Team Teatret i Herning, der er Danmarks ældste egnsteater, fejrer 50-års jubilæum med forestillingen Lejlighed nr. 50. Det store spørgsmål er, hvad teatret mener, forestillingen skal bidrage med i 2018.
Maj Rørbæk Damgaards Lejlighed nr. 50 er i Ebbe Knudsens instruktion en lidt banal forestilling om 1968’ernes revolutionære, om ungdomsoprøret og om menneskets søgen efter identitet. Historien er enkel. I 2018 flytter Erika ind i en lejlighed. Samme sted, som hendes mor boede for 50 år siden. Hendes mission er at bløde op på statistikken for antallet af etniske danskere i betonbyggeriet i Gullestrup. Dorthe Hansen Carlsen gør det, med sin udadvendte facon og sin damen-fra-kommunen-attitude, fint som den midaldrende Erika, der vil realisere sig selv gennem sit alternative integrationsprojekt. Hurtigt står det dog klart, at hun også har en personlig agenda: At finde svaret på, hvem hendes far var.
I nabolejligheden bor Olivia Borgels’ lidt forsagte og menneskesky Anne, der konstant gemmer sig bag lukkede døre. Alene med sin cello, godt beskyttet af identiteten som grå mus gemt af vejen i en lang, deform strikcardigan, er det ved første øjekast svært at forestille sig, at hun i sin tid startede et kollektiv sammen med Erikas mor, Edith. Med Anne tager forestillingen os tilbage til 1968, da kollektivet var nyt og tanken om revolutionen yderst præsent.
Brune farver og søstersolidaritet
”Hvis vægge ku’ tale,” gentages i sangene. Både af de to kvindelige, sortklædte musikere, der står på hver side af forscenen, og de fire øvrige beboerne i kollektivet. De hvide vægge i scenografien forbliver dog tavse, mens Anders Zoffmanns jakkesætklædte Mogens og Stig Skjolds kommunismeprædikende Leif i 1968’er-fortællingen deler fornøjelserne ved at bo sammen med fire, unge kvinder. Alle nuancer af brun dominerer tøjet fra læderjakken til fløjlsbukserne. Og tidens nyudsprungne frigjorthed, der medfører en del nøgenhed på scenen, rummer udtryk som ”borgerlig bagage” og ”søstersolidaritet”, som hentydning til kaffestel og p-piller.
Væggene og de hvide plankegulve danner fysisk ramme for Lejlighed nr. 50. Men hvor lejligheden i 1968 var dobbelt så stor og fuld af liv, sex og musik, er den i 2018 inddelt i små private sfærer, hvor enhver passer sit. Udviklingen fra fællesskab til individ, som dog ikke bliver væsentlig i selve historien.
Store og små revolutioner
Ledsaget af musikalske indslag, videoprojektioner på bagvæggen og nedslag i fortiden kommer vi langsomt men støt frem mod svaret på Erikas spørgsmål. Selv om målet er tydeligt, kommer der ingen forløsning, da svaret dukker op. Der er ikke rigtigt noget på spil. I hvert fald ikke noget, der når ud over scenekanten til publikum. For rammefortællingen med Erikas søgen bliver sekundær og nærmest ligegyldig ift. fremvisningen af alle de oprørske 1968’er-tendenser.
Første akt er præget af en munter stemning, mens tonen i andet akt skifter og bliver mere dramatisk. Det gør desværre ikke forestillingen mere fokuseret. Tværtimod er det til slut, hvor fortid og nutid smelter sammen og Erika står på scenen sammen med kollektivets daværende beboere, stadig uklart, hvad vi skal lære af denne historie.
Kontrasten mellem nutidens halvhjertede integrationsprojekt og 1968’er-kollektivets fokus på en verdensomspændende revolution er markant. Sidstnævnte fylder langt det meste i form af Ediths utopiske fremtidsvision om et ”solidaritetssamfund”. Men er det et tegn på, at vi i dag er mere snæversynede? At vi ikke tænker stort nok? I Lejlighed nr. 50 gives der ingen svar.
Læs mere om forestillingen her: www.teamteatret.dk/arrangement/lejlighed-nr-50
