurs og Favrskov, hvor vi leverer forestillinger og undervisningsforløb”.
“Vi kan tage flere og større forestillinger nu, hvor gulv og loft kan holde til det. Vi kommer til at kunne forøge vores aktiviteter i huset. Vi har allerede Seniorholdet, Randers Teater Kor og talentskole for unge. Nu får vi også mulighed i endnu højere grad at lave understøttende virke, som når mindre kompagnier og tidligere elever fra talentskolen gæster huset med deres forestillinger. Det er fx tilfældet med amatørgruppen Fabulas, der hvert år spiller en forestilling hos os,” siger Peter Westphael, der ikke er i tvivl om, at den nye tilbygning og renoveringen vil komme publikum til gode.

Ombygning med publikum i fokus
“Publikum kommer til at blive serviceret markant bedre – også bare fordi der rent praktisk er meget bedre plads til dem. De kan sidde i loungen i foyerens første sal og få et glas vin, og vi har mulighed for at lave publikumsudvikling og kan skabe arrangementer før og efter forestillingerne,” fortæller Peter Westphael, der blandt andet arbejder på at skabe en teaterven-ordning, så de, der ikke har lyst til at gå alene i teatret, kan finde nogen at følges og dele oplevelsen med.
Det er da også en helt anden oplevelse at træde ind i den nye foyer end i den noget trange, mørke korridor, der tidligere udgjorde teatrets venteområde. Her er som nævnt højt til loftet med masser af lys, der selv på en blæsende regnvejrsdag, som da jeg får en rundtur på stedet, strømmer ind ad de store vinduespartier. Foyeren er rummelig og kan inddeles, hvis der skulle være flere forskellige arrangementer på samme tid. I midten er en bar ved at blive bygget op, og i modsatte ende er der opstillet en midlertidig scene, hvorfra talerne til åbningsreceptionen skal holdes. Går man op ad trappen, er der et loungeområde i åben forbindelse med resten af foyeren, hvor det er tanken, at publikum kan sidde og hygge sig før forestillingerne.
“Tidligere har vi kun tænkt i sale og aktiviteter, men nu har vi tænkt på plads og forhold for publikum. Vi har desuden de store foldedøre i den nye facade, som vi åbne dørene for at inddrage uderummet foran teatret også, hvis vi har større arrangementer eller udendørs aktiviteter som fx Spektakelfestival,” siger Peter Westphael.

En lettere hverdag på teatret
Selvom den nye foyer er flot og helt sikkert kommer teatrets mange besøgende til gode, er det dog ikke kun publikum, der kommer til at kunne mærke en forskel, understreger Peter Westphael.
“I denne ombygning har vi fået fikset småting, som vi ikke tænkte på i den seneste ombygning for fem år siden. Det gælder blandt andet, at vi nu har fået alt tilpasset til den digitale måde, vi arbejder på i dag. Vi har været gennem alle personalegrupper for at høre, hvad de havde af ønsker til det nye hus. Det kom der mange vigtige detaljer ud af. Blandt andet havde teknikkerne et ønske om, at alle ledninger ikke længere skulle føres hen over indgangsdørene i salen, men i stedet kunne placeres i kabelgrave under gulvet”.
For selvom mindre synlige ting ved renoveringen som kabelgrave, flere strømstik og mere computerstyring måske ikke lyder af meget, så er det tiltag, som vil gøre hverdagen lettere for personalet på teatret.
“Der kan hentes rigtigt mange arbejdsmæssige besparelser for vores personale gennem de nye renoveringer. Hvis det før tog én mand to timer at hænge et bagtæppe op i salen, så vil det nu kun tage 20 minutter. Der er mange små, nye tiltag, som kan gøre hverdagen lettere. I Energisalen er der kommet et nyt gulv, som rent faktisk kan holde til scenekunst, hvilket det gamle slet ikke var bygget til. Desuden kan al indslæbning af scenografier nu ske backstage gennem den nye adgang – i princippet under igangværende forestillinger, hvis det bliver nødvendigt – hvor det hele før skulle ind gennem foyeren.”
Lørdag den 19. august er der åbent hus for både børn og voksne på Randers Teater. Se programmet her.