Hvordan skal man gribe det an, hvis man som uafhængig kunstner vil være sin egen chef? Og er det blot en kedelig forudsætning for at komme ud over rampen med sin kunst – eller er der udviklingsmæssige fordele i det? ISCENE talte med to, der har gået vejen.
Fakturering, fondssøgninger og budgetter – de praktiske aspekter af det kunstneriske virke, hvis man vælger at være sin egen chef, er ikke få. Mange uafhængige scenekunstnere søger råd hos blandt andre Udviklingsplatformen for Scenekunst i forbindelse med de udfordringer, der knytter sig til organisationsformer i en branche, der er kendetegnet ved vekslende projekter og få fastansættelser. For er det egentlig bedst at blive en enkeltvirksomhed eller en forening? Og er man absolut nødt til at blive ekspert på de juridiske aspekter af sit virke, hvis nu man bare helst vil koncentrere sig om kunsten?
Svaret er ikke entydigt. Det medgiver souschef og producent ved Udviklingsplatformen, Aline Storm. Men der kan være visse tungtvejende fordele ved at organisere sig mere formelt. Fx er en af fordelene ved en forening, at den ses som en selvstændig juridisk person eller enhed. Det betyder blandt andet, at det er foreningen – og ikke kunstneren som enkeltperson, der som udgangspunkt hæfter for foreningens forpligtelser og dispositioner. Derudover er der fx også en række væsentlige fonde, man ikke kan søge, medmindre man har et CVR-nummer. Men hvordan skal man så vælge at organisere sig? Det er typisk det spørgsmål, scenekunstnere søger svar på hos Udviklingsplatformen.
“Folk spørger, hvorvidt de bør blive en teaterforening eller ej, hvilket helt overvejende er den måde, de fleste uafhængige scenekunstnere ender med at organisere sig på. Man kan også blive en virksomhed, men der er ikke så mange, der vælger at gøre det”, siger Aline Storm til ISCENE.
At blive sin egen forening skal ikke forveksles med de mange danske teaterforeninger, som formidler og præsenterer forestillinger. I stedet skal processen forstås som en organisationsform, som kompagnier og også enkelt-scenekunstnere kan bruge, pointerer hun og uddyber:
“Når man går fra at være udøvende scenekunstner – altså fra at medvirke i andres projekter – til selv at være den skabende og producerende, vil man automatisk opleve, at ens virke begynder at stille nogle andre krav til måden, man organiserer sig på. Så bliver det vigtigt, at man også kan agere som juridisk enhed”.
Fra hobby til erhverv
Skal man generalisere lidt groft, lyder det at blive en “juridisk enhed” måske umiddelbart ikke som den mest velsmagende kop te for en kunstner. Ikke desto mindre kan det at organisere sin kunstneriske praksis også føre til både personlig og kunstnerisk vækst. Det er den tværmedielle kunstner og leder af lyd- og oplevelseskollektivet Det ovale rum, Darshika Karunahara, et eksempel på. Siden hun for fem år siden tog beslutningen om at gøre sin kunstneriske praksis til en virksomhed, har hun oplevet en stigende følelse af professionalisme og seriøsitet omkring sit arbejde.
“Det, at jeg har en enkeltmandsvirksomhed, gør, at jeg skal varetage mine egne projekter lige fra fundraising til som oftest også produktion. For mit vedkommende er det med til at give mig professionalisme, fordi jeg skal sætte mig ind i, hvordan projektet hænger sammen rent økonomisk”, fortæller Darshika Karunahara, da ISCENE taler med hende.
Sideløbende med sin virksomhed har Darshika Karunahara dog i perioder været ansat i et produktionsselskab, ligesom hun i dag har et deltidsjob som projektleder ved den norske filmskole.
“Det gør, at der altid kommer et minimumsbeløb ind og sørger for en vis stabilitet, og det var enormt priviligeret, at jeg fik det job på det rigtige tidspunkt. Det har gjort det nemmere for mig at være selvstændig”, fortæller Darshika Karunahara.
Men selvom hun til tider synes, at den økonomiske usikkerhed, der kan ledsage tilværelsen som freelancer, er hård, føler hun, at hun er vokset som kunstner ved at tage springet og blive sin egen enkeltmandsvirksomhed.
“Jeg begyndte at stille krav til mine egne projekter og at tage dem seriøst på en anden måde. Automatisk tænkte jeg lidt mere professionelt om mit kunstneriske virke ved at etablere det som en organisationsform og sige til mig selv at “det her er større end mig. Det er sin egen enhed”. Min praksis gik på en måde mentalt fra at være hobby til at blive mit virke og erhverv. Det lyder som en kliché, men jeg har lært at turde at stå ved min vision og tro på, at jeg har noget at give videre til andre”, siger Darshika Karunahara.
Den juridiske viden er svært tilgængelig
På spørgsmålet om, om nogle kunstnere stejler over at skulle beskæftige sig med tørre anliggender som økonomi og fondssøgning, svarer Aline Storm fra Udviklingspatformen ja. Men det, som uafhængige scenekunstnere i virkeligheden kan være mest berøringsangste over for, er den specialviden, det kræver at blive selvstændig.
“Problemet er, at den fornødne viden er så svært tilgængelig, og at man som kunstner skal bruge sine ofte begrænsede ressourcer på at etablere en organisation og drive den. Det kan virke krævende og uoverskueligt, fordi man som scenekunstner ikke nødvendigvis er trænet i at vide, hvor man skal finde den viden – og man har den typisk ikke med sig fra skolen”, siger hun til ISCENE.
