Populært lige nu

Sex på scenen med hjælp fra intimcoach

Interview med skuespiller Anne Plauborg

Managing Discomfort med generøsitet og kærlighed

TOASTERs festival Managing Discomfort er i fuld gang på Husets Teater og byder efter en påskepause på tre dobbeltforestillinger mere over de næste tre...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Haabet er en visuel perle om slavehandlens mørke skygge

Teatret Møllens Haabet handler om slavehandlens mørke skygge i danskernes historie. Det handler om at mindes fortiden, og huske vores andel i historien, i en forestillingen præget af høj æstetik og vellykket historiefortælling.

Connie Tronbjerg ligner en overdimensioneret porcelænsfigur, som hun indtager scenen iklædt en fyldig, gulvlang, hvid kjole, højt opsat hår og et hvidpudret ansigt med optegnede, røde læber. Hun stivner i en karikeret positur og begynder sin beretning.

Connie Tronbjerg er vores fortæller, vores guide gennem historierne. Hun gengiver dagbogsskriverier og breve fra den unge, danske Maria Frederiksen, der drager ud på skibet Haabet sammen med sin far, hun tilføjer skibslog-notater fra faderen Anton Frederiksen, og hun leverer brudstykker af en afhandling skrevet af professor Mikkel Eide fra hans besøg i Dansk Vestindien. Hun bevæger sig rundt mellem skuespillerne, betragter dem på afstand eller stiller sig foran dem for at overtage beretningen.

Haabet
Haabet. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

Vi må ikke glemme fortiden

Rasmus Ask Aagaard-Andersen har stået for instruktionen af dette første bind i Mich Vraas romantrilogi. Det handler om slavehandel, magtmisbrug, mytteri og forliste frelser-drømme. Men fokus er tydeligt på at minde danskerne om vores fortid som slavehandlende nation.

Uden at have læst Mich Vraas romanforlæg, virker det som om, dramatiker Brian Wind-Hansen har truffet fornuftige valg i sin udvælgelse af bogens breve og dagbogsnotater til at bygge dramatikken op omkring. Vi får de to fortællinger om den unge Maria Frederiksens skæbnesvangre sejltur og Mikkel Eides forskningsbaserede rejse serveret på skift. Nedslag i tiden fra Marias rejse begynder i 1803, med tilbageblik til hendes undfangelse i 1787, for til slut at lade hende mødes med Mikkel Eide og binde en sløjfe på hele fortællingen i 1825. Uden omsvøb og med et klart fokus fra start til slut.

Haabet
Haabet. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

Marie Lydie Melono Nokoudas slavinde Affi er lysende smuk og ‘eksotisk’ med sin nøgne, mørke hud og lange fintflettede hår. Hun formår at tryllebinde publikum med ganske få ord elegante bevægelser til trods for hendes næsten konstant sammenkrøbne, underdanige kropssprog. Hendes ansigtsmimik minder om det vrængende udtryk hos en teenager og står i skarp kontrast til hendes messende ”Ja, Massa,” hver gang enten Ole Sørensens dominerende plantageejer Marcussen eller Thomas Jacob Clausen Rønnes forelskede Mikkel Eide taler til hende.

Haabet
Haabet. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

Et visuelt værk

Scenografien i Haabet er en fortælling i sig selv. Laura Rasmussen har skabt et lille kunstværk på scenen. En nonfigurativ, rå trækonstruktion og tre rækker af tykke reb er alt, der er brugt. Med de helt rene linjer er scenografien smuk i al sin arkitektoniske enkelthed. Og dog alligevel virkelig velfungerende til at skabe små rum på scenen uanset om handlingen foregår på skibet, på plantagen, i et horehus eller hjemme i Danmark.

De to niveauer i trækonstruktionen gør det muligt for publikum at se både over og under dæk på skibet. At se både overklassen og slaverne på farmen samtidig. Farvesætningen i Súni Joensens lysdesign påvirker det visuelle indtryk af scenografien kraftigt og understreger forskellene på de forskellige lokationer. Fra det kolde, hvide lys, når slaveskibene sejler på havet til det varmeste gule, der omslutter og omfavner skuespillerne i husene på de Vestindiske Øer.

Haabet
Haabet. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

De seks skuespillere er aktive og tilstedeværende på scenen uafbrudt. Selv når de ikke taler eller agerer, bidrager de stadig til de voldsomme fortællinger, der her sættes i scene. Alle, bortset fra husslaven Affi, er de iført dragter i blanke, satinskinnende tekstiler, der bliver en ironisk kommentar til deres gentagne beskrivelser af slaverne som ”blanke” og ”glinsende”.

Haabet er en stærk oplevelse. Ikke kun på grund af det voldsomme og ganske afgjort politisk ukorrekte sprogbrug. Såvel fortællingernes relevans som det gennemførte visuelle udtryk og Ida Jacobsens sansemættede og stemningsunderstregende lydbillede skaber hver især en aldeles seværdig teateroplevelse. Og en væsentlig påmindelse om, at vi alle har en andel i en fortid, de fleste helst vil glemme.

Læs mere om forestillingen her: www.teatretmoellen.dk/forestillinger/haabet

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og kritiker på ISCENE. Arbejder som freelance kulturjournalist, er medlem af Reumert-juryen og har Kulturmor.dk. Tidligere teaterkritiker for Jyllands-Posten og Dagbladet Information. Uddannet cand.mag i Moderne Kultur ved Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Annonce

Mellem liv og død – interview med Julienne Doko om W.O.M.B

Julienne Doko lukker denne sæsons KSelekt på Det Kongelige Teater af med sin kraftfulde danseforestilling W.O.M.B, der er inspireret af hendes egen graviditet, men...