Bådteatret tager besættelsestidens politik under behandling med halsende hunde, grimme spejlbilleder og endnu grimmere sandheder i forestillingen Scavenius.
Bådteatrets dukkeforestillinger er helt særlige, og genren kommer trods lidt klichefyldte valg snigende ubehageligt til sin ret i Kristian Halkens tekst om en kompleks tid og det komplekse menneske, der påtog sig at navigere Danmark igennem netop den tid – besættelsen 1940-45.
”Publikum foretrækker altid følelsen, når forstanden først har rådet, og det hele er gået godt”, sagde Scavenius, der var først udenrigsminister og siden statsminister i de siden udskældte samarbejdsregeringer under besættelsen. Anders Fogh Rasmussens genåbnede kritikken af samarbejdspolitikken for nogle år tilbage, mens Halken går mere nuanceret ind i perioden med Scavenius-citatet som omdrejningspunkt.
Tiden kalder på nye blikke på historiske perioder, og Halkens bud er både kynisk og empatisk. En gennemgående tråd i forestillingen er danskernes magelighed. Vi vil gerne se os selv som krigere, men vi vil ikke betale prisen. Så nok virker Scavenius ageren forkastelig set med nutidens øjne, men den var for så vidt repræsentativ for det meste af landets befolkning, der jo netop ikke var frihedskæmpere (før i sidste øjeblik). Så når vi ser os i spejlet, er det Scavenius som symbol på det æreløse, der kigger tilbage. Vi var som nation i alt væsentligt og som Hitler så billedligt formulerer det i forestillingen, en undulat på en lystmorders skulder.
Halken spiller selv Scavenius som en lidt fortumlet, ældre herre, der nok har de diplomatiske evner i orden, men måske lader fornuften råde så meget, at følelsen ikke får plads? Han fastholder stædigt sin strategi, da han først har påtaget sig opgaven, men virker eller så slasket og veg som den trætte bladselleri, der stikker op af Hitlers frakkelomme. Han lader sig presse ind i jobbet som udenrigsminister af Stauning og Christmas Møller, der siden smider ham under bussen fra sit eksil i London. Han fumler rundt mellem den syge kone og elskerinden, han ryster under Hitlers råben om jødespørgsmålet, og virker egentlig kun tilpas sammen med den karismatiske Werner Best. To verdensmænd skåler og spiller kort, mens verden falder sammen om ørerne på dem.
Halken får med små midler godt fat i embedsmanden Scavenius, der gemmer sin afsky for nazismen, og tror, han kan administrere sig ud af miseren. Langsomt synker han mere og mere sammen og får flere og flere trækninger i sin opgivende grimasse.
Omkring er både danske politikere og nazisterne portrætteret som dyr. Anmassende hunde, hylende ulve, svævende gribbe, klatrende abehænder i vindueskarmen. De tre dukkeførere Thomas Bang, Pernille Nedergaard Haugesen og Jeanette Lindbæk Birk er blændende i deres intimiderende og overgjorte bevægelser, der både trækker på eventyrkoder og dystopiske og ikke-afkodelige universer som Lars von Triers og David Lynch. Dyrevalgene er måske lidt klichefyldte, men de bringes til live så uhyggevækkende, at de virker. Mest uhyggelig er dog Thomas Bangs hysteriske Hitler, der går fra 0-100 på et splitsekund, mens alt elektrisk i rummet glimter med. Måske igen en kliche, men også en præstation, der som Bruno Ganzes Hitler i filmen Der Untergang viser de komplekse facetter fra ravende vanvid til kælen hundeklap, der konstituerede hans umådelige karisma.
Historien er ikke ny eller ukendt, men Scavenius bliver alligevel en interessant stemme i dissekeringen af fortidens synder. Mest via det unheimliche, dvs. uhyggeligt-fremmede rum, som dukkerne og Jonathan Hjorths og Sonja Leas klaustrofobiske scenografi og lys gestalter. Rummet og dyrene aktiverer følelserne, så vi kan mærke, hvor svært det var at vælge rigtigt dengang… som nu.
Læs mere om dukketeater for voksne
Lyt til Altingets podcast om Erik Scavenius
Se interview med forfatteren Birgithe Kosovic, der har skrevet en dobbeltroman om Erik Scavenius