Leder af Sydhavn Teater Mille Marie Dalsgaard har hands on erfaring med alle de udfordringer, der kan opstå, når man som scenekunstproducent skal organisere sig. Sydhavn Teater er gået fra at være et projektstøttet teater til at blive et lille storbyteater under Københavns Kommune. For Mille Marie Dalsgaard lå den største udfordring dog ikke i selve transformeringen, fordi teatrets grundkoncept allerede var tænkt som et lokalt forankret teater i den specifikke bydel. Det vil sige, at teatret er logisk placeret i lille storbyteaterordningen, hvorfor det at blive optaget var som at “finde sit rette leje”, som Mille Maria Dalsgaard udtrykker det.
Alligevel var det at blive til et lille storbyteater ikke gnidningsfrit – en af de største udfordringer var afstanden mellem at blive optaget i ordningen og til at kunne gå i gang og få løn for arbejdet, fortæller Mille Maria Dalsgaard.
“Årene 2012 – 2017 var for mit vedkommende hovedsageligt år, hvor jeg arbejdede frivilligt for at køre Sydhavn Teater i stilling og levede på en brødskorpe uden for dagpengesystemet for at kunne søge fondsmidler. I den periode var det svært at fastholde andre gode kræfter i projektet, fordi de penge, som kom ind, gik til produktion af værker, og vi havde ikke midler nok til at kunne producere hele tiden”, siger hun.
Sådanne problemstillinger, mener hun, generelt er en udfordring for scenekunstnere og grupper i det frie felt.
“For det betyder, at vi som land og teatermiljø mister for mange fra talentmassen, fordi sikkerhedsnettet ikke fungerer optimalt for kunstnere med den type ansættelser, vi har. Det er virkelig ærgerligt, at vi har en virkelighed, der gør det næsten umuligt at starte noget op. Og det kan desværre tage fokus fra skabelsen af nye værker”.
Et benspænd for frie kunstnere
Arbejdet med at etablere Sydhavn Teater har taget udgangspunkt i de tyske børne- og ungdomsteatre – specifikt den såkaldte Stadttheatermodel. Modellen har rødder i det sene 1800-tals tradition med, at velhavende borgere finansierede et teater i deres by. I dag er det de enkelte byer, og ikke selve staten, der finansierer de tyske byteatre, som typisk er institutioner, der fungerer som kulturelle samlingspunkter i byerne.
Det udgangspunkt har for Sydhavn teater betydet, at hver enkelt afdeling i teatret var indtænkt i udformningen fra begyndelsen: internationale flagskibsprojekter som inspirationel primusmotor, lokal dialog for transparens, ungearbejde for dannelse og talentfødekæde og mobile projekter som opsøgende formater, der møder publikum i deres nærmiljø. At Mille Maria Dalsgaard selv har trådt sine professionelle barnesko i Tyskland, og dermed havde en faglig ballast med sig, gjorde det “lettere at holde ved” i den svære opstartsfase, siger hun. Og da bevillingsfasen gik i gang, tog Sydhavn Teater syvmileskridt.
“Langt de fleste, som er selvproducerende kunstnere, vil kunne nikke genkendende til, at mange produktioner kræver omkring en halv til en hel million for at kunne realiseres. Derfor har vi arbejdet meget håndholdt og prøvet at tilpasse organisationen de nye muligheder, vi har fået med vores vækst. Jeg synes, det er lykkedes godt på mange punkter. Men når der har været organisatoriske ’tigerspring’, har vi naturligvis også skullet håndtere kriser. Her har det lettet at se processen som en stejl læringskurve, hvor vi erobrer nyt terræn som organisation og medarbejdere”, siger teaterlederen.
Da perioden som lille storbyteater startede, var Mille Maria Dalsgaard den eneste ansatte. Siden kom en deltidsproducent og en kunstnerisk kollega til. Idag er de et hold med – foruden hende – en producent, en tekniker, en forankringsmedarbejder, en ungeprojektleder, en webkommunikatør og fire ST:ART-koordinatorer.
“Jeg var ikke interesseret i at være en one-woman-army. Det var vigtigt for mig, at vi skulle være kollektive om Sydhavn Teater, og vi fungerer i dag som en stor blæksprutte, som kan rumme meget, hjælpe andre og facilitere en masse, herunder også andre projekter. Det er enormt værdifuldt, at vi kan give så meget videre, og her er en stærk organisation klart en nøgle for at have overskuddet til det”, siger Mille Maria Dalsgaard.
Succeshistorier som Sydhavn Teaters kan måske være med til at inspirere uafhængige kompagnier og scenekunstnere til at tage springet og blive selvstændige. For det største bump, man skal overkomme, er og bliver de juridiske aspekter ved processen.
“Det er et benspænd for vores målgrupper, hvis de ikke kan organisere sig rigtigt – for så kan de ikke komme videre med deres kunst”, slutter Udviklingsplatformens Aline Storm af.
Derfor afholder Udviklingsplatformen i efteråret et webinar om netop organisationsformer, fordi de oplever, at mange frie kunstnere tørster efter den juridiske know-how, der skal til for fx at blive en forening. Og der er nok heller ingen tvivl om, at der er meget at hente, hvis man som uafhængig kunstner tager springet ud i at blive selvstændig med alt, hvad det indebærer af bogholderi, skat og moms – både finansielt og i forhold til det kunstneriske virke.
Webinaret offentliggøres snarest på Udviklingsplatformens hjemmeside.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
