Hey Lin er Lin Melkanes dramatikerdebut. En personlig tekst, der sætter spot på den modstand, som findes indeni mennesket selv. Team Teatret og Kolding Egnsteaters livestreamede version fungerer langt hen af vejen fint, selvom iscenesættelsen ikke helt lader til at tage emnet seriøst.
“Jeg er den eneste i verden, der hedder Lin Melkane”, erklærer to skuespillere i kor, da de hopper frem på den runde, røde scene omkranset af bløde, gyldne lameller i Lise Marie Birchs cirkusmanege-inspirerede scenografi.
For skuespillerne Line Vejgaard Kjær og Stig Reggelsen Skjold er begge Lin Melkane i Petra Adlerberth-Wiks iscenesættelse, der livestreames fra salen på Team Teatret i Herning. Eller faktisk er de blot to udgaver af Lin Melkane – eller af stemmerne i hendes hoved.
Cirkus og psykiatriske diagnoser
“Du lugter nogle gange”, siger Line Vejgaard Kjær lige så meget til sig selv som til Stig Reggelsen Skjold, der sidder ved hendes side. De er to sider af Lin Melkane. Og de lægger ikke fingre imellem, når de kommer med deres selvkritik, der indmellem bliver temmelig hård. Især da Line Vejgaard Kjær sammenligner Lin med et stykke tyggegummi, der hurtigt mister smag og smides på gaden, hvor det kan blive trådt på til det er fuldstændig fladt.
Petra Adlerberth-Wik lader cirkusstemningen gennemsyre hele sin iscenesættelse. Udover musikken og scenografien lader Adlerberth-Wik de to skuespillere afslutte sætning efter sætning med en tada-bevægelse, hvor de stamper den ene fod i gulvet og breder armene ud til siderne. Som en cirkusartist, der afslutter sit nummer og er klar til bifald. En ret skarp kontrast til deres fortælling om Lin Melkane, der først fejldiagnosticeres som bipolar og efter to års medicinering konstateres at være skizofren.
Selvom det kan fungere godt at behandle vanskelige emner med humor, så bliver de gakkede påfund og den ihærdige brug af cirkusmusik næsten for meget. Line Vejgaard Kjær og Stig Reggelsen Skjold er begge iført farvestrålende, multimønstret tøj og korthårede, sorte parykker med pandehår, som får dem til at ligne karikaturer eller menneskelige versioner af en Manga-tegneserie. I en enkelt scene leger de endda tegnsprogstolk for den andens fortælling, som en mimen af improgruppen Specialklassens populære døvetolk.
LÆS OGSÅ: Mombie – livestreamet, pink kvindefortælling
Hey Lin har meget på hjerte
Der er ingen tvivl om, at Hey Lin har meget på hjerte. Der er mange følelser og selvdestruktive tanker på spil, som publikum uden tvivl kan relatere til uanset alder eller diagnoser. Men at skrue en my ned for cirkusset ville have klædt iscenesættelsen.
Humoren og selvironien ligger allerede implicit i Lin Melkanes tekst. “Her sidder Lin og trøster sig med kage. Hun hører podcast og vil så gerne bage”, synger de to skuespillere på Carl Nielsens melodi til B.S. Ingemanns Tit er jeg glad. Men hvor Ingemanns tekst var poetisk og fuld af længsel, er Melkanes vred og selvdestruktiv i al sin farverige humor, når den slutter med ordene: “Hun er fucking træt af sit digter-jeg”.
Det virker lidt uklart, hvorfor den ene del af Lin Melkane spilles af en mand. Det havde givet mening, hvis det var for at understrege, at vi alle indeholder både maskuline og feminine sider. Men når instruktøren har valgt at give Stig Reggelsen Skjold replikken:”Jeg er en kvinde. Jeg er stærk og modig og smuk”, så kommer det til at fremstå mere komisk end eftertænksomt.
Velfungerende streaming
Rent teknisk fungerer livestreamingen af Hey Lin upåklageligt. I de sidste minutter før forestillingen begynder høres en summen af stemmer, som sidder vi i salen omgivet af mennesker. Det er et enkelt men temmelig virkningsfuldt greb, der giver hele oplevelsen den følelse af fællesskab, som jeg ellers savner i de digitale teaterforestillinger.
Desværre præges selve forestillingen indimellem af, at skuespillernes mikrofoner i udtalt grad fanger alle lyde omkring dem, hvorfor selv mindre bevægelser indimellem lyder som om de tramper løs i scenegulvet. Kameravinkler skifter og vi får lov at se scenen både forfra og fra siden, hvilket skaber en fin dynamik. Men hvor kameraet fra siden viser et knivskarpt billede, så er frontkameraets leverance en ret sløret oplevelse, der gør det vanskeligt at skelne mimik – til trods for, at jeg ser livestreamen på en forholdsvist stor skærm.
Det er dog ikke noget, der påvirker helhedsoplevelsen i forstyrrende grad. Både Line Vejgaard Kjær og Stig Reggelsen Skjold udstråler et højt energiniveau og en fornemmelse for samhørighed med publikum til trods for, at de spiller Hey Lin for et kamera og ikke for den flok af skoleelever, som forestillingen er skabt for.
Læs mere her.
