Del

Forvandlingen
4. - 21. nov
Bådteatret

Bådteatrets unikke dukkespil og fornemmelse for uskyld forenes i en billedbåret og dansant drømmerejse gennem Franz Kafkas foruroligende og mesterlige Forvandlingen

Franz Kafkas Forvandlingen om kontoristen Gregor, der en morgen vågner op og er forvandlet til et kryb, rummer som de fleste af den særegne forfatters værker en vifte af betydninger. Se fx Jeppe Krogsgaard Christensen gode indføring i Berlingske ved værkets 100 år. Bådteatrets dramatisering har samme kvalitet, blandt andet fordi den i så høj grad er billedbåret som en dunkel, visuel drømmerejse om at være fremmed i sin egen krop med de mange vinkler, den fornemmelse kan fremkaldes af. 

forvandlingen bådteatret
Forvandlingen, Bådteatret. Foto: Miklos Szabo.

Scenografien er en levende organisme

Kristian Knudsens scenografi er i sig selv en krop, en levende organisme, der kan ånde med lyd og bevægelse. En stor, forreven mund, man kan smide mad i, eller hive møbler ud af. En åbning, hvor grusomme kløer anes i den grumsede belysning. Gregors værelse og hans forvandlede krop bliver ét, mens hans forundrede familie og de øvrige forstyrrelser fra hverdagen enten bevæger sig bag bagscenens bobinette eller på den skæve trappe, der fører til værelsets dør. 

Her titter Gregors mor gennem nøglehullet, her anretter hans søster mad til ham, og her tordner både far og kollega mod døren uden at få andre svar end dyrelyde. Særligt fine er familiens dansende, småsnakkende vej over forbløffelse, håb om bedring, forbitrelse over, at de mangler Gregors indtægt, til deres endelige afvisning af ham, da de opgiver troen på, at han kan blive menneske igen. Den kafkaske fornemmelse for det unheimliche, dvs. når noget er kendt og ukendt på samme tid, transformeres fornemt over i visualiseringen af hjemmet, hvor uhyggen, det unormale breder sig. 

LÆS OGSÅ: Scavenius – Undulaten på skulderen af en lystmorder

Bådteatrets unikke fortællestil

Sorg, afmagt og forråelse spillet med de fineste poetiske og dansante trip, svaj, fald og lyde i Bådteatrets helt unikke fortællestil. Dukkerne, der mest består af ansigter og lemmer, føres med en fornemmelse for uskyld, der ikke udelukker raseri og kulde, men netop holder følelserne rene i den fortælling om svigt, Forvandlingen også kan læses som. Gregor må udstødes, før familien igen kan leve. De genopstår i en krans af lys og natur, så ulig det lukkede, uldne rum, resten af fortællingen udspiller sig i. 

forvandlingen bådteatret
Forvandlingen, Bådteatret. Foto: Miklos Szabo.

Det visuelle følges af en overvejende melankolsk lydside, der forstærker oplevelsen af det klaustrofobiske aspekt, og vel også den abstraktion, der lader os fordybe os i stemningen og peger på ufortalte betydninger, der ikke rummes i de valgte replikker og regibemærkninger. 

Forvandlingen er som en drøm, et mareridt ville nogle måske mene, med sine flyvende objekter, der måske symboliserer tid, indsigt, normer – måske noget helt andet. Hvor ikke bare Gregor, men også de øvrige karakterer med deres grove, og dog så udtryksfulde ansigter og deres bøjelige bevægelser åbner en lem til det inderste, følelsen af at være i en krop. 

Tekst: Franz Kafka
Instruktør: Rolf Heim
Scenograf: Kristian Knudsen
Dramaturg: Eva Obelitz Rode
Dukkemager: Holdet og Kristian Knudsen
Lysdesign: Egil Hansen
Lyddesign: Janus Jensen 
Medvirkende: Signe Kærup Dahl, Astrid Kjær Jensen og Yulia Lystbæk/Pernille Nedergaard Haugesen

Spiller 4. - 21. november 2020 på Bådteatret