Bådteatret gør teaterhistorien aktuel i Kældermusik med en gribende fortolkning af Bertolt Brecht og Hans Eislers melodier sat i en meddigtende scenografi og svøbt i mol.
Først betages man af Jonathan Hjorths dukkehusudgave af Berlins gader anno 1920’erne pakket med skæve, knejsende etagehuse. Ikke hvilke som helst gader. Nej, netop i Berlin ligger de, markeret som de er med skilte på ikoniske Berlin-spots som den swingende café Moka Efti og de dubiøse natklubber Eldorado. I mellem bygningerne det røde cabarettæppe, hvor et grotesk dameansigt dukker frem med en af stykkets få danske replikker: ”Hvor anstrengende må det ikke være at være ond?”
Vi er i de dunkle gyder, vi er i klubbernes glitrende lys. Vi er her, hvor de fleste er fattige, og slår sig igennem, som de bedst kan. Vi er her, hvor nogle går med ”Holzbein,” mens andre har krigens traumer martret i sjælen. Et grotesk og ondt univers, der forløses fremragende i Bådteatrets variant af teaterkoncerten, hvor mennesket synger og dukkerne agerer.
Selv hesten crooner
At universet er sort og grotesk, ved man, når selv hestene crooner. Ein Pferd klagt an, da sulten driver mennesker til at spise den, endog før den er død. Berlin spiser i sandhed sine egne i dette tvetydige årti, hvor festen var på sit højeste for at skjule sulten og angstens gnaven. Fint visualiseret af den lille dreng, der mishandles og ender fastklemt højt oppe mellem husene. Det må ende med et brag. En brand, der fortærer alt. Igen er det husene. Vinduerne gløder i et flammende crescendo, før kjolens farve skifter til blå, tonen bliver engelsk og skibet rejser over havet med My Ship (Kurt Weill/Ira Gershwin). Som Bertolt Brecht og Hans Eisler selv gjorde under 2. Verdenskrig.
Parrets sange, der altid tåler et genhør, ligger godt til eminente mezzosopran Helene Gjerris. Helt i rødt bevæger hun sig omkring dukkerne og svøber dem ind i mol med sin dragende, dybe stemme, der får lov at komme helt ned, hvor det gør ondt. Jesper Egelund (strenge) og Peter Fuglsang (blæseinstrumenter mm) ikke bare akkompagnerer, men er en del af universet med deres markante, meddigtende fortolkninger af arvesølvet fra Tyskland.
Anstreng de dovne sprogører
Det vil muligvis irritere alle de, der har fravalgt vores nabolands sprog, at alt synges på tysk. Men jeg synes, instruktør Rolf Heim har gjort det rigtige valg. Denne tid, disse toner, netop denne stemning, som vi også for nylig mødte i tv-serien Babylon Berlin, er så umiskendeligt tysk, at vores dovne sprogører måske bare skal anstrenge sig lidt mere. Vi lytter jo ikke kun til ordene, men også til smerten, lysten og forråelsen, de bærer.
I Kældermusik – en virkelig rammende titel – hjælpes vi jo også på vej af de sirligt-fantastiske dukkeførere Yulia Lystbæk og Astrid Kjær Jensen. Som Helene Gjerris er de sminket som Liza Minelli og Joel Grey i Cabaret. Hvide ansigter, røde kinder, sorte øjne. De to er mere synlige, end vi ofte ser dem, men det fungerer faktisk, selvom magien først opstår i dukkerne. Helene Gjerris forlænges i to andre røde damer, en bittelille og en i mellemstørrelse. De må låne Astrid Kjær Jensens røde strømpeben for at nå op og kysse de skiftende mandfolk, der med tunge og pik hængende ud af mund og bukser ikke just putter med, hvad de ønsker af damerne. Det er råt, men også i glimt poetisk og sødt flirtende. Særligt rørende er den lille dreng, bragt til live af de synligt-usynlige hænder, der bevæger sig nysgerrigt ud i livet for blot at blive fortæret og smidt bort.
Kældermusik er måske ikke Bådteatrets mest originale forestilling, men teatret kombinerer sine særlige virkemidler til at skabe en gribende forestilling, der samtidig genaktualiserer en del af teaterhistorien.
Se forestillingstrailer her.
