I Teater Momentums Krise dyrker instruktør Niels Erling det absurd fordrejede, de plottede digressioner, de barokke overdrivelser, den narrative nonsens, de groteske genreparodier og et metasprog, der vist ikke har anden funktion end at være uden funktion: ren exces. Det er så meget ude på overdrevet. Så galt afmarcheret. Og så fantastisk frisættende. Ingen bånd binder særlingen.

Niels Særling

Klodens økosystem er ude af balance. Grønne planter breder sig på en bund af flis over scenens plateauer, et dystopisk særsyn, der er lige dele foruroligende og fascinerende, et æstetisk remake af verden: ‘Nature strikes back’, gror til og forandrer livsvilkårene for menneskene. Lyset er dæmpet, og fra loftet falder syreregn ned på de tre figurer, vi kender fra Lars von Triers filmunivers, Jack (Jakob Femerling Andersen) fra The House that Jack Built, Grace (Emma Silja Sångren) fra Dogville og Justine (Mette Gregersen) fra Melancholia. Alle kigger de op mod lyset.

“Det begyndte med regnen”, siger én. En anden gentager replikken: “Det begyndte med regnen”, det var “Guds tåre”, en tåre “for at begræde mennesket”, og så åbnede himlen sine sluser, det øsede, og alt gik galt på grund af epidemierne, “smitten, som findes i regnen”. Grace var på vej til eksamen, da hun pludselig så sin far stå foran sig med panik i øjnene, og Justine gemte sig, skyldbetynget, i en bunker. 

Krise Teater Momentum
Krise, Teater Momentum, 2019. Foto: Martin Høyer Poulsen

“Vi overlevede”, gentager de, “og militæret har overtaget magten”, det er ordene i begyndelsen af denne virak, det, de på teatret kalder for en “apokalyptisk, populærkulturel reference-hvirvelvind af en roadmovie-forestilling”. Bag det hele står Niels Erling, en instruktør, der dyrker det absurd fordrejede, de plottede digressioner, de barokke overdrivelser, den narrative nonsens, de groteske genreparodier og et metasprog, der vist ikke har anden funktion end at være uden funktion: ren exces. Det er så meget ude på overdrevet. Så galt afmarcheret. Og så fantastisk frisættende. Ingen bånd binder særlingen. Dog kan referencerne til Trier virke lidt svage, for overfladisk anvendt, ikke mange af karakterernes karaktertræk går igen, de er inkonsistente. Enkelte overlappende handlinger eller replikker er for instruktøren nok til at gøre manden til Triers Jack. Også selvom han ikke deler andre egenskaber med ham.

Over forestillingens fem kapitler går vi fra katastrofens indtræffen til en slags accept, en måde at være i krisen på. Undervejs oversvømmes vi af citater og navne fra fjernsyn, film og politik, velovervejede såvel som uovervejede, og i salen fnyses der hver gang, publikum fanger et intertekstuel indslag i ordstrømmen: Glæden over at være indforstået med det underforståede er ikke til at bære på, alle må vide, at jeg ved det, fx er hytten i skoven selvfølgelig en reference til den i Antichrist, ‘det så jeg’, siger deres grynt. Ekkoet af Trier i en replik om Albert Speers kvaliteter og ekkoet i erklæringen af persona non grata, alt det får vi med. Men hvorfor laves disse referencer? Det virker hverken til, at holdet bag ønsker at udstille publikums forfængelighed, deres fnys, eller menneskets tilbøjelighed til at drage paralleller ad absurdum. Stykket vrænger ikke af os. Men hvorfor er de der så? Skal tekstmosaikken mime den postmoderne medievirkelighed, hvor grænsen mellem fiktion og realitet er svær at tyde? Er den en åbning af hjerneskallen, et indblik i, hvad der flimrer af citater i et moderne menneskes hoved? Hvis det var det, der var hensigten, var det ikke tydeligt nok. Hvor mange gik ud af salen med den tanke?

Hvem gider være svensk og politisk korrekt?

Niels Særling har meget på hjertet, og blandt hans ofre er mange hvide mænd: Jonathan Spangs diskrete håndsrækning til Pernille Vermund, kysset, der gjorde hende tilforladelig, Anders Fogh og hans krigsliderlige sindelag, Thomas Blachman og hans projekt om at beglo og omtale kvindekroppen på DR2 (“En kvindekrop tørster efter ord”) og så generelt de hvide, danske, småfede mænd. Den rene foragt for dem er uhensigtsmæssig og kedelig. Hvorfor de er, som de er, rager åbenbart ikke holdet bag. Til overs for dem har forestillingen kun ironi.

