På Teater Nordkraft i Aalborg kan man lige nu opleve Hassan Preislers dramatisering af Hans Kirks roman Fiskerne i Anne Zacho Søgaards let muntre iscenesættelse.
Hassan Preislers dramatisering følger Hans Kirks roman Fiskerne fra 1928 ganske tæt og uden afgørende ændringer i fokus og fortællestil. Selvom der naturligvis er udeladt passager, og personer er skåret fra, er det stadig samme historie, som Hans Kirk skrev for snart 100 år siden.
Hvis ens forudgående kendskab til fortællingen derimod stammer fra den mørke tv-serie fra 1977, så er det stemningsmæssigt en noget andet udgave, der venter på Teater Nordkraft, hvor Anne Zacho Søgaards iscenesættelse byder på både komiske påfund, stærk dialekt og fællessang af salmer.
Gode skuespilpræstationer
Fiskerne er fortællingen om en lille flok fiskere fra Harboøre ved Vesterhavet, der trækker teltpælene op og rykker deres liv og familier til Gjøl langt inde i Limfjorden. Det er historien om to trosretninger, der kolliderer, når de missionske fiskere møder de grundtvigianske beboere ved fjorden. Det er en kollektivroman uden særlige hovedpersoner, hvor hver af de forskellige fiskeres liv og familier udbredes mellem hinanden.
Det samme er tilfældet i Hassan Preislers dramatisering, der – selvom persongalleriet godt nok er skåret ned – i store træk er som bogen. I teaterversionen er det primære fokus på den kløgtige, skrutryggede Thomas Jensen (Thomas Nielsen), den kejtet-stammende Anton Knopper (Jakob Hannibal), den dansende Katrine på kroen, den rettroende Tea Røn (begge spillet af Laura Kold) og hendes datter Tabita (Clara Josephine Manley) – samt naturligvis den hårdtprøvede pastor Brink (også Jakob Hannibal).
Men hvor romanen drives af historiefortællingen med det samlede blik på en tid, et sted og menneskers kamp for deres overlevelse og tro, så kommer fortællingen i den sceniske version til at fremstå en anelse umotiveret. Der mangler dramatisk fremdrift i fortællingen, som ikke har nogen åbenlys relevans anno 2021 – måske bortset fra den unge Tabitas insisteren på at leve sit eget liv efter sine egne valg. I stedet bliver det mest en munter version af romanen, hvor der er indlagt plads til fjollede påfund og lette grin.
Salmesang og verfremdung
“Alle gode gaver de kommer oven ned”. Publikum synger sammen med de missionske fiskere med på salmerne. Man tør jo næsten ikke andet, når nu Guds børn opfordrer til det – og vi har alle fået et stykke papir med vers fra fem salmer printet på. De fem sange, hvor lyset i salen tændes, så vi kan læse teksten, er mindre afbræk i løbet af de ca. 2,5 time, Anne Zacho Søgaards iscenesættelse varer.
I sin instruktion husker Anne Zacho Søgaard os hele tiden på det faktum, at det er skuespillere på en scene, vi kigger på. De fem giver sig fuldt fra start til slut og holder energiniveauet i en ellers uenergisk fortælling højt. Især var det en fornøjelse at høre dem alle tale med dialekt, som det jo netop er tilfældet i romanforlægget.
Udover deres respektive roller, skiftes de til at indtage fortællerstemmen, som kommenterer på det, vi ser på scenen. De samme skuespillere står også for effekterne på scenen, som fx at kaste kunstig sne op i luften mens en anden vifter energisk med en serveringsbakke for at skabe vind til lidt snestorm. Eller når Clara Josephine Manley ubønhørligt med en vandforstøver sprøjter vand i ansigtet på Jakob Hannibals pastor Brink, mens han forsøger at debattere med den missionske Thomas Jensen, så præsten igen og igen må tørre ansigtet med sit lommetørklæde, som svedte han uhæmmet.
Umotiveret iscenesættelse
Der er noget ved iscenesættelsens påhit og små gentagelser, der næsten minder om Forced Entertainment. I hvert fald bidrager denne form for verfremdungs-teknik med en vis distance til de karakterer, som de fem skuespillere på scenen ellers så glimrende fremstiller. For de gør det godt alle fem – især i deres hyppige skift mellem rollerne, som når Laura Kold lynhurtigt forvandles fra den troende, tækkeligt sortklædte Tea, der igen og igen straffer sig selv med lussinger til hendes kind brænder af rødme, til den muntre Katrine, der serverer på kroen og gerne tager en svingom med karlene, hvis de byder op.
Der er egentlig ikke noget i vejen med Hassan Preislers dramatisering, ligesom Anne Zacho Søgaards instruktion til trods for den lidt tunge fortælling er ganske underholdende. David Gehrts scenografi fungerer også efter hensigten, og virker især stærk, når de fleste rekvisitter fjernes og blot stolperne står tilbage på et tæppe af teaterrøg, som gør det ud for havdis.
Fiskerne er fin underholdning, men jeg savner et svar på, hvorfor vi skal se netop den historie iscenesat nu. Det virker uklart, om det er historien om tro, om mødet mellem forskellige kulturer eller de personlige dramaer, som vi skal fokusere på. Det er en skam. For andre store fortællinger om tro, som fx Aarhus Teaters iscenesættelse af Ordet, har jo netop vist, at de gamle fortællinger godt kan føles både nutidige og højaktuelle i det 21. århundrede.
