Dukketeater for børn kender de fleste, men hvad med det for voksne? ISCENE har talt med skuespiller Laura Allen Müller og kunstnerisk leder af Silkeborgs Internationale Dukketeaterfestival Ulla Dengsøe om, hvad de store dukker kan, og hvordan de spiller sammen med de ‘rigtige’ skuespillere på scenen.
Laura Allen Müller har travlt, for når hun ikke står på scenen og spiller dukketeater for voksne, klassisk teater eller laver speak, er hun direktør i arkitektfirmaet Storm&Müller hvor hun bl.a. tilbyder ombygning, indretning og møbeldesign. Lige nu er hun aktuel i familiedramaet Dansen med far på Folketeatret, en klassisk fortælling om forholdet mellem tre generationers fædre og døtre med fem skuespillere og adskillige dukker på scenen. Far er en dukke i voksenstørrelse, og forestillingen er en animationsforestilling for voksne – men hvorfor skal voksne se dukketeater, og hvordan finder man på, at det netop er det, man vil?
Laura Allen Müller fortæller: ”Jeg kom lidt tilfældigt i gang med dukketeater. Jeg skulle egentligt ‘bare’ være skuespiller i forestillingen De 4 Ryttere (Bådteatret, 2009), hvor der også var dukker med, men efterhånden som forestillingen udviklede sig, virkede det oplagt, at jeg også skulle føre nogle af dukkerne. Det var min første animationsforestilling, og den handlede om alkoholisme. Jeg blev meget grebet af den måde, samspillet mellem dukken (den alkoholiserede far) og skuespilleren (hans datter) meget præcist viste den skrøbelighed og uforudsigelighed, der er i kontakten mellem en misbruger og omverdenen. Kærligheden mellem en dukke og et menneske har en indbygget umulighed, uanset om det handler om romantisk kærlighed eller en forældre-barn-relation, men jeg oplever, at publikum bliver meget rørt over dukker og menneskers kamp for trods alt at få mødet til at lykkes.”
Dukketeater for voksne har rødder langt tilbage i historien, ikke mindst i udlandet, og favner bredt. Der er Broadway-musicalen Avenue Q (Broadway, 2009), der blev set af mere end to millioner mennesker og blev Reumertnomineret, da Fredericia Teater satte den på scenen i 2013. Der er små produktioner, som griber fat i politiske og samfundsaktuelle temaer, fx alkoholisme, incest og ensomhed, klassikeropsætninger som Shakespeares King Lear (Bådteatret, 2010), teaterkoncerten Cohen (Aarhus Teater, 2011), dukketeater som et musikalsk billeddigt over krigens rædsler og Shostakovichs 7. symfoni i Jernring (Bådteatret, 2015) og ny dansk dramatik som den Reumertnominerede Arne går under (Bådteatret, 2016) samt den aktuelle Dansen med far (Folketeatret, 2019). Her er kort sagt noget for enhver smag, men hvad kræver det at føre og “spille” en dukke i forhold til at fortolke en ’rigtig’ person på scenen?
Laura Allen Müller er ikke i tvivl: ”Alle dukker har forskellige muligheder og begrænsninger, så jeg er nødt til at lære hver enkelt dukke at kende. Hvilket tempo fungerer for den, hvordan er dens fysik og udtryksmuligheder? Det er lidt det samme arbejde som at blive fortrolig med en scenografi eller et kostume. Gode dukker har et helt utroligt nærvær på scenen. Det er svært at forstå, men de kan somme tider virke mere dragende og levende end rigtige skuespillere. Jeg oplever, at det kræver stor autenticitet at spille over for en dukke. Og den skal man bevare, selvom scenen med en dukke tit vil udvikle sig i en mere syret retning. Autenticitet er ikke ensbetydende med naturalisme. Det kan være svært at få en lang, naturalistisk scene til at fungere med en dukke, men man kan sagtens bevare en stor ægthed i det syrede, og det er virkeligt sjovt at improvisere og udvikle fortællingen sammen med en medspillerdukke. Det er et vildt univers at digte ind i.”
Hvorfor skal vi se dukketeater for voksne?
Ulla Dengsøe, kunstnerisk leder af Festival of Wonder, Silkeborgs Internationale dukketeaterfestival, giver et bud.
Hvorfor skal vi se dukketeater som voksne?
Dét spørgsmål stiller vi i Danmark, i vores kultur, hvor dukketeatret ikke har en særlig lang historie, og hvor mange stadig opfatter dukketeatret som en teaterform for børn. Går man til andre kulturer, fx Burma, er dukketeatret mest for voksne. Det findes overalt, og for få hundrede år siden var alt teater i Burma dukketeater – for voksne. Og tænk på Indonesien, hvor man kan opleve dukketeaterforestillinger, som spiller hele natten, og hvor man diskuterer politik og meget mere via dukkespillet.
På Festival of Wonder i Silkeborg har vi gennem mange år vist internationale gæstespil for voksne. I starten måtte man ’trække’ det voksne publikum ind. Men vi har ofte hørt det voksne publikum sige: ”Jeg vidste slet ikke, at dukketeater kunne være sådan!”. I dag er forestillingerne for voksne de forestillinger, som først er udsolgt.
Hvad er det unikke, som dukkerne kan fortælle publikum?
Dukketeaterforestillinger er ofte uden tale og med metamorfoser og med flere forskellige dukketeaterteknikker. Historien kan fortælles i et samspil med skuespillere, i samspil med projektioner eller skyggespil, nycirkus, musik, dans osv. Publikum skaber ofte deres egne historier på den baggrund eller den historie, der bliver visuel på en helt speciel måde.
Hvornår er dukketeater for voksne godt – hvad skal det primært kunne?
Det er svært at svare på generelt. Man tager jo altid stilling til den enkelte forestilling. Hvis historien fortælles, så den berører publikum, fremkalder det dybe følelser. Bliver den i publikums erindring, og lever den videre i deres fantasi, så er meget nået.