Krise Teater Momentum
Krise, Teater Momentum, 2019. Foto: Martin Høyer Poulsen

Men svensken, han er god. “Svenske tilstande”, vrænger dansken dumt. “Ti stille, og lad en voksen tale”, siger han og mimer kritikere af Greta Thunberg. Dansken planter et flag, Dannebrog, som amerikanerne på månen, koloniserer områder og skyder al skyld på “den der invasive ideologi”: “Hun [den udefrakommende] må tage ansvar for det med regnen. Det er hendes skyld”. Hende og hendes “andre værdier”, siges der absurd. Manden er bange for at blive “minoritet” i sit “eget land”. Vi må kunne sige, “hvad vi vil, hvornår vi vil”, lyder det en anden gang, og samtidig er der en planet på vej mod Jorden, og Justine er, som hos Trier, nervøs for, hvis den nu “ikke passerer Jorden, men rammer den”. Den “mandlige videnskab” har regnet på tingene, men hvad nu hvis den har regnet forkert? “Den mandlige logik” holder følelser ude, den er nøgtern, objektiv, fejlfri, men tager fejl: Planeten styrter mod os på Jorden, og amerikanerne drager ambitiøst op på den for at sprænge den i stykker.

I smerten findes kun nuet

I kapitel tre kommer ‘reaktionen’. Efter det ‘strømsvigt’, det totale blackout, der deler kapitlerne op, ser vi de tre figurer danse til hård techno, i damp fra gulvet og rødlig belysning. Når de gør det, er det for at “holde ting ude”: “grin er en måde at dulme angsten på”, og det er ikke nogens skyld, men “omstændighederne”. I dette kapitel er der også en sentimental parodi på Hollywoodfilm: “på med strygerne”, lyder det, og derefter gennemspilles en scene med den amerikanske astronaut, der er taget afsted for at sprænge planeten. Belysningen er episk. Astronautens datter taler til ham med ryggen mod ham, dels for at betone afstanden, det må være en drømmesekvens, og dels for, at vi kan se hendes triste ansigt: “Far? Hvor er du? Du lovede at komme hjem?”.

Krise Teater Momentum
Krise, Teater Momentum, 2019. Foto: Martin Høyer Poulsen

I kapitel fire kan de ikke længere trække vejret, “atmosfæren bliver svagere”. Amerikanernes mission mislykkes, og humøret er nervøst, “hvis vi bare … , skal vi nok klare os”, mens kapitel fem, ‘Nyorientering’, handler om at lære at håndtere krisen. Først lever man, så dør man, og de tre figurer sætter sig for, i en slags råd, at hjælpe menneskene. Kirkekor og en varm, gullig belysning gør scenerne stemningsfyldte: Mennesker “leder efter mønstre”, struktur. Hvorfor sker ting? Hvorfor? Angsten går her i kroppen på mig. Vi går fra ironi til patos, fra sjov og ballade til stor alvor. “Mennesket har brug for mening”, “Sex og penge” er bare “adspredelse”. Man må “bygge et hus”, hylde menneskets skabende evne, skønheden, eller påføre sig selv og hinanden smerte: “I smerten findes kun nuet”, pikken må skæres af. Talentet Emma Silja Sångren kigger os intenst og længe i øjnene: Der vil intet savn være, hvis alle dør. Scenen er blodig. Brutal vold, pisk, voldtægt. Drabet er en mulighed. En anden er kunsten. I kunsten holdes verden ude. Vores tanker er opholdt af det, vi ser på: “Smerte, brutalitet og ondskab”. Og hvorfor overhovedet tænke på Jordens undergang, når den er uafvendelig? Hvorfor drikker vi os ikke bare fulde, mens vi venter på at dø?

Medvirkende: Jakob Femerling Andersen, Mette Gregersen, Emma Silja Sångren

Instruktion: Niels Erling

Tekst: Jörgen Dahlqvist

Oversættelse: Niels Erling

Scenografi: Lise Marie Birch

Lysdesign: Flora Brandt og Jim Falk

Lyddesign og komponist: Rasmus Juncker

Læs mere om forestillingen her